Fra Ordet og Israel 1951.
Af Frits Larsen.
Forstander på LMH 1923-62.
»lsrael, folket under loven.« Sådan har det været kaldt, og sådan er det for en første betragtning.
Israel, folket under nåden. Sådan vil vi gerne se det. Og vi er netop inde i den ejendommelige tid, hvor vi hører råbet: -Se, brudgommen kommer-, og hvor brudejomfruerne vågner. Vi skal måske komme til at opleve, at Israel som det eneste folk i verden konuner til at få navnet: -Folket under nåden«.
Gud har udkåret sit folk Israel gennem Abraham ved en pagt uden betingelser. Det er en vigtig sag, at Gud netop slutter pagten uden betingelser. Han er jo den eneste, som fuldt ud ved, at vi mennesker ikke er i stand til at opfylde en eneste af de betingelser, Gud måtte kunne stille.
Derfor binder han sig alene til sine løfter, men dem binder han sig også til. Vi læser sammen 1. Mos. 15,1 flg.:
"Nogen tid efter kom Herrens ord til Abram i et syn således: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold; din løn skal blive såre stor.- Men Abram svarede: »Herre, Herre, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit hus.« Og Abram sagde: »Du har jo intet afkom givet mig, og se, min hustræl kommer til at arve mig! « Og se, Herrens ord kom til ham således: Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit liv, han skal arve dig.« Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: »Se op mod himmelen og prøv, om du kan tælle stjernerne.« Og han sagde til ham: »Således skal dit afkom blive. « Da troede Abram Herren, og han regnede ham det til retfærdighed. Derpå sagde han til ham: »Jeg er Herren, som førte dig bort fra Ur-Kasdim for at give dig dette land i eje! « Da solen var gået ned, og mørket faldet på, viste der sig en rygende ovn med en flammende iidslue, der skred frem mellem de sønderskårne kroppe. På den dag sluttede Herren pagt med Abram, idet han sagde: Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden. «
Denne nådepagt med Abram er det synlige grundlag for Guds forhold til folket og landet Israel. Pagten er uden betingelser. Den er givet Abraham trods hans indvendinger, trods hans tabte muligheder, trods hans vantro.
Hele den vældige husholdning med Abrahams folk efter kødet, med Jakobssønnerne, med Israel, hviler i Guds nåde. Der bliver ingen mulighed for at forklare det forhold med vore udtryk eller med vore beregninger. Nåde går efter andre linier end loven. Nåden er også ældre end loven. Vi har måske ikke noget ord for, at denne Abrahamspagt er af evig rod, fra før verdens grundlæggelse, men vi gør nok ret i at regne med, at den er evig. Guds åbenbaringer i vor frelses husholdning er af evig rod - de hviler i Gud. Og netop derfor kan de ikke forbindes med nogen egenskab eller nogen betingelse hos os.
Efter at Abraham har taget den første tælling af stjernerne, tror han Gud. Det blev regnet ham til retfærdighed. Gud leder ham fra tvivl til tro, og da retfærdiggør han ham. Men løfterne var Abrahams, før han troede.
Løfterne til Abraham bliver stående. De er, som alt fra Gud, gyldige til evig tid. Gud vil herliggøre Abraham ved at opfylde og fuldende pagten. Det er netop noget af det, vi glæder os til at se. Og vi ser godt, at det går ikke efter Israels fortjeneste i dag, end ikke efter Abrahams. Det går efter Guds nåde - uden betingelser. Landet tildeles Israel på trods af alle menneskemeninger. Efter pagten med Abraham. Og der vil ske meget endnu. Abrahams æt får landet af Gud.
Under en rejse til Palæstina i 1935 overværede jeg på damperen en varm diskussion mellem en flok sionisledere og skibets rabbiner. De hævdede, at de skulle købe og genvinde landet, rabbineren hævdede, at Gud skulle give dem det. De lo ad ham, ligesom moderne mennesker gør det den dag i dag. Men bag alt det, som sker i Israel og kommer til at ske fra Ægyptens flod til Eufrat, står det store: Gud giver dem landet, eftersom deres fod betræder det.
Og pagten med Abraham hviler i opstandelsen fra de døde. Opstandelsen fra de døde er uden betingelser. Vi kan ikke lægge et strå til. Den er nåde. Abraham skulle opleve, at Isak skulle først komme, når Sara og Abraham havde tabt alle muligheder. Dernæst skulle han ofre sin søn, og Abraham følte nok, at hans synd og skyld var stor nok til, at han burde ofre sin søn. Han havde intet at holde tilbage, intet at kræve. Og alligevel troede han Gud. Han troede ham i stand til at give Isak tilbage fra de døde. Han troede, at Gud kunne levendegøre de døde og kalde det, som ikke er, som om det var. Rom. 4,17; Hebr. 11,19. Og Abraham fik Isak tilbage. Den Isak, det ligesom stod op fra de døde, bar nu i ny nåde løfterne i sin person.
Dagen er måske inde, da Israel bringer offeret - i skyldighed - og hvor Herren giver liv af døde. Vi er mange, som er blevet så bundne til Israel, at vi ønsker at stå i nærheden af offerstedet og tro Herrens løfter for Israel. Vi tror virkelig, at Gud er ved at gøre et genfødelsens under.
Vi vil samles mange troende, Nordens karmelvenner, i denne tro. Vi tror på betingelsesløse løfter til Abraham, på den betingelsesløse pagt med Abraham, vi tror, at Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, fører sit folk hjem til det land, han giver dem af nåde; og vi tror, at han og han alene fører Israel ind til sit hjerte. Vi tager vor opgave op som en Johannes Døber. Vi glæder os over, at Herren skal vinde sit folk. Vi glæder os over at se hans trin og høre lyden af dem. Vi glæder os ved, at vi må bære Israel frem til Herren i tro, som de fire hjælpere bar den værkbrudne.
Vi tror ikke, vi skal omvende Israel, ej heller, at Israel skal slutte sig til os, men vi tror, at dagen er der, hvor Israel skal åbenbares som den udvalgte, få del i, "indpodes" i de løfter og gaver, Abraham fik. Som han retfærdiggjordes, da han troede den betingelsesløse nåde, sådan vil dagen komme for Israel. Det er en forunderlig glæde at være en Johannes Døber-røst i forhold til Israel. Gud give mange Johannes Døber-tjenere i vort land. Gud velsigne netop karmeltanken hos os.
Kilde: http://home.online.no/~odd-eiv/israel.htm
