Fra Proisrael.dk/Den 29. juni 2011.
Til udskrift her.
Et resumé af de danske jøders historie siden den første jøde kom til Danmark og frem til i dag samt generelt om jøderne i Danmark.
Jødernes historie i Danmark
I 1569 udarbejde den danske konge, Frederik II, en forordning om fremmede i Danmark, der indeholdt artikler om religion (på den tid var der ikke religionsfrihed i landet). Denne lov skulle alle fremmede bekende sig til ellers måtte de forlade landet eller blive straffet. Det forhindrede effektivt næsten al indvandring til Danmark i lange perioder, da fremmede kun kunne få lejdebrev, rejsepas, kongelige privilegiebreve eller lignende (dvs. opholds- og arbejdstilladelse, særlige rettigheder mv.) efter tilladelse fra kongen eller andre.
På dette tidspunkt var der formentlig ingen jøder i Danmark og hvornår den første jøde kom til det daværende danske kongerige inkl. hertugdømmerne vides ikke med sikkerhed. Måske har der allerede fra omkring år 1600 været enkelte jøder men det har været i form af landstrygere eller lignende, som ikke har bosat sig.
Set med europæiske øjne kom jøderne relativt sent til Danmark.
1600-1700
I 1606 hører man om en jøde i København men han var blevet døbt i Tyskland. I 1620 bliver den første jøde, der kom fra Polen, døbt i en kirke i København og i løbet af 1600-tallet findes der flere tilfælde af dåb af jøder og andre.
I 1619 kom den første jøde til Glückstadt, som netop var grundlagt i 1616 som handelsstad i det nuværende Tyskland, efter invitation fra Kong Christian IV. Det var den sefardiske (sephardiske) jøde Dionis.
I 1622 inviterede kongen en gruppe sefardiske jøder til at bosætte sig i Glückstadt. Kongens håb var, at de velhavende og veluddannede sefardiske jøder til gengæld for visse rettigheder, kunne rette op på en skrantede økonomi i Danmark. I løbet af 1620′erne kom der flere jøder til Glückstadt og i 1628 fik jøderne i byen fri religions- og handelsrettigheder. Jødernes ophold i Glückstadt blev dog kun af kort varighed, da forholdene i flere andre byer som f.eks. Hamborg og Amsterdam var bedre.
I 1641 giver Kong Christian IV privilegier til de jøder, der allerede på dette tidspunkt boede i nogle af de nuværende nordtyske byer som Hamborg, Altona og Wandsbek. De får ret til trosfrihed, synagoge og begravelsesplads.
Hertugdømmerne i de nordtyske områder havde på dette tidspunkt været en del af det danske kongerige i århundrede.
Under Christian IV havde de sefardiske jøder særlige privilegier i forhold til de askenaziske, da de frit kunne drive handel og rejse rundt i landet.
Man skelnede mellem de velhavende og veluddannede sefardiske jøder fra især Spanien og Portugal og de fattige og forfulgte askenaziske jøder fra især Tyskland og Polen. De sefardiske jøder opnåede langt de fleste privilegier som f.eks. at kunne rejse frit omkring og drive handel af forskellig art. Denne forskel i dansk lovpraksis eksisterede i store træk frem til 1814.
I 1651 udstedte Frederik III den første forordning om jøder i Danmark. På dette tidspunkt befandt der sig en del jøder ulovligt i landet. Jøderne fik herefter 14 dage til at erhverve sig et rejsepas ellers måtte de forlade landet eller blive straffet. Senere i 1657 blev forordningen lempet, så reglerne ikke gjaldt de sefardiske jøder men i 1683 blev forordningen atter strammet, så den omfattede alle jøder. I 1814 blev den ophævet.
I 1657 og i 1660′erne kom der enkelte rige jøder til det nuværende kongerige. De kunne ikke afvises, da de havde lånt kongen mange penge, som han havde svært ved at betale. I visse tilfælde måtte kongen betale med et gods eller stille anden form for sikkerhed for lånene som f.eks. i 1669, hvor en tysk jøde overtog et større gods i Jylland som kompensation for kongens gæld til ham og som datteren efterfølgende drev frem til 1703. Et andet eksempel er Gabriel Gomez, der skaffede flere danske konger store lån og vareleverancer, som kongerne efterfølgende havde svært ved at betale. Han fik i årerne 1658-1664 overdraget adskillige krongodser i Jylland som betaling eller sikkerhed for lånene.
I 1670, ved Christian V’s tronbestigelse, blev de sefardiske jøders rettigheder stadfæstet. I 1671 fik alle fremmede forskellige skattelettelser og privilegier men ikke religionsfrihed.
