Fra Moriel.org/18. august 2011.
Af J. Jacob Prasch.
(Som pdf-fil her)
"På den dag gør jeg Jerusalem til en tung sten for alle folkene; de, der forsøger at løfte den, vil rive sig til blods. Så samles alle jordens folk mod byen.” Zak 12:3.
Få Kristne og færre - hvis ikke alle ikke-kristne - forstår den profetiske betydning af den række af begivenheder, der har fundet sted i løbet af de seneste to uger i England, Norge og USA.
Nationerne i verden arrangerer sig i en alliance imod den genforenede nation, Israel, uvidende om, at de er Antikrist’ marionetter, og at det er ham, der trækker i trådene.
Bibelen forudsiger et tidspunkt, hvor både Israel og de hedenske nationer vil "se hen til Ham, som de har gennemboret" v. 10. Jøderne skal være til stede ikke kun i Israel, men også i Østjerusalem for at muliggøre Jesu genkomst.
Det er ingen overraskelse, at Satan er desperat for at drive Jøderne ud af Israel og Jerusalem, da Jesu genkomst ikke kan finde sted, medmindre Jøderne er fysisk til stede i deres gamle hovedstad. Satan fik sit største nederlag i Jerusalem, og han vil også få det afsluttende der.
Den samme ”dukkemester” har oprejst falske brødre i de såkaldte 'evangeliske' kirker for at fortælle de Kristne, at de skal ignorere de bibelske profetier, der stempler de genindsamlede Jøder i Israel som besættelsesmagt i stedet for som de retmæssige ejere af Det Hellige Land. Faktum er, at evangelierne og brevene direkte bekræfter den profetiske dagsorden for Israel, Jerusalem, og Jøderne.
Den Anglikanske præst, Stephen Sizer’s, Jøde-hadende bøger "Christian Zionism – Road Map to Armageddon” og "Zion’s Christian Soldiers" kunne være blevet kanaliseret direkte fra Djævelen.
Hans anti-Israelske retorik blev gentaget af Saddleback Community Church præsten, Rick Warren, da han offentligt rost den Syriske regering og dens tyranniske præsident, Hafez al-Assad, som en god leder, der støtter de kristne. Sandheden er, at Hafez går sammen med Syrien og Iran for at bevæbne de radikale Hizbollah-terrorister, så de kan angribe Israel og massakrere de Libanesiske Kristne.
Erstatningsteologen, John Piper støtter Warren, selv som Warren forcerer sin åbenlyst antikristelige dagsorden. ”The Global Peace Plan” opfordrer de genfødte kristne til at forene sig med Muslimer, Hinduer, Buddhister osv. for at indvarsle global fred udenom en frelsende tro på Kristus.
Kun ved at ty til den Hermeneutiske Gnosticisme hos Stephen Sizer eller den afdøde John Stott kan de konstruere en udhulet apologetik for at afvise den helt enkle undervisning i Guds Ord og Jesu entydig lære om Hans komme. De åndeliggør tekster ud af deres sammenhæng ved at appellere til menneskelige ekstra-bibelske traditioner, såsom den Patristiske litteratur fra kirkefædrene.
Mens den Hellige Guds Ånd er ved at forberede den trofaste Brud til Brudgommens tilbagevenden, er Antikrist’s ånd ved at forberede skøgekirken til fremkomsten af "Lovløshedens menneske". Denne ”anthropon anomon”, den endelige legemliggørelse af Antikrist, ønsker, at den falske brud skal tilpasse sig de fordærvede politiske og økonomiske systemer i denne verden.
Dette er ånden bag Emergent Church, Den Økumeniske Bevægelse, Sabeel-bevægelsen samt dagsordenen i Purpose Driven. Det er denne falske ånd, der styrer Vatikanet, Kirkernes Verdensråd og meget af den populistiske Evangelikalismen, som allerede er bragt i miskredit af penge-prædikanterne fra TV.
