Bragt i 'Fast Grunn' 1959.Af Frits Larsen.
Forstander på LMH 1923-62.
Det er livet i de kristne menigheder i de to første århundreder, som bedst fortæller os, hvordan Jesus og apostlene lagde grunden for kristenlivet. Når vi nu stilles over for kendsgerningerne fra disse oldkirkens første menigheder, er der noget i os, som siger: Sådan er det. Afvigelser fra 1. århundredes kristendom er os imod.
Der var så meget i E. Brunners »Kirkens misforståelse«, som fik et ja hos os, netop fordi det gav os det 1. århundrede.
Livet i 1. og 2. århundrede i den kristne kirke tog form efter Skrifterne, efter Jesu tale og apostlenes lære, og når vækkelser som Indre Mission og Luthersk Mission her i vort land kommer med vårtid, opstår noget af det fællesliv og menighedsliv, som var 1. år-hundredes særpræg.
Når traditionen drages til side, står det 1. århundredes kristenliv tilbage, og når professorerne ikke kan enes, må de bøje sig for fiskernes vidnesbyrd.
Emnet Jesu genkomst har altid været kirkens eje. Men det har ikke altid haft lige meget magt over hjerterne.
Jesu genkomst er en virkelighed. Den kommer i vor historie. Det er noget himmelsk, som skal plantes ind i og forenes med livet på jorden, som Jesus i sit første komme gik ind i jordens kår i alle måder. Ingen kan fatte, at ordet blev kød.
Ingen fatter, at Jesus kommer igen, at døde vækkes op, at himmelske legemer skal forenes med denne jord. Ingen begriber, hvad en skabningens frigørelse er, eller hvad fred på jord er, når Jesus og de hellige hersker.
Sammen med tanken om Jesu genkomst må vi grunde over riget, over tusindårsriget. Om det skriver O. Valen-Sendstad i sin bog: »Tusindårsriget«, at det har altid været sensationspræget. Han mener heller ikke, det emne er opbyggeligt. Men er det ikke fejl vurderet?
Tusindårsriget var i høj grad virkelighedsbetonet i de første to hele århundreder, inspirerende og dragende. Vor tid har tabt meget ved, at man med den romerske kirke og den græske har ladet kristen-heden, selv i reformationens lande, synke ned i en vis angst for at tænke på og tale om Jesu genkomst og tusindårsriget, og vor tid er endnu mere fattig end slutningen af forrige århundrede var. Det er bibelkritikkens sure frugt.
Jesus kommer igen. Jesus har sagt det. - Op gennem historien har den kendsgeming haft forskellig magt over folket. Historien falder i tidsaldre, og tidsaldrene har med Guds forhold til os at gøre. Det kaldes husholdninger. Denne tids husholdning eller Økonomia.
Tre store husholdninger er adskilt ved Jesu første og Jesu andet komme.
Da Kepler fandt frem til hypotesen om, at planeterne går i ellipser om to centre, løste dette et problem for ham, som han havde gjort tyve forsøg med. Han udbrød glad og taknemmelig: »O, almægtige Gud, jeg tænker dine tanker efter dig. «
»Jeg tænker dine tanker efter dig.« Det er vort mål at gøre det.
For Kepler blev de to centre en åbenbaring. Men hvad om det i vort gudsforhold, i gudsåbenbaringen, er to centre: inkarnationen og genkomsten.
Er Guds plan da den, at inkarnationen, dette at Guds søn blev menneske, er det første centrum: frelse, død, retfærdiggørelse og evigt liv, og at der er endnu et centrum: Jesu komme.
Om de to centre kan der være tale om tre husholdninger:
1. Fortiden: før inkarnationen.
2. Nutiden: fra Golgata til genkomsten.
3. Fremtiden: derefter tusindårsriget.
I nutiden bæres det åndelige liv af Jesu nærværelse her: livet for os - døden for os - opstandelsen for os - og forbeder-tjenesten. Denne tids husholdning forenes med den kommende i Jesu genkomst. Jesu genkomst vil gøre det, som skete på korset og i opstandelsen til noget synligt virkeligt på denne jord. Vi har oplevet, at menneske-teorier om udvikling af slægten - eller at menneskeheden gennemsyres af kristne tanker, går fallit. Kirkernes Verdensråds tanker om at skabe alt til ét går også fallit.
