7. august 2011.
Nedgraderingen af USA’s kreditværdighed udløser brat fald på Israels børs, der automatisk lukker.
Aktiehandler på Israels børs er stoppet, efter at kurserne er faldet med mere end 6 procent som reaktion på nedgraderingen af USA’s kreditværdighed.
Handlen åbnede som normalt søndag, der er den første arbejdsdag i ugen i Israel. Men efter nogle få minutter lukkede børsen, da aktiekurserne drønede nedad.
Børsen lukker automatisk, når kurserne falder drastisk og ud over visse fastsatte grænser.
Det er kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s nedgradering af USA’s kreditværdighed natten til lørdag, som har gjort de israelske investorer nervøse.
Men børsfaldet i Israel kommer også dagen efter, at 200.000 mennesker demonstrerede i Tel Aviv og Jerusalem mod boligmangel, høje fødevarepriser og stigende ulighed i det israelske samfund.
Premierminister benjamin Netanyahu har lovet reformer, men han har samtidig advaret demonstranterne om, at deres protester kan føre til en økonomisk krise.
Regeringer, centralbanker og investorer frygter, at det israelske eksempel vil gentage sig, når de internationale børser åbner mandag morgen.
Kirsten Genach, 7. august 2011
Supportisrael.net/