Hvem er palæstinenserne?
Disse forsøg på at angribe Israel som en okkupation negligerer det faktum, at de arkæologiske optegnelser verificerer, at Jøderne er de oprindelige folk i landet. Oprindelige folk kan per definition ikke okkupere deres oprindelige land – ikke mere end en Apache kan okkupere Arizona, eller en Eskimo kan okkupere Grønland.
På den anden side eksisterer der end ikke et etnisk Palæstinensisk folk [det var navnet på de gamle ikke Arabiske, Indo-græske Filistre], og frem til 1970'erne var de simpelthen Jordanere. Ifølge den Britiske regering, Folkeforbundet, FN og den Arabiske verden selv findes en Palæstinensisk stat allerede i Jordan, hvor 70% af befolkningen er Palæstinensiske Jordanere med en Hashemitisk regering. I 1968 sagde Yassir Arafat: "Palæstina er Jordan", og i 1970 sagde kong Hussein af Jordan: "Jordan er Palæstina." Kong Mushariff af Saudi-Arabien sagde: "Israel for Jøderne", og det samme gjorde kong Faisal af Irak.
Israel var tvunget til at tilbage-erobre meget af det oprindelige land, som det beredvilligt havde opgivet i et falsk håb om fred med Jihad-Islam. De titusinder af Palæstinensiske flygtninge i lejre i Libanon blev drevet ud af Jordan under Sorte September i 1970 - af Jordan og ikke af Israel. Men den Arabiske verden, det internationale venstre og Sabeel giver Israel skylden for deres skæbne.
De Israelske menneskerettigheders omdømme er langt det bedste i Mellemøsten, hvor forfølgelsen af Kristne i Islamiske lande, undertrykkelsen af kvinders rettigheder og krænkelsen af menneskerettighederne for homoseksuelle er stedbundne. I stedet for bliver Israel, som beskytter disse rettigheder, holdt frem som synderen.
Alles øjne er nu rettet mod Israel, eftersom forandringens vinde blæser over religiøse og sekulære kræfter, der blindt fejes på plads. Hele verden er i grebet på denne verdens gud. Syndens menneske sidder i kulissen og venter på det rette øjeblik til at gøre sin entré på den internationale scene. De Vestlige nationer er begyndt at mærke hvirvelvinden som følge af deres politiske standpunkt mod Israel.
Norge
På grund af en regering, der læner sig til venstre mod Euro-socialismen, er Norge nok den mest anti-Zionistiske - og nogle vil hævde anti-Jødiske - regering i Europa. Den lefler konstant for Islamisk ekstremisme. Den forbyder den Jødiske rituelle slagtning af kosher-kød, mens den helt lovligt tillader Muslimsk slagtning af halal-kød.
Der er en minoritet af sande Jesus-troende i Norge, som ikke er imod Israel. Men overordnet er Norge indbegrebet af det post-kristne, ny-hedenske Europa. Dets regering er blevet plaget af formøblingen af Nordsøens olie-rigdom og talrige statslige barnepige-programmer, der kun lidet har opnået at styrke den langsigtede økonomiske bæredygtighed i landet. Nu, hvor olie-indtægterne er borte, og der intet er at opvise i deres sted, er landet flere gange gået til venstre til en anti-Israelsk skævhed, der er indenlandsk.
Udenrigsministeren og regeringen overser karakteristisk de elendige menneskerettighede samt forfølgelsen af Kristne i den Arabisk/Muslimske verden og fører en udenrigspolitik, der skyder skylden for Hamas’ terror på Israels besættelse. Alt dette på trods af det faktum, at Islamisk terror mod Israel ligger forud for eksistensen af den Jødiske stat, og går tilbage til Jihad pogromer i 1920'erne. I sin polemik overser den Norske regering Hamas’ engagement i Israels udryddelse og deres anti-Vestlige værdisæt.
