Fra ”Hemmeligheden ISRAEL”.Af Marius Jørgensen.
Side 109-112.
Udg. OrdetogIsraels Forlag1996.
”I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.
O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?« Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.” Rom 11,28-36.
Overskriften giver Guds svar på alle "hvorfor," der har rejst sig gennem disse kapitler og åbenbarer hans endelige hensigt med det hele. Der er noget vidunderligt forløsende i at få dette lys over Guds hemmelighed med Israel, som i sidste ende også angår hele verden. Det bliver åbenbaret efterhånden, som Gud lukker hemmeligheden op for os ved sin Ånd. Hvad venter der ikke i fremtiden, så sandt Gud er trofast og sandfærdig og ikke kan fornægte sig selv?
Fjender af evangeliet
Vers 28: Det ligger netop forude. Det er ikke sket endnu, og Paulus er ganske nøgternt klar over den øjeblikkelige situation for sit elskede Israel: "Ses der hen til evangeliet, er de fjender for jeres skyld!" Men det er jo ikke værre end det, der er sagt om hedninger flere andre steder. Også de er af natur fjendtlige over for Gud (Kol 1,21 m.fl.).
Men så alligevel: Det er på grund af evangeliet, de er fjender. Det er altså det, der har vakt deres fjendskab til den højde, der måtte blive til Jesu død. Det er gudsåbenbaringen i Kristus, der har tårnet fjendskabet op til afsindighed, og grunden er den samme, som gjorde, at de ikke opnåede retfærdighed for Gud: de troede sig ikke ind i Kristus, men troede, at de selv skulle og kunne blive retfærdige ved deres egne fromme gerninger. Det er gået dem efter Jesu ord i Matt 20,15: "Er du ond, fordi jeg er god?" eller Johs 8,45: ”Mig tror I ikke, fordi jeg siger jer sandheden." Måske kan dette ufattelige belyses med Slm 109,4-5: "Til løn for min kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel bøn; de gør mig ondt for godt, gengælder min kærlighed med had.
Det er en gåde, at evangeliet, den højeste åbenbaring af Guds kærlighed, skulle kunne vække det dødelige, blinde had. Men det må gå sådan, hvor den afvises, når afvisningen har sin grund i selvtilstrækkelighed.
For denne kærlighed er jo kærlighed til det fortabte, og vil man ikke finde sig i den dom, der ligger i kærligheden, så må man hade den, hvis man vil hævde sig. Sådan er det ikke alene for jøder, men for enhver farisæer og alle selvhjulpne til alle tider. Det bliver en indre psykologisk nødvendighed, der tager magten over én, så man må hade.
Der er en tilføjelse til denne tekststump: "fjender, for jeres skyld!" Forklaringen har vi i v. 11b; 12a og 15a: Vi fik det, de afslog! Men når Gud har haft hånd i hanke med dette fjendskab (v. 7b), må det vel også indebære, at de bærer på en byrde for vores skyld. Og så skulle vi hellere elske end fordømme dem - og glæde os til den dag, hvor Gud tager forhærdelsens byrde fra dem igen, sådan som apostlen selv så det.
For fædrenes skyld
For bag deres øjeblikkelige indstilling ligger alligevel det, at de ifølge udvælgelsen er elskede for fædrenes skyld! Det betyder dog ikke, at der er modstrid mellem udvælgelsen og evangeliet, for der er den forskel, at i udvælgelsen er det ene og alene Gud, der bestemmer, men i forhold til evangeliet får vi lov til at være medbestemmende. Vi kan sige ja eller eventuelt nej, og siger vi ja, bliver der ingen modstrid. Den kommer kun, hvis vi tager udvælgelsen som vores egen og siger nej til evangeliet.
"Elskede for fædrenes skyld." Det var dem, Moses brugte som det sidste argument i bønnen for det frafaldne folk, da Gud ville tilintetgøre det i 2 Mos 32, og det bøjede Gud sig for. Fjendskabet mod evangeliet ligger hos Israel på grund af en misforståelse af udvælgelsen, som om de ved, den var noget i sig selv. Derfor hovmodede de sig af udvælgelsen i stedet for at være ydmyge og taknemmelige for den.
