Fra OrdetogIsrael.dk 1. februar 2007.
Af Ole Andersen.
Koranen siger, at Israels profeter var sande profeter. Det var Gud, der gav Israels folk landet. Alligevel nærer de fanatiske islamister et brændende had til staten Israel og ofte også til det jødiske folk. Hvordan hænger det sammen?
Abraham, Isak, Jakob, Moses og David regnes af muslimer for at være sande profeter. Koranen fortæller – ligesom Bibelen – at Gud lod Moses føre israelitterne ud af Egypten for at give dem det forjættede land.
Hvorfor hævder fanatisk troende muslimer så, at israelitterne ikke har ret til Israels land?Hvordan kan Hamas på den ene side tro på, at Gud gav de gamle israelitter landet, og på den anden side føre en blodig kamp for at udslette Israel i dag?
Det spørgsmål får et interessant svar i en artikel, der er offentliggjort af The Palestinian Information Center. Centret kalder sig uafhængigt, men palæstinensiske kilder med forbindelse til Fatah beskylder centret for at være et dække for Hamas. Under alle omstændigheder har centret meget stor sympati for Hamas og bruges ofte til at offentliggøre officielle udtalelser fra Hamas og organisationens ledere.
Artiklen er ikke dækkende for alle muslimers syn, men den giver et spændende indblik i den teologiske forståelse, Hamas og andre fundamentalistiske muslimer har af jøderne og staten Israel.
Sande profeter – vantro folk
Udgangspunktet for artiklen er en usædvanlig stærk understregning af, at Israels profeter var sande sendebud fra Gud. De var udvalget til at plante troen på én Gud, monoteismen, i det Hellige Land.
For forfatteren til artiklen er det så vigtigt at fastslå de israelitiske profeters sanddruhed, at han ikke kan acceptere, at de tillægges syndige eller umoralske gerninger. Han tager derfor skarpt afstand fra de »forvanskede« beretninger om fejl hos patriarkerne og profeterne, der findes i jødernes og de kristnes Bibel.
Men han vender sig også skarpt imod de muslimer, der tillægger Israels profeter fejl for på den måde at vise, at Israel ikke er værdig til eje landet. Det er ifølge artiklen en forkert argumentation for et rigtigt synspunkt.
Israels profeter afviste afguderne og fastholdt troen på én Gud. De bøjedes sig for Guds åbenbaring. Derfor var de i virkeligheden »sande muslimer«.
Ifølge koranen gælder det ikke mindst Abraham: »Abraham var hverken jøde eller kristen. Han var en gudssøgende, der havde overgivet sig til Gud [dvs. var muslim]. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Guds side. De mennesker, der står Abraham nærmest, er dem, der fulgte ham; dernæst denne profet og de, der tror [dvs. muslimerne]« (sura 3, 67-68, citeret efter Ellen Wulffs danske oversættelse 2006).
Israels stamfader og Israels profeter var altså sande troende. Men det gjaldt langt fra resten af Israels folk! Forfatteren gør det klart, at »Den hellige koran har givet os tilstrækkelige muligheder for at identificere den jødiske levemåde og har advaret os mod deres udsvævelser og umoralitet«.
På den baggrund tegner han et rendyrket antisemitisk billede af jøderne og deres onde og feje natur. Med tilslutning citerer han følgende karikatur: »Jødernes psykologiske temperament lå altid meget tæt op ad de mest primitive nationer. Jøderne var genstridige, narre, tåber, primitive som dyr og opførte sig som spædbørn«.
Jødernes største fejl var dog, at de afviste profeterne. Også Jesus og Mohammed afviste de.
Jøderne er derfor ifølge denne udgave af islam et uretfærdigt, vantro folk, der har forvansket profeternes åbenbaring, forladt Guds vej og korrumperet livet på jorden.
Løftet om landet
Artiklen understreger, at Gud gav det Hellige Land til israelitterne. »Vi skammer os ikke over og tøver ikke med at nævne denne kendsgerning,« skriver forfatteren, »for ellers ville vi udtrykkeligt modsige den hellige koran«.