På den årlige politisk/socialistiske sommerlejr for unge holdt Norges fremtidige socialistiske ledelse et rally, som nationens anti-Zionistiske udenrigsminister var inviteret til. De venstreorienterede, der transporterede skilte og bannere, krævede boykot af Israel. Den følgende dag blev 69 af dem skudt. En vanvittig ekstremist, der var bekymret over væksten af radikal Islam, var på krigsstien. Moderate røster i Europa havde advaret om de uundgåelige konsekvenser af ukontrolleret Islamisk indvandring, men blev ofre for politisk-motiveret retsforfølgelse.
Vi sanktionerer eller tolererer naturligvis ikke de skyderier i Norge, der førte til 77 unges død, men erkender, at Gud tillod denne dom.
Venstrefløjens presse forsøgte at identificere denne psykopatiske pistolmand, som hørende til den kristne højrefløj, fordi han var medlem af en gen-opfundet Tempelridder-orden. Tempelherrerne blev aldrig en Protestantisk eller Evangelisk organisation, men snarere en Romersk-Katolsk. Den blev berøvet sine rettigheder af paven i kølvandet på de middelalderlige korstog. På hvilket grundlag venstrefløjens presse klarede at forbinde sådan en mærkelig figur med det kristne højre står ligeså uklart, som hvordan en Arizona-sherif forbandt ham, der skød et demokratisk kongresmedlem, med TEA-Party. Den kriminelle psykopat, som skød hende, var også demokrat.
Det er ikke tilfældigt, at had til Israel og til Kristendommen blev sammenkædet af det Norske venstre. Mediernes magt - med samme karakter som de gamle sovjetiske Pravda og Izvestia - vil få selv de mest latterlige løgne til at synes plausible, hvis ikke faktuelle.
Oslo er det sted, hvor Fredsaftalerne i 1993 blev indgået mellem PLO-leder Yasser Arafat og Yitzhak Rabin fra Israel, formidlet af daværende præsident Bill Clinton. Oslo-aftalerne lagde opdelingen af Jerusalem på bordet. Det førte til en ny intifada og en massiv spærreild af selvmordsbomber.
I Oslo forsøgte Norge at flytte stenen.
Storbritannien
Med det Britiske Konservative parti i koalition med dets ideologiske modsætning, De Liberale Demokrater (som hverken er liberale eller demokratiske, men socialistiske eurokrater), er der ikke længere et ægte konservativt parti i Storbritannien under David Cameron. På trods af hans Jødiske oldeforældre på fædrene side, Levita familien, var Cameron ikke nogen ven af Israel, da han under flotille-begivenheden kaldte Gaza et fængsel.
Han skyder ikke skylden på korruptionen i Den Palæstinensiske Myndighed, der stjal den internationale støtte, eller på Hamas, der gjorde det til en væbnet lejr for Jihadister, men han bebrejder Israel for at forsvare sig selv. Hans regering har tilsluttet sig Hilary Clintons State Department, som fordømmer Israels opførelse af nye boliger i allerede eksisterende Jødiske kvarterer i deres hovedstad, Jerusalem. Ligesom den Amerikanske Bush-familie, er Muslimske oliepenge den eneste gud, han ser ud til at tjene.
Cameron er heller ikke nogen ven af Kristendommen. Han roste offentligt to dommeres beslutning om, at et Kristent par var uegnede til at adoptere børn, fordi de nægtede at lære dem, at homoseksualitet er normativ. Domstolens afgørelse erklærer reelt, at de krævede homoseksuelles rettigheder vejer tungere end Kristnes overbevisning eller ren sund fornuft. Som oppositionsleder var Cameron ikke imod Tony Blairs regulering ud fra seksuel orientering, der giver bøsser og lesbiske lige rettigheder til adoption.