Der har altid været tale om to hovedtanker, som har spillet en stor rolle i historien:
1. Et tusindårsrige her, nu, som slutter med Jesu komme. Det er den katolske kirkes syn, men også mange lutherske teologer har lært det.
2. Et tusindårsrige, som følger efter Jesu genkomst, og som da betyder et rige her, en velsignelse over jorden, over Israel, en opfyldelse af: fred på jord - i mennesker Guds velbehag.
Det er, som Det gamle Testamente taler, Esaj. kapitlerne 2,11 og 65. Det var det, disciplene med rette ventede. Men ingen af os fatter, hvad det indeholder. Vi spørger: Hvordan kommer Jesus? Hvordan skal de opstandne leve og være? Hvordan vil skabningens frigørelse være?
Men Jesus kommer. Det kendes i alle trosbekendelser og i alle kirker.
Det kan siges med historisk begrundelse, at til slutningen af det 3. år-hundrede (300) regnede den kristne kirke med, at Jesus ville komme igen og oprette sit rige på jorden, og at han ville styre verden i 1000 år, og at løfterne i Det gamle Testamente ad den vej bliver opfyldt.
Kirkehistorikeren Schaff siger: Det mest slående i eskatologien før Nicæa er troen på et synligt Kristi kongerige på jorden med de opstandne hellige for 1000 år før den almindelige opstandelse. Sådan lærte Barnabas, Papias, Justinus Martyr, Irenæus, Tertullian m. fl.
Gibbon siger i sit værk om romerkirken: Den gamle folkelige lære om tusindårsriget var ført omhyggeligt videre fra Irenæus, der var nær forbundet med apostlene og deres disiple, og lige til Lactantius, som var lærer for Constantins søn.
Mosbeim siger: Ingen mødte tanken om Kristi komme og tusindårs-riget med modstand før Origenes. Det var den tids grundsyn.
Stackhouse: Det var alle ortodokse kristnes almindelige mening. Hvorfor kan vi så ikke vende tilbage. - Det er efter Constantin, kejseren, der var hedning og kristen i blanding, at der kommer nyt syn på Jesu genkomst.
Laodikea-kirkerådet - 360 e. Kr. - udelukkede Åbenbaringsbogen af Bibelen. Og så kom skreddet. Den græske kirke havde fordom mod åpenbaringen, og i 4. århundrede kom Åbenbaringen ud af deres kanon.
Den romersk katolske kirke forkastede et tusindårsrige ved Jesu genkomst og har med alle midler bekæmpet tanken.
Burnet siger: Rom har altid haft et ondt øje til tusindårsriget. Ingen romersk doktor holdet på det. Kristus regerer allerede gennem sin stedfortreder paven. Den romersk katolske kirke daterer tusindårs-riget fra Constantin, men i den periode har mange vækkelsens mænd tænkt på og regnet med Jesu genkomst og et rige her. Det gælder Petrus Valdo, Frans af Assisi, John Wycliff, Johan Huus, og de banede vej for reformationen.
Messias-kongeriget er forkyndt både i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente, og at det oprettes ved hans andet komme. "Dit rige komme".
Lad os læse om rækkefølgen:
»Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til; derpå kommer enden, når han overgiver riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft. Thi han bør være konge, indtil han får lagt alle fjender under sine fødder. Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden.« 1. Kor. 15,22-26. - Og om en kendsgerning 2. Tess. 1,6-10.
Det er ingen udvikling, men snarere et frafald, som går foran Kristi komme. Men Jesu genkomst har altid været et inspirerende håb. Middelalderens åndelige mørke beror bl. a. på, at tanken om Jesu genkomst og oprettelsen af riget er gået tabt. Det, at det nær-værende var tusindårsiget, var uden inspiration, og efterhånden er gnisten gået helt af tanken.
Jesu genkomst former sig for oldkirken - f. eks. for Irenæus, som opstandelsen til riget. Der er først en tanke om jordens genfødelse: Da Jesus nød nadveren med sine venner, talte han om sit rige. De nød syndernes forlatelse - en ny vin i et nyt rige, Matt. 26,29, med nye legemer og denne jords fornyede vin. I de retfærdiges opstandelse skal nydes en ny drik, Luk. 14,14. Jesus siger: Den, som forlader hus, hjem, skal få det i det tilkommende, et evigt liv. Der kommer nemlig en 7. dag, en hviledag.