I 1673 fik en jøde tilladelse til at bosætte sig i Ribe. Senere blev der givet tilsvarende tilladelser til Fredericia, Nakskov og andre byer men det var alle steder på visse betingelser. De fleste koncentrerede sig efterhånden i København i kvarteret omkring Læderstræde. Jøderne kom fra Tyskland. Men det var ikke kun de eftertragtede (rige) sefardiske jøder, der kom til Danmark. De fleste var tværtimod de forfulgte og forhutlede (fattige) ashkenaziske jøder, der efter pogromer i Rusland og Polen flakkede om på Europas veje.
I 1674 fik en tysk jøde (hofjuveler) lov til at bosætte sig i København og dyrke sin religion i stilhed.
I 1674 fik den første jøde tilladelse til at bosætte sig i Nakskov. Den jødiske menighed voksede efterhånden til 27 personer i 1787 og 58 i 1796 men herefter falder antallet til 54 i 1827 og 22 i 1867.
Den jødiske begravelsesplads grundlægges i 1710 og den første synagoge blev oprettet i 1714.
I 1675 kom den første jøde til Fredericia med tilladelse fra kongen.
Omkring 1700 boede der 4 familier i byen, i 1709 16 familier, i 1718 57 jøder, i 1765 30 familier og ca. 300 jøder i 60 familier, da der var flest jøder i byen omkring 1800. I en periode var Fredericia den by i Danmark, hvor der boede flest jøder. Da jøderne i 1814 fik fuld borgerret, kunne de bosætte sig hvor de ville, og de forsvandt derefter lidt efter lidt fra byen. I 1836 boede der 28 familier med 125 personer. Menigheden eksisterede i byen frem til 1902, hvor gudstjenesterne ophørte, da der kun var få familier tilbage. I 1910 blev den sidste jøde begravet på begravelsespladsen og synagogen blev revet ned i 1915.
I 1682 var der registreret 19 jøder i København men de fleste uden lejdebrev (dvs. opholdstilladelse).
I 1684 fik to jøder tilladelse til at holde synagoge (religiøse ceremonier) i hjemmet for den jødiske menighed i København men det skulle dog ske for lukkede vinduer.
Jøderne fik efterhånden lov til at afholde gudstjeneste i almindelige borgerhuse og private hjem. Det skulle dog ske for lukkede døre og uden prædiken, således at almuen ikke skulle opdage, at ‘kættere’ (vantro) havde tilladelse til at udøve deres religion.
I 1684 grundlægges Det Mosaiske Troessamfund (MT) i København.
I 1684 var der endnu kun få jøder i Danmark og omkring 1700 var der højest en snes jødiske familier i landet.
Omkring 1687 blev den første rabbiner ansat i København.
I 1687 iværksatte tobaksspinderierne en kampagne imod deres jødiske kolleger, som blev anklaget for svindel og handel med tobak af dårlig kvalitet (mange jøder ernærede sig ved import og forarbejdning af tobak). Anklagerne medførte i 1688 en del forbud og indskrænkninger for jøderne.
De første jøder i København og andre byer frembød et meget fremmedartet skue, specielt de askenaziske jøder. De adskilte sig fra byens øvrige befolkning både i fremtoning, påklædning, sprog og temperament. De var generelt set meget ringeagtede. De blev holdt ude fra alle håndværker- og handelslaug og måtte derfor ernære sig ved småhandel med tobak, metaller, klude og brugte ting.
De mere velstående eller rige jøder beskæftigede sig fortrinsvis med udlån og handelsvirksomhed. Det skyldes dels, at de fik handelsmæssige privilegier, da de havde et omdømme som gode og driftige handelsmænd, dels den katolske kirkes bestemmelser, da en katolik ikke måtte låne penge ud mod rente eller optræde som pantelåner.
Den første jødiske begravelsesplads (Møllegade) tages i brug i 1693 og benyttes i mere end 200 år.
Fra 1693 til i dag har der eksisteret 12 jødiske begravelsespladser i Danmark. Det er (nævnt i rækkefølge efter året for grundlæggelsen) Nordre Begravelsesplads, Møllegade i København (1693), Fredericia (ca. 1700), Nakskov (1710), Fåborg (1795), Randers (1807), Aalborg (1810), Odense (1825), Århus (1824), Assens (1825), Horsens (1850), Slagelse (1863) og Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København (1885). De kan alle stadig besøges, da der hersker det princip, at grave og gravsteder aldrig må sløjfes efter jødisk tradition.
På de fleste begravelsespladser fandt den sidste begravelse sted omkring 1900 – 1910 mens der på tre begravelsespladser er foretaget enkelte begravelser frem til omkring 1974. Mosaisk Vestre Begravelsesplads anvendes stadig til begravelser. På begravelsespladsen i Randers er det også muligt at blive begravet. På flere kirkegårde, bl.a. Nordre Kirkegård i Århus, findes der et jødisk begravelsesafsnit.
I 1696 fik en jøde tilladelse til at slå sig ned i Odense som vekselerer og handlende med te og kaffe.
Det lader ikke til, at der kom flere jøder til Odense, for der var ingen jøder i byen ved folketællingen i 1787.
Kilde: http://www.dif-aarhus.dk/