Den seneste tids optøjer i London og i hele England kom i hælene på Camerons fordømmelse af nybyggeriet i Israel. Cameron er klar i benægtelsen, når han skyder skylden for urolighederne på hooliganismen, og ikke klarer at forbinde dem med arbejdsløsheden og nedskæringerne i de sociale ydelser. I hans tænkning har de unge arbejdsløse alt fra arbejdsløshedsunderstøttelse til det nationale sundhedssystem, så urolighederne kan ikke retfærdiggøres. Han er virkelig hyklerisk, når han beordrer politiet til at slå hårdt ned samt placerer tusindvis af politifolk på gaderne i Storbritanniens byer, efter at han har fordømt Israel, når de har indsat sikkerhedsstyrker til at dæmme op for vold og beskytte deres egne borgere. Men det er i hvert fald ikke en tilfældighed, at disse optøjer fandt sted, da Cameron forsøgte at flytte stenen.
Grækenland og Europa
Det økumeniske Kirkernes Verdensråd har netop holdt en konference i Volos i Grækenland. Anti-Jødiske gejstlige ankom til Volos fra hele verden: Lutheranere fra USA, Katolikker og Protestanter fra Bethlehem og Nazareth, Ortodokse kristne fra Grækenland og Rusland, akademikere fra Beirut og Koptere fra Egypten. Ikke et eneste kritisk ord blev udtalt mod de Islamister, der forfølger Arabere, som tror på Jesus. Konferencen erklærede den Jødiske stat for "en synd" og en "besættelsesmagt", og beskyldte Israelerne for at "umenneskeliggøre" Palæstinenserne. Den afviklede teologisk "udvælgelsen" af det Jødiske folk samt opfordrede til "modstand" som en Kristen pligt.
I de sidste par måneder har vi set en radikal og farlig tilvækst af retorik imod Israel fra både Protestantiske og Katolske institutioner. Disse grupper er tæt knyttet til Globalister, EU-bureaukratier, medieindustrien, De Forenede Nationer og forskellige juridiske fora, som er voldsomt anti-Israelske og anti-Jødiske. Selv om USA er hjemsted for mange Kristne tilhængere af Israel, overgås de af de venstreorienterede religiøse, der er ved at bane vejen for et nyt Jødisk blodbad ved den teologiske udelukkelse af Israels Jøder fra familien af nationer.
IDaniel 2:43 hedder det: "… ligesom jern heller ikke lader sig blande med ler". Men i opfyldelsen af Daniels profeti forsøger EU at få dette til at ske. Landene i Europa har allerede mistet deres retslige suverænitet til EU. I det, der var et fælles marked, er Europa ved at blive omdannet til en superstat, og det uden demokratisk samtykke fra de styrede. Tyskland opfordrer til et ikke-valgt panel med beføjelser til at håndhæve centralt dikteret finanspolitik og pålæg af obligatoriske sanktioner mod medlemsstaternes ret til at sige eller gøre noget. Dette kommer bag på flere, der bliver pålagt finansielle og kommercielle reguleringer, som der ikke er lovgivet om, men bestemt af ikke-valgte, primært socialistiske, bureaukrater, der lever i en overdådig livsstil på skatteydernes regning. Det Sovjetiske politbureau er flyttet til Bruxelles.
Nu tilraner Europa sig udenrigs- og forsvarspolitikken hos dets medlemsstater. Da lande som Storbritannien lukkede ambassader som en besparelses-foranstaltning, øste de millioner ned i EU-udenrigstjenestens kasse. Den er ledet af Catherine Ashton, som er en venstreorienteret bureaukrat uden erfaring i internationale anliggender, og en heftig kritiker af Israel. Hun er engageret i en pro-Islamisk, anti-Israelsk partiskhed, der presser på for en de facto anerkendelse af det terroristiske Hamas, på trods af deres engagement i Israels udslettelse og deres Jihad-ideologi mod Vesten.