Men Guds løfte om landet skyldtes, at israelitterne på det tidspunkt repræsenterede monoteismen på jorden. Retten til landet var udtrykkeligt gjort betinget af, at jøderne holdt fast ved monoteismen og Guds lære. Men det gjorde de ikke.
»Da de afviste at tro på Gud, var ulydige mod hans sendebud, dræbte hans profeter, brød deres pagter og eder, afviste at følge den islamiske trosbekendelse forkyndt af Mohammed (fred og velsignelse være over ham), som jødernes profeter havde forkyndt til deres folk …, da kom Guds forbandelse og vrede over dem.«
Israels afvisning af islam betød, at de mistede retten til landet. »Gud havde lovet at give det Hellige Land til Israels børn, da de fulgte Guds lige vej, og profeterne var deres vejledere. Men da de ændrede handlemåde og afviste Gud i vantro, blev denne ret omstødt«.
I stedet gav Gud landet til tilhængerne af islam, der er de sande efterfølgere af Israels profeter.
»Derfor blev den juridiske ret til at herske over landet overført til det folk, der følger profeternes anvisninger og bærer deres banner, nemlig islams folk. Spørgsmålet om, hvem der har den juridiske ret til at herske over det Hellige Land, hænger ifølge vores forståelse ikke sammen med race, slægtskab eller folk, men med hvem der følger den korrekte lære.«
Guds løfter til Abraham, Moses og David tilhører derfor i dag muslimerne. Tilhængerne af islam har arvet retten til landet fra profeterne. »Profeternes traditioner er vores [dvs. muslimernes] traditioner, deres erfaringer er vores erfaringer, deres historie er vores historie, og den juridiske ret, som Gud gav dem og deres efterfølgere til at herske over dette velsignede land, peger frem på vores juridiske ret til at besidde dette land og regere det.«
For tilhængerne af denne udgave af islam er Guds vilje altså klar: Det hellige land tilhører muslimerne! Forfatteren fremfører yderligere to argumenter, der skal godtgøre, at Guds løfte til Abraham i dag ikke gælder det jødiske folk, men palæstinenserne.
For det første henholder han sig til, at også araberne via Ismael er efterkommere af Abraham og dermed arvinger til løftet. For det andet påstår han, at de fleste moderne jøder slet ikke stammer fra Abraham, men er efterkommere af mennesker, der i historiens løb er konverteret til jødedommen.
Fra religion til politik
For muslimer, der deler Hamas’ forståelse af islam, er konflikten mellem palæstinensere og israelere først og fremmest en religiøs konflikt. Staten Israels eksistens er et religiøst problem. Når jøderne ikke tror på Mohammed, har de ingen ret til Israels land. At de alligevel siden 1948 har haft en stat i det Hellige Land, er derfor i bund og grund blasfemi, en bespottelse af Allah.
Israels eksistens er i strid med Guds vilje. Derfor har muslimer pligt til at bekæmpe Israel.
For Hamas er dette ikke bare teologisk teori. Forståelsen af Israel som et vantro folk og landet som retsmæssig islamisk ejendom er fuldstændig bestemmende for organisationens politik.
Hamas’ grundlagspagt fra 1988 begynder med et citat fra koranen, der siger, at »Skriftens folk« er under Guds vrede, fordi »de ikke troede på Guds tegn og slog profeterne ihjel med urette« (sura 3,112). Derefter følger et citat af Imam Hassan al-Banna, der fastslår, at islam en dag vil udslette Israel.
Pagten fastslår, at Hamas’ udgangspunkt er, at hele landet er hellig islamisk jord. Kampen for at udslette Israel er derfor en kamp for »at rejse Allahs banner over hver eneste tomme af Palæstina«. Guds beslutning om, at Palæstina skal være islamisk, gælder alle generationer indtil dommedag. Derfor er enhver politisk aftale, der giver afkald på en del af Palæstina, i strid med Guds vilje og ugyldig. Og derfor er kampen for at befri landet en individuel pligt, der hviler på alle muslimer hvor som helst (Hamas-pagten paragraf 6, 11 og 14).
