22. marts 2011.
Mere end tyve millioner mennesker i Mellemøsten lever under Muslimsk besættelse. De venter stadig på ligestilling eller kæmper for uafhængighed.
Mellemøsten og Nordafrika er hjem for millioner af nationale og religiøse mindretal, der har levet under Arabisk besættelse siden det syvende århundrede.
De venter stadig på ligestilling eller kæmper for uafhængighed. Kurderne er blandt de ældste folk i verden; de har beholdt deres identitet gennem århundreders Arabisk og Osmannisk besættelse.
Nu, hvor en revolutionær bølge fejer hen over hele den Arabiske verden, må man spørge, om revolutionen er for alle, eller kun for muslimske Arabere.
KURDERNE: Et af disse folk er Kurderne. Selvom de er islamiseret, har de beholdt deres sprog (Indo-Europæisk, tæt på Persisk) samt deres traditioner og skikke. I dag er deres antal ca. 25-30 millioner, fordelt mellem Tyrkiet (15 millioner), Iran (5 millioner), Irak (5 millioner) og Syrien (2 millioner).
De har forgæves kæmpet for uafhængighed siden sammenbruddet af Det Osmanniske Rige ved slutningen af Første Verdenskrig.
Titusinder er blevet dræbt af Tyrkerne og Araberne.
I Irak tøvede Saddam Hussein ikke med at bruge kemiske våben mod dem, og tusinder døde en smertefuld død i den nordlige del af landet.
Saddam gennemførte også en forflytnings-politik, idet han fordrev Kurdere fra deres landsbyer og fra Kirkuk og i stedet anbragte Sunni-Muslimske Arabere der.
BERBERNE - et andet folk, som lever under besættelse i Algeriet, Marokko og Tunesien - regnes som Nordafrikas indfødte befolkning. Deres navn er afledt af "barbar", da de - ifølge nogle - hverken talte Latin eller Græsk. Før den Arabiske erobring havde de en blomstrende landbrugs-kultur.
På deres eget tungemål kalder de sig Amazigh, og deres sprog er Tamazight. De blev Islamiseret og spillede endog en vigtig rolle i anvendelsen af Islam i Spanien, men har altid bevaret deres oprindelige identitet.
Siden de Nordafrikanske lande opnåede uafhængighed i 1960'erne, har de modstået Arabisation (foretrækker det franske sprog), og de kæmper for anerkendelse af deres særlige kultur.
Berberne i Algeriet udgør mere end 20 procent af befolkningen.
Mange af dem lever i Kabylia og har formået at etablere en aktiv og stærk uafhængighedsbevægelse. I 2010 dannede de i Paris en eksil-regering, der ledes af Ferhat Mehenni, en Kabylsk sanger og aktivist. Begivenheden blev for største-delen ignoreret af de Vestlige medier, og ingen regering gav udtryk for sin støtte, skønt Algeriet intensiverede sin undertrykkelse.
I Marokko, hvor de udgør en anslået procentdel af befolkningen på 40%, er der en Amazigh bevægelse, som beder om selvstændighed, men det får ingen støtte fra Vesten.
KOPTERNE i Egypten er en anden minoritet, som er genstand for undertrykkelse og diskrimination. Deres antal anslås til omkring 8 til 10 millioner - cirka 10 procent af landets befolkning. De er det oprindelige folk i Egypten - deres navn er afledt af det græske ord for Egypten. De konverterede til Kristendommen i det fjerde århundrede og har beholdt deres eget sprog.
De nægtes ligeret i deres eget land, og de tillades ikke at få højere positioner så som provins-guvernør eller chef for et universitet.
Deres repræsentation i parlamentet er begrænset og afspejler ikke deres antal. De kan ikke frit bygge kirker; selv restaurerings-arbejde kræver særlig godkendelse fra regeringen.
I artikel 2 i forfatningen hedder det, at Islam er stats-religion, og at Islamisk retslære er den primære kilde til lovgivning.
Der er ingen forsøg på at annullere denne artikel i forslagene til en ny forfatning, som er udarbejdet af det rådgivende udvalg, der blev nedsat efter revolutionen.
KRISTNE i Irak og i de Palæstinensiske områder er også ramt af forskelsbehandling og aggression, og mange er rejst for at finde et nyt liv i Vesten, så antallet af Kristne i den Arabiske verden er støt faldende.
Kun to ikke-Arabiske folk har formået at få uafhængighed: Staten ISRAEL i 1948, 1308 år efter den Islamiske erobring af Det Hellige Land, og for et par uger siden det sydlige Sudan efter 40 års bitter krig og mere end 2 millioner døde. I nabolandet, Darfur massakrerer den Arabiske milits stadig den ikke-Arabiske befolkning, hjulpet og tilskyndet af den Sudanesiske regering.
Hvor fører da den Arabiske revolution hen?
Vil de være tilfredse med mindre forfatningsmæssige ændringer og valg, som - måske - i nogle lande vil være frie, og som vil skabe økonomiske reformer og bedre levevilkår uden hensyntagen til den fortsatte undertrykkelse af minoriteter?
Kan et ægte demokrati, baseret på ytringsfrihed, kvinders frigørelse og grundlæggende menneskerettigheder, findes uden at se, hvad der sker med Kopterne eller Kurderne?
Det synes ikke muligt.
Hvis frie og ærlige - eller relativt frie og ærlige - valg bringer Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten, vil dette så blive betragtet som et demokratisk skridt?
Ville udvekslingen af sekulære diktaturer - gennem demokratiske midler - med en anti-demokratisk bevægelse, som opfordrer til genoprettelse af kalifatet, være acceptabelt?
Broderskabet har ikke ændret sit motto, siden det blev oprettet for 80 år siden: "Allah er vort mål, profeten er vor leder, Koranen er vor lov, jihad er vor vej, og at dø til ære for Allah er vort største håb."
Source: Jerusalem Post
Kilde: http://ivarfjeld.wordpress.com/2011/03/21/the-muslim-revolution-will-bring-end-to-all-freedom/