Isaks velsignelse over Jakob:
»Se, duften af min søn er som duften af en mark, Herren har velsignet! Gud give dig af himmelens væde og jordens fedme, korn og most i overflod. Måtte folkeslag tjene dig og folkefærd bøje sig til jorden for dig! Bliv hersker over dine brødre, og din moders sønner bøje sig til jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner! « 1. Mos. 27,27-29.
Dette er ikke bogstaveligt opfyldt endnu.
Irenæus siger: Vil man ikke henregne dette til rigets tid, indvikler man sig i stor modsigelse.
Folkene tjente jo ikke Jakob, da han levede. Han blev heller ikke sin broders herre, og han havde ikke store forråd. Nej, velsignelsen kommer i rigets tid, når de opstandne retfærdige opstår. Irenæus forteller, at oldinge, som har kendt Johannes, siger, at han af Herren har hørt om tiden, hvor vingårdene bærer overdådigt.
For oldtidens kirkefædre, også for Irenæus, er det opstandelsen, som lyser. -
Esaj. 65,25: ulv og lam skal græsse sammen.
Esaj. 26,19: din dug som lægedom.
Ez. 37,12-14: åbne eders gave, give eder min ånd.
Dan. 12,13: stå op til din lod ved dagenes ende.
Troen på Jesu genkomst og Messiasriget hænger sammen med troen på legemernes opstandelse. - Så levende, det er for en tid, at legemerne skal opstå, så levende er tanken om Jesu genkomst og riget. Det bar de to første århundreder.
Der er visse linier, det er godt at slå fast:
Ordet blev kød. Vi fødes af Faderen, Johs. 1,13. Legemet er en del af personen, men det er svaghedsmærket nu. Skaberen vil forny legemet til dets tilværelse. Gud kan: Enok blev en anden. - Daniels venner bevaredes. Kød og blod kan ikke arve Guds rige, men vi skal bære den himmelskes billede. - Satan er fældet i opstandelsen - og fældes ved genkomsten.
Justinus Martyr siger: Hver den, som i alle stykker er en rettroende kristen, ved, at der såvel skal være en kødets opstandelse som et tusindårigt rige i det opbyggede og udvidede Jerusalem, som Ezekiel siger i 37,22 og Esajas i 65,17-25. Deltagerne i dette rige er de retfærdige, troende, som holder Kristi lære, enten de er i live ved Herrens tilkommelse eller vakt op fra døde.
Og Justinus føjer til:
»En mand hos os ved navn Johannes, en af Kristi apostle, har i en åbenbaring, han fik, forudforkyndt, at de, der tror på Kristus, skal leve i 1000 år i Jerusalem, og derefter kommer den almindelige evighedsopstandelse for alle og den dom, som Gud vil holde ved Jesus Kristus.«
Såvel Justinus som Irenæus stod aposteltiden nær. Deres syn er udtryk for det, som førtes gennem Jesus, gennem apostlene. Vi gør vel i at overtage det og stride for, at det får indgang. Grundtvig tillagde det stor vægt. For ham var både talen om Jesu genkomst og tusindårsriget det sande, fordi det var oldkirkens grundsyn.
Hvad var det, der ødelagde de to første århundredets syn på genkomsten og riget? Det var først Origenes, den aleksandrinske kirkefader, der har fået så mange børn gennem den allegoriske tolkning.
Han regnede med, at Skriftens ord og billeder havde en dybere og ofte mere ophøjet mening, men den forblommede eller fordunklede ofte den sande mening. Når Origenes eksempelvis talte om, at æslet, der bar Kristus palmesøndag, var billedet på kirken, der bar Kristus, er det allegori. Det var indlæggelse i Skriften. Med allegorien blev det naturligt at tale om kirken, og mange bibelske kendsgerninger blev billeder. Origenes har listet Israel ud af menighedens liv og fremtidstale.
Den anden, som har ført vild, er Augustin i 5. århundrede. Ved den opstandelse, som i Åb. 20 kaldes den første, forstår Augustin den åndelige - sjælenes opstandelse. Augustin kender godt den opfattelse, at opstandelse er legemernes opstandelse. Men han går imod læren om tusindårsriget:
»Som om de hellige i 1000 år skal fejre en sabbat og nyde hellig rolighed. Det kunne gå an at tro det, om de hellige denne sabbatsdag skulle fryde sig i søde åndelige glæder, og det har vi selv en tid lang troet.« Men han synes, denne lære er alt for kødelig.
Augustin hævder, at Satan er bundet, han kan ikke bruge hele sin forførelsesmagt. Sådan er han til verdens ende. Han er desuden bundet i enhver, som fravristes ham. - Men for Augustin er riget kirken, og Israel er borte.
Til slutningen af denne tidsalder sætter Augustin en sidste kamp mellem ondt og godt - en antikristelig før Jesu komme. Sidste kamp er mellem kirken og djevelens magt.
Forholdet til Israel forstås også forskelligt hos Irenæus og Augustin. Mens Irenæus ser Israel i riget, ser Augustin Israel som folk, der skal omvendes i slutningen af perioden før dommedag, når Elias skal lede dem til Kristus. - Det er i hovedsagen vor kirkelære.
Fra Augustin, den katolske kirkes lærefader, har den katolske kirke ikke genkomsttanken i nogen særlig livgivende form. Og selv om den findes i vor troslære og er i vor kirkes forkyndelse, spiller den ikke nogen stærk rolle for os i de lutherske lande. Vi følger Augustin.
I den tyske lutherske verden kom flere brud. Dr. J. A. Bengel i Wûrttemberg, pietismens og stundismens fader, så igen oldkirkens levende indstilling til genkomsten og tusindårsriget. Det var med til at tænde liv om ham.
Det er ikke uden betydning, at mænd som Culmann og F. Bettex, for hvem Skriften var urokkelig, igen fandt ro i genkomsttanken. Det er tydeligt, at visse urolige forhold i verden har draget kristnes syn mod den himmelfarne frelser. På 30-årskrigens tid - 1618-48 - fik det tyske folk en åndelig opvækkelse. Ved de offentlig tilgængelige bibler var læsestykkerne ved Johs. 14 - jeg kommer igen - næsten slidt væk.
Senere virkede Napoleons krige som vækkerråb. Den uro i verden, som da var, virkede bl. a. på Grundtvig, så han samtidig med, at han læste sin Bibel grundigt og studerede de ældste kirkefædre for at finde oldkirkens livsform, måtte bevæges stærkt for den sandhed: Jesus kommer.
Han skrev: »Herren kommer, det vil vi daglig gentage for os selv og for slægten, som kommer.«
Og i 1816: »Gudsriget kommer med herlighed, et evangelium, og når Herren drager fra Bethania til Jerusalem, skal folkenes skare følge efter.« - Men da var Grundtvig også rationalismens argeste fjende.
For Grundtvig som for alle, der ser genkomsten sammen med riget for Israel, er det det lange udsyn og store overblik, som glæder. I Grundtvig opfyldes, at profetien er det store under, der forener fortid med fremtid i en nutid, og Jesu ord: Jeg kommer igen - jeg kommer snart, forbinder Skriftens løfter om frelse, om riget og evigheden gennem nuet med fremtiden.
Genkomsttanken og rigstanken er begge udtryk for underet i Israels og den kristne menigheds historie. Det er guddommelig historie. Israel står sig ene magt mod alle andre ved Guds under. Kristenheden, samlingen af alle hellige, alle, som i troen er ét med hele Jesu Kristi forløsning, skal overraske verden med at være sammen med Jesus i hans tilkommelse. Det er uforklarligt, men det usynlige har altid en fristelse i sig til, at man ikke tror det usynlige.
Jesu genkomst bliver det store vendepunkt i historien, hvor
1. Hedninger og ligegyldige vil overraskes.
2. Luften renses:
Da lutres herligt den gamle jord
i skærsildsluer på Herrens ord,
da stråler livets krone.
3. Skabningen forløses.
4. Skriften får autoritet.
5. Verden genfødes, hvor alle vore enhedsbestræbelser forsvinder, fordi de var af os.
6. Israel er på rette plass.
Lad os da løfte vore øjne, for vor forløsning stunder til.
--------------------
Kilde: http://home.online.no/~odd-eiv/historie.htm
-------------------
Klippet fra bogen, 'Frits Larsen' - Biografi og udvalgte artikler og foredrag.
Redigeret af K. P. Korsholm.
Udgivet på Dansk Luthersk Forlag,
6. oktober 1970 på Frits Larsens 75-års dag.