Den seneste anti-Israelske retorik fra Ashton - på grund af bolig-ekspansionen i Øst Jerusalem - faldt sammen med solvens-kriserne i EU-lande som Grækenland, Irland, Italien, og muligvis Frankrig. Jern lader sig ikke blande med ler.
Europa har smedet en umulig union og tegnet sig selv ind i et hjørne af økonomisk svigt, tab af suverænitet, socialt ildebefindende og en cyklus af korruption og forfald - en demografisk tidsindstillet bombe, mens den radikale Islamiske befolkningstilvækst og indvandring truer selve eksistensen af Europas kulturelle og etniske fremtid. De er på udkig efter frelse i deres desperate iver for at få jern til at blande sig med ler. Når de finder det, de søger, vil det være den Antikrist, hvis rige vil blive ødelagt ved Kristi genkomst (Daniel 2:45).
I mellemtiden favner den frafaldne Protestantisme det frafalden Rom og tilslutter sig internationale Europæisk baserede institutioner, der søger at formilde Islam på bekostning af Israel. Babylon det Store er under etablering som den Økumeniske bevægelse, der åbner døren til tværreligiøs enhed og Antikrist’s falske fred. Efterhånden som EU-etableringen hælder i retning af en anerkendelse af det terroristiske Hamas, på trods af Hamas’ engagement i Israels udslettelse, kan vi se, hvad der sker med EU. Men økonomisk og politisk er det værste endnu ikke kommet. Alt, hvad EU skal gøre, er at fortsætte med at forsøge at flytte stenen.
USA
Der bliver spillet højt spil i New York, Washington og London. Det overskygger magten eller myndigheden hos enhver Amerikansk præsident og Britisk premierminister. Den virkelige kerne i den globale finansverden er Wall Street i/Chicago - London - Hong Kong trekanten. Amerikanerne tvang Frankrig til at tilbagetrække sin indsigelse mod, at Storbritannien kom ind i EU, fordi Storbritannien er Amerikas strategiske partner, politiske stemme og investerings-platform inden for EU.
Den virkelige kerne i Vestlig militær-magt er ikke NATO, men NSA/GCHQ-intelligens-netværket, bestående af USA, Storbritannien, Australien og Canada. Den virkelige kerne i EU er ikke de 25 medlemslande, men Den Vesteuropæiske Union (WEU): de ti vigtigste nationer i EU, der er knyttet til USA via NATO. Storbritannien er omdrejningspunktet. I Falklandskrigen undgik Amerika sine Latinske naboer som støtter til fordel for sine Engelske fætre, og Storbritannien støttede USA i Europa i modsætning til sine Europæiske naboer.
I sidste ende falder Australien, Canada og de vigtigste Commonwealth-lande i en linie bag den Anglo-Amerikanske alliance, der til dels trak USA ind i Første Verdenskrig og placerede Britiske tropper i Afghanistan. Resten af NATO falder mod tyngdepunktet i dette forhold, der giver den engelsktalende verden dominans. Selv efter Imperiets fald fortsætter Storbritannien med at bokse et godt stykke over sin vægtklasse i den globale politik på grund af sit forhold til USA, mens den tidligere mangeårige rival, Frankrig, ikke gør det. De andre gamle Europæiske kolonimagter er henvist til en status som sekundære spillere.
For fyrre år siden sagde mange mennesker, at EU (dengang kendt som Fællesmarkedet) ville blive det næste anglo-Amerikanske Imperium. Det er ikke sket. For femogtyve år siden sagde mange, at Japan så ville dukke op, men det har ikke været tilfældet. Japan er overgået af Kina som Asiens største økonomi. Nu siger mange, at Kina vil erstatte det anglo-Amerikanske Imperium, men et jordskælv og en jernbane-katastrofe viste, at Kinas nybyggede infrastruktur er dårligt konstrueret, og befinder sig på toppen af en gærende miljøkatastrofe. Fremstilling og design af Kinesiske produkter er dårlige kopier af Vestlige produkter. De eksporterede varige forbrugsgoder, som Vesterlændinge importerer fra Kina, er Vestlige produkter fremstillet i Kina under Vestlig licens og tilsyn. Faktisk er Kinesiske produkter for det meste billigt skrammel i forhold til Vestlige varer. Vestlige økonomier bruger Kina til at holde deres forbrugspriser lave.