Hamas’ teologi er altafgørende for at forstå Hamas’ politik. Mange i Vesten mener, at der ville blive fred, hvis bare Israel ville trække sig tilbage fra Vestbredden. Men de overser Hamas’ teologi. Islam giver – i Hamas’ udlægning – muslimerne den juridiske ret til hele landet. Der er derfor religiøse grunde til, at Hamas ikke kan »nøjes« med en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza.
»Erstatningsteologi«
Hamas’ teologiske forståelse af de løfter om Israels land, som Gud gav til Israels folk, kan med en vis ret kaldes for »erstatningsteologi«.
På grund af Israels vantro og afvisning af islam, har muslimerne erstattet israelitterne som de retmæssige ejere af landet. Der er dog en grundlæggende forskel på den islamiske erstatningsteologi og den erstatningsteologi, der har præget en del af den kristne kirke i lange perioder af kirkehistorien. Mens kirkens erstatningsteologi ønsker at tage udgangspunkt i Bibelen, afviser islam Bibelen og tager udgangspunkt i koranen.
Men der er også ligheder. Begge former for erstatningsteologi fastholder, at Gud åbenbarede sig for Abraham og Israels profeter og gav landet til dem. Og begge former hævder, at Israels vantro medførte, at Gud forkastede dem og overdrog landet til nogle andre.
Kirkelig erstatningsteologi hævder, at kirken i dag har indtaget Israels plads og overtaget Israels løfter. Islamisk erstatningsteologi hævder, at muslimerne i dag er de sande troende, der har overtaget Guds løfte om landet. Vurderet på Bibelen holder ingen af disse erstatningsteologier.
Når det gælder frelsen, siger Bibelen udtrykkeligt, at hver enkelt israelits frelse er afhængig af, om han lever i en sand tro på Gud. Sådan har det været fra Abraham til i dag. Derfor har det til enhver tid været sådan, at kun en del af Israels folk var Guds sande børn og blev frelst.
Men når det gælder Israels rolle som Guds folk, er det anderledes. At være Guds folk vil sige at være det redskab, Gud bruger på jorden dels til at gennemføre sin frelsesplan og dels til at åbenbare sig igennem. Dét er Israel. Dem brugte Gud, da han gav menneskeheden Bibelen. Dem brugte Gud, da han sendte Messias til verden.
Gennem historien har Gud brugt Israel som sit redskab både i tider, hvor folket troede, og i tider, hvor folkeflertallet var vantro. Derfor forbliver folket Israel i bibelsk sprogbrug Guds folk – også på de tidspunkter, hvor næsten hele folket lever i frafald.
Så længe jorden står, vil Gud ikke forkaste Israel som sit folk, uanset hvor stort frafaldet måtte være, siger både Det Gamle og Det Nye Testamente (Jer 31,35-37 og Rom 10,21-11,2). Derfor står også Guds løfter om landet ved magt. Selvom Israel er frafaldent. Derfor er Israels folk ikke erstattet af andre – hverken muslimer eller kristne.
Gang på gang lovede Gud i Det Gamle Testamente Israels folk, at de en dag på trods af deres frafald skal vende tilbage til Israels land og blive frelst fra deres frafald (Ez 36,22-32).
Dette løfte blev sammen med alle de andre løfter til Israels forfædre stadfæstet af Jesus (Rom 15,8). Derfor kan Det Nye Testamente proklamere, at han, Jesus Messias, nu er i himlen, indtil de tider kommer, hvor alt det, som Gud lovede gennem Israels profeter, skal ske (ApG 3,20f).
.......................................
Litteratur:
Artiklen The Land & History: The history of Palestine pre-Islam findes på internetsiden www.palestine-info.co.uk, der drives af The Palestinian Information Center, der er nært tilknyttet Hamas.
