Assad forbereder sig på ‘vredens dag’ i Syrien.

5. februar 2011.

Den syriske præsident Bashar Assad har det ene øje vendt mod en potentiel revolution og det andet øje mod vedblivende at være diktator. Han siger, at han vil presse på for reformer og vil forhøje støtten til fyringsolie; men hans land begrænser stadig Facebook - det sociale netværk, der bliver brugt til at iscenesætte en anti-Assad demonstration lørdag.

I et sjældent interview med Wall Street Journal i tirsdags bemærkede Assad, at bevægelserne for revolution i Tunesien, Yemen og Egypten signalerer en "ny æra" i Mellemøsten, og at arabiske herskere, hvis de ønsker at blive ved magten, må forstå indbyggernes sociale og økonomiske behov. I modsætning til Egypten er Syrien åbenlyst anti-amerikansk og en allieret af Hizballah og Iran.

Assads regime betragtes som et af de mest hensynsløse – selv for Mellemøsten. Fattigdommen i landet stiger, men er stadig langt mindre end i andre muslimske lande – herunder Egypten. Men krænkelse af menneskerettighederne og ytringsfriheden er ofte genstand for kritik fra menneskerettighedsgrupper og fra USA.

“Folk her lider meget mere end i Egypten eller Tunesien, men man ser det ikke," fortalte en medicinstuderende til Al Jazeera. “De holder deres mund, fordi de ikke ønsker at blive låst inde i ti år.”

Modstandere af Assad bruger Facebook til at forberede et massemøde lørdag ved hjælp af stedfortrædere for at undgå statslige restriktioner på Facebook. Brugere skal registrere deres navne, når de bruger Internetcaféer, og politiet har bemyndigelse til at konfiskere listerne.

Den syriske diktator fortalte the Journal, at han i år vil give mere magt til ikke-statslige organisationer (NGO’er), og han tager skridt til at sænke fødevarepriserne i et forsøg på at afværge den revolutionære feber, der er begyndt at sprede sig i muslimske lande.

Han tilbød ikke noget tegn på at ændre sit et-parti-system og den strenge kontrol – ofte ved at bruge brutale midler – overfor alle, der forsøger at antyde, at syrerne ville være bedre stillet under en anden regering. En ældre venstreorienteret person afsoner syv års fængsel for at foreslå et alternativ til Assads diktatur.

Den planlagte Facebook-inspirerede demonstration kan falde til jorden – dels på grund af Internetrestriktioner og dels fordi, den simpelthen ikke har fanget syrernes hjerter og sind – enten af frygt eller på grund af en følelse af apati.

Den uafhængige islamiske blok er blandt de, der fremmer lørdagens “Day of Rage” rally foran parlamentet i Damaskus; men regeringen forhindrede forrige lørdag en demonstration i solidaritet med egyptiske demonstranter, rapporterede Mellemøstens Medieundersøgelsesinstitut (the Middle East Media Research Institute (MEMRI).

Den syriske sikkerhedschef, Ali Mamlouk, har ifølge forskningsdirektør Y. Yehoshua fra MEMRI, mødtes med provinsens guvernører og politichefer med henblik på at forberede eventuelle protester i landet.

Kirsten Genach, 5. februar 2011
SupportIsrael.net