Kort sagt har Kina indset, at den anglo-Amerikanske bankvirksomhed, det Amerikanske finansministerium og den Føderale Reserve har bragt Kina til det Kinesiske vaskeri. De 1,5 billioner dollars, Kina har i Amerikanske obligationer og T-Bills, er ved at blive tilbagebetalt i devaluerede dollars. På den måde holder Kina sin egen valuta kunstigt lavt, og den Amerikanske dollar får lov til at skride, idet den har mistet 40% af sin værdi. Renterne på disse obligationer er ikke nær høje nok til at give den faktiske værdi i afkast.
I mellemtiden oplærer Amerikanske og Britiske interesser Indien, et Engelsk-talende demokrati, til at blive den næste boom-økonomi, dømt til at rivalisere Kina. Indien har den største middelklasse i verden. Det har flere forskere og ingeniører per indbygger end noget andet land, og det er en atommagt, der deler den Vestlige bekymring for den radikale Islam’s trussel, på grund af sin anstrengte historie med Pakistan. Det vil overskygge Kina som denne verdens mest befolkede nation og største marked. Men Indien har sine egne problemer med et kastesystem og fundamentalistiske bevægelser blandt Hinduer, og Seiks samt en stor Muslimsk befolkning, men det er historisk bundet til det Britiske Commonwealth. Imens styrker USA strategiske forbindelser med Sydkorea, Japan, Filippinerne, Taiwan, og endog Vietnam som reaktion på Kinas militære opbygning i et våbenkapløb af den slags, der ruinerede Rusland. Kinas frygt for sin voksende Kristne befolkning bunder i den rolle, Kristendommen spillede, da den forårsagede den Sovjetiske Kommunismes fald.
Kina er frustreret, fordi dens egen valuta er knyttet til dollaren, og som med de Saudiarabiske og Emiraternes statsejede investeringsfonde er dens portefølje dollar-benævnt. De kan ikke opgive dollaren uden at beskadige sig selv slemt. Euro-kriser sætter dagsordenen for Euroens skæbne og stabilitet, og sikkerheden i Euro-obligationer bliver en endnu mere usikker investering end dollaren. Kina har derfor intet andet sted at gå hen end til sanitørerne og købe endnu mere Amerikansk gæld.
FED tjener penge på den Amerikanske gæld ved at låne mere og mere, devaluere dollaren yderligere og skaber mere inflation i Kina. I mellemtiden holder Amerika den interne inflation lavere, til trods for dollarens devaluering, ved at eksportere en stor del af inflationen til Kina, hvis produkter importeres til en kunstigt lav pris. Disse produkter sælges derefter på WalMart, mens prisen på guldbarrer drives kunstigt i vejret.
Kinas inflationspres er sammensat af USA omlægning af 1/3 af sin majs-høst til ethanol-omstilling, der intet gør for omkostningseffektivt eller miljøeffektivt at lette energiubalancen, men forbinder prisen på mad med prisen på olie på de globale råvaremarkeder. Dette tirrer yderligere Kinas mellemlange til langsigtede elendighed. Det er klart, at de virkelig business-smarte, etniske Kinesere er i Hong Kong og Singapore, og ikke i Beijing. De bortrejste Kinesere er finansielle folk, mens det Kommunistiske parti’s bureaukrater er temmelig politisk, der nu ser i øjnene, at de er blevet ført bag lyset af USA, på trods af deres inflationsdrevne vækst. Korrigeret for dollarens devaluering, vil USA opnå en fortjeneste på de penge, det lånte af Kina. Nu vågner Kina op til den kendsgerning, at det giver USA et hundrede dollars, men bliver betalt tilbage med kun halvfjerds i faktisk valuta-værdi.
Selv om Kina patologisk bryder Verdenshandelsorganisationens regler, kan det Kommunistiske parti kun bevare magten via kapitalismen. Det skal holde sig i takt med social og politisk stabilitet ved vedvarende, stabil, økonomisk vækst. På et tidspunkt vil banksystemet i Kinas, der i forvejen er skrøbeligt, krakke og styrtdykke mod en serie recessioner, der forårsager meget alvorlig arbejdsløshed. Enhver ”dobbelt dyk”-recession i Vesten reducerer også behovet for deres varer. Kina vil gå ned og de sociale og politiske konsekvenser vil få Tienemann Square til at synes ligegyldig i sammenligning. Den er en papirdrage. Kinas eneste håb er at udvikle den indenlandske efterspørgsel i stedet for en eksportdrevet økonomi, men tempoet i væksten vil falde. Kina er også på vej til sin egen bankkrise med giftige aktiver i statsejede virksomheder. Samtidig påvirker den bristede ejendoms-boble værdipapirmarkederne, og det, der skete i Japan, er uundgåeligt i Kina. Det eneste spørgsmål er nu, hvornår?
Hvordan Kina reagerer på dette, vil blive interessant. Vi kan kun gisne om, det bliver Kina eller de Islamiske stater i Centralasien, som vil udgøre invasionen af ”Østens Konger”, som er forudsagt profetisk i Johannes Åbenbaring. Én ting er dog sikkert: Gældskriser i Europa gør ikke Euroen til et alternativ til dollaren, og den ravage, der er forårsaget på dollaren og den Amerikanske økonomi via Barak Obama’s selvmorderiske politik, er den samme taktik, som anvendtes af Euro-socialismen, der efterlod Europa i et hængedynd. Obama kører på den Amerikanske måde med hensyn til Grækenland, Irland, Italien og Frankrig.
Men billedet er større. Barak Obama er en oplagt Antikrist. Han forsøger at identificere sig med den Muslimske verden, idet han ændrede sit navn fra Barry til Barak Hussein, og kom til magten ved at love en bølge af forandringer, som kun har været forandringer til det værre. Han har forrådt de 78% Jøder, der dumt stemte på ham i hans krav om, at Israel vender tilbage til grænserne fra før 1967, hvilket nødvendiggør tabet af Østjerusalem, Tempelbjerget, Grædemuren, Davids by og Oliebjerget. De 98% sorte Amerikanere, der tåbeligt stemte på Obama, står tilbage med det faktum, at ledigheden hos de sorte er steget næsten 29% under Obama, og antallet af sorte på fødevaremærker har gradueret til 34%. Flere sorte er blevet arbejdsløse under Obama-administrationen end under noget andet formandskab i historien. Han har skrevet velfærds-checks for banker, ydet erhvervskunder kautions-udgifter og rakt lukrative erkendtligheder til interesser hos millionærer, som Jeffrey Immelt, og milliardærer, som George Soros, men har ikke gjort noget for sit eget folk. I mellemtiden har Det Hvide Hus’ budget for lukrative lønninger, luksusferier og overdreven livsstil aldrig været mere ekstravagant.
Antikrist vil ligeledes forråde Jøderne, forråde sine vælgere og søge forbindelse med den Islamiske verden. Han vil stige op til magtens tinde med støtte af en udsvævende religiøs leder, som Obama gjorde det med Jeremiah Wright og Jim Wallis. Obama er en svag skygge af den, der skal komme. Hvis Jøderne er ført bag lyset af Obama er det let at se, hvordan de vil blive ført bag lyset af Antikrist, for at komme til at indgå en dødspagt med ham.
