Den "Muslimske Revolution" vil gøre en ende på al frihed.

6. august 2011.

Mere end tyve millioner mennesker i Mellemøsten lever under Muslimsk besættelse. De venter stadig på ligestilling eller på at kæmpe for uafhængighed.

Mellemøsten og Nordafrika er hjem for millioner af nationale og religiøse mindretal, der har levet under Arabisk besættelse siden det syvende århundrede.

De venter stadig på ligestilling eller på at kæmpe for uafhængighed. Kurderne er blandt de ældste folkeslag i verden, og de har beholdt deres identitet gennem århundreder med Arabisk og Osmannisk besættelse.

Nu, hvor en revolutionær bølge fejer hen over hele den Arabiske verden, må man spørge, om revolutionen er for alle eller kun for de Muslimske Arabere.

Et af disse folkeslag er Kurderne. Selvom de er Islamiseret, har de beholdt deres sprog (Indo-Europæisk - tæt på Persisk) og deres traditioner og skikke. I dag anslås deres antal til 25.000.000-30.000.000, fordelt mellem Tyrkiet (15 millioner), Iran (5 millioner), Irak (5 millioner) og Syrien (2 millioner).

De har kæmpet forgæves for uafhængighed siden det Osmanniske Riges sammenbrud ved slutningen af Første Verdenskrig. Titusinder er blevet dræbt af Tyrkerne og Araberne.

I Irak tøvede Saddam Hussein ikke med at bruge kemiske våben imod dem, og tusinder døde en smertefuld død i den nordlige del af landet.

Saddam gennemførte også en flytnings-politik og kørte Kurdere væk fra deres landsbyer og fra Kirkuk og bragte Sunni-Arabere dertil.

Berberne er et andet folk, der lever under besættelse i Algeriet, Marokko og Tunesien, og anses for at være en indfødt Nordafrikansk befolkning. Deres navn er senere afledt af "barbarisk", men ifølge nogle talte de hverken Latin eller Græsk. Før den Arabiske erobring havde de en blomstrende landbrugs-kultur.

På deres eget sprog kalder de sig Amazigh og deres sprog er Tamazight. De blev Islamiseret og spillede endda en vigtig rolle i anvendelsen af Islam i Spanien, men har altid bevaret deres oprindelige identitet.

Siden de Nordafrikanske lande opnåede uafhængighed i 1960'erne, har de modstået Arabiseringen (foretrækker det Franske sprog) og kæmper for anerkendelse af deres særlige kultur.

Berberne i Algeriet udgør mere end 20 procent af befolkningen. Mange af dem bor i Kabylien, og har formået at etablere en aktiv, stærk uafhængighedsbevægelse. I 2010 dannede de en regering i eksil i Paris, ledet af Ferhat Mehenni, en Kabylsk sanger og aktivist. Begivenheden blev for det meste ignoreret af de Vestlige medier, og ingen regering gav udtryk for sin støtte, mens Algeriet intensiverede sin undertrykkelse.

I Marokko, hvor de udgør anslået 40 procent af befolkningen, er der en Amazigh-bevægelse, der beder om selvstændighed, men de får ingen støtte fra Vesten.

Kopterne i Egypten er en anden minoritet, som er genstand for undertrykkelse og diskrimination. Deres antal anslås til ca. 8-10.000.000, omkring 10 procent af landets befolkning.

De er de oprindelige folk i Egypten - deres navn er afledt af det Græske ord for Egypten. De konverterede til Kristendommen i det fjerde århundrede og har beholdt deres eget sprog.

De er nægtet ligeret i deres eget land og tillades ikke at have større positioner som provinsguvernør eller leder af et universitet.

Deres repræsentation i parlamentet er begrænset og afspejler ikke deres antal. De kan ikke frit bygge kirker, og selv til restaurerings-arbejde må de have en særlig regerings-godkendelse.

I Artikel 2 i forfatningen hedder det, at Islam er statsreligion, og at Islamisk retslære er den primære kilde til lovgivning.

Der er ingen forsøg på at annullere denne artikel i forslaget til en ny forfatning fra det rådgivende udvalg, som blev nedsat efter revolutionen.

Kristne i Irak og i de Palæstinensiske områder lider også under diskrimination og aggression, og mange er rejst for at finde et nyt liv i Vesten. Antallet af Kristne i den Arabiske verden er således støt faldende.

Kun to ikke-Arabiske folk har formået at få deres uafhængighed: Staten Israel i 1948, 1308 år efter den Islamiske erobring af Det Hellige Land, og Sydsudan for et par uger siden, efter 40 års bitter krig og mere end 2 millioner døde. I nabolandet Darfur massakrerer Arabiske militser, hjulpet og tilskyndet af den Sudanesiske regering, stadig de ikke-Arabiske befolkninger.

Hvor fører da den Arabiske revolution hen?

Vil den være tilfreds med mindre konstitutionelle ændringer og valg, der – måske - vil være frie i nogle lande, for at skabe økonomiske reformer og bedre levevilkår, uden hensyntagen til den fortsatte undertrykkelse af mindretal?

Kan et ægte demokrati, der bygger på ytringsfrihed, kvinders frigørelse og grundlæggende menneskerettigheder, eksistere uden at se, hvad der sker med Kopterne eller Kurderne?

Det synes ikke muligt.

Skulle frie og ærlige valg - eller relativt frie og ærlige - bringe Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten, kan dette så betragtes som et demokratisk træk?

Vil udskiftning af sekulære diktaturer - gennem demokratiske midler - med en anti-demokratisk bevægelse, der opfordrer til genoprettelse af Kalifatet, være acceptabel?

Broderskabet har ikke ændret sit motto, siden det blev oprettet for 80 år siden: "Allah er vort mål, Profeten er vor leder, Koranen er vor lov, Jihad er vor vej og død til ære for Allah er vort højeste håb."

Source: Jerusalem Post

Første gang offentliggjort: Marts 21, 2010.

Skrevet af Ivar

Oversat fra: http://ivarfjeld.wordpress.com/2011/08/06/the-muslim-revolution-will-bring-end-to-all-freedom/