Når så evangeliet kom og satte dem på synderens plads sammen med alle andre, og dermed slog hovmodet for panden, så måtte misforståelsen af udvælgelsen føre til fjendskab mod evangeliet. De var gode nok uden det, for de var jo de udvalgte! Af og til hævdes det, at Israel på en særlig og udelukkende måde er under Guds vrede. Der kan være noget om det, men man kan ikke ensidigt hævde det, når her står, at de faktisk er elskede for fædrenes skyld. For det er da Guds kærlighed til dem.
Her får kærligheden en usædvanlig begrundelse. Tænk på Abraham, der blev kaldt Guds ven. Normalt begrunder Gud sin kærlighed som i Es 43,25: "for min egen skyld," og vi har lært, at vi er elsket for Jesu skyld på grund af "gaven i det ene menneskes Jesu Kristi nåde" (Rom 5,15). Vi har også lært, at gennem ham breder Guds velbehag sig til de mange. Det er for Kristi skyld, Gud vil have med os at gøre. Men alligevel står her: "elskede for fædrenes skyld," og det tyder på noget særligt for Israel - fædrenes afkom.
Udvælgelsen begyndte med fædrene, "fordi Herren elskede jer og ville holde den ed, han tilsvor jeres fædre" (5 Mos 7,6-8). Gud havde sluttet et edsforbund med fædrene, og derfor fortsatte han med Israel trods deres ulydighed, også selv om han ofte måtte vise dem sin vrede (9,22a). Han løber ikke fra sin ed. Den spiller en stor rolle for de troende i Israel (sml. Luk 1,72f.; Hebr 6,17-18). Der er noget dobbelt urokkeligt her, for at vi ved to urokkelige kendsgerninger (løftet og eden) skulle have en stærk trøst! Det er en umulighed for Gud at lave om på nogen af de to, fordi han både er trofast og sandfærdig. Derfor er det lige så umuligt, at han kan lyve (se Rom 3,1-8). Det er noget, som ligger i Guds væsen og vilje, og derfra stammer også hans edsforbund.
Gud fortryder ikke
Vers 29: Derfor er der også noget dobbelt, som Gud ikke fortryder. I Det gamle Testamente står der adskillige gange, at Gud angrer eller fortryder, men så langt jeg kan se, er det altid i lovens sammenhæng, det siges. Selvfølgelig er anger noget andet hos Gud end hos mennesker, for han gør aldrig noget forkert, så han af den grund må angre; men engang imellem må han ændre sin fremgangsmåde i forhold til syndige mennesker, og det kaldes Guds anger.
Men her står om noget, han ikke angrer, og det har sammenhæng med evangeliet. Det samme gælder Jesu indsættelse som ypperstepræst, så længe evangeliet skal forkyndes (Hebr 7,24f.). Der bliver altså ikke tale om nogen forandring fra Guds side, for det hører til det uforanderlige.
Netop derfor understreger Paulus, at der heller ikke må forandres en tøddel, og den, som prøver på det, går glip af frelsen, og forbandelsen lyses over ham. Selv den mindste smule surdej her vil ødelægge det hele og føre bort fra Kristus: "I frelses ved evangeliet, hvis I da fastholder det ord, hvormed jeg forkynder det” (l Kor 15,lff.) – ellers var det til ingen nytte! Evangeliet er nemlig det ord, der bliver evindelig (1 Pet 1,25)
Det er sine nådegaver til Israel, Gud ikke fortryder, men her tænkes ikke så meget på det, der er nævnt i kap. 9. Det gælder i særlig grad forjættelserne og kaldet. Udvælgelsen tog sin begyndelse med kaldet, og med hensyn til Israel fortryder Gud ingen af delene. Hvordan nogen kan få det til at passe med, at Gud skulle have forkastet sit folk, går over min forstand. For det kan næppe siges stærkere, at det langtfra er tilfældet, og kap. 10,21 står der jo stadig - også i dag.
Vi skal heller ikke glemme kap. 3,3: Om nogle var utro? Mon det skulle kunne gøre Guds trofasthed til intet? Nej, langtfra! han er jo ikke et menneske, at han skulle angre. Han vidste godt, hvad han gjorde, da han kaldte og udvalgte Israel, ligesom han vidste, hvad han ville med den udvælgelse. Hvis vi finder trøst i, at "Vel du vidste, hvem jeg var, da min og verdens synd du bar," er det så ikke evangelisk at tænke i de samme baner med Guds Israel, "som han