En global valuta vil i sidste ende vise sig at være det eneste mulige alternativ til en selvstændig dødsdømt Dollar og Euro. Hvis den Amerikanske ”Federal Reserve Bank” og Den Europæiske Centralbank er enige om en én-for-én valutakursmekanisme (ERM), vil det Britiske pund, Yen, den Schweiziske Franc m.fl, line op med den, og Den Internationale Valutafond (IMF) vil blive den globale pengeforsynings-regulator, uden ansvar for andre end sig selv.
Det anglo-Amerikanske Imperium er sidste mand på dæk. Herefter bliver der en integreret global valuta og et skridt i retning af en verdensregering. Et gensammensluttet forbund i Europa kan være centralt for dette, men som Daniel fortæller - det kan heller ikke virke.
Hvad der er helt klart, er imidlertid, at under det finanspolitiske vanvid ved Barak Obamas løbske underskud, mistede Amerika sin S&P triple A-vurdering og forudsigeligt skete det lige efter, at han forsøgte at flytte stenen (Zak 12:4).
Det Arabiske ”forår”
I årevis er vi blevet fodret med den løgn fra partiske venstreorienterede journalister, at Islamisk terror og uro er forårsaget af Israel. Vi har ligeledes set Jimmy Carter, hyret af Muslimske oliepenge, blive en de facto apologet for Islamisk terror. Med fremkomsten af det ”Arabiske forår” er vi dog vidner til den egentlige sandhed. Kilden til denne uro er korruptionen i egne regeringer samt despotiske, Islamiske ledere.
Der er tre ting, vi kan være sikre på. For det først: som forudsagt i Skriften, vil de nationer, der var i centrum for verdens-begivenhederne på Bibelsk tid, være i centrum for verdens-begivenhederne igen. Dette har ikke været tilfældet siden korstogene; først da eksisterede Israel ikke som en Jødisk stat. Det andet er, at der endnu er uopfyldte forudsigelser om handelssmarkeders ødelæggelse i Arabisk/Muslimske hovedstæder som Damaskus (Esajas 17) og Amman. Vi kan være sikre på, at de Arabisk/Muslimske nationer vil falde ind under Guds hårde dom for deres forfølgelse af de Arabiske Kristne, Israel og Jøderne. For det tredje: med undtagelse af Libyen (kaldet 'Put') er ingen af de Arabiske nationer i konføderationen af stater, der slutter sig til Iran og Tyrkiet, bakket op af Rusland i den første Gog og Magog krig.
Flere resultater kan komme ud af det ”Arabiske forår”, et begreb, der bruges af medierne til at henvise til "den aktuelle høst fra de pro-demokratiske opstande, der for øjeblikket fejer hen over Mellemøsten." Ét er, at det vil producere moderate sekulære regimer, der vil skabe en midlertidig fred med Israel i stil med Camp David-aftalerne. Det ville give en midlertidig kold fred med Israel som den, der i øjeblikket eksisterer med Jordan og Egypten. Det andet er, at de Islamiske fundamentalistiske regimer vil få magten i et Salme 83 scenarium, hvilket vil resultere i Israels udryddelse af disse nationer som levedygtige, militære trusler, før den første Gog og Magog krig i Ezekiel 38 og 39.
En ting er helt sikkert: Herren selv har gjort Jerusalem til en tung sten og enhver person eller nation, som forsøger at løfte den, vil skade sig selv forfærdeligt.
De gudløse regeringer og politikere i verden ved ikke dette. Ej heller ved de sammenlignelige Gudløse, Purpose Drivne, Økumeniske, Emergent, Liberal Protestantiske eller Romersk-katolske og Østlig-ortodokse kirker det. Det frafaldne Israel, som afviste deres egen Messias Yeshua, ved det heller ikke. Men ved Guds nåde ved vi, hvorledes Gud har advaret disse nationer:
”Løft ikke denne sten!”
NB: Enkelte afsnit er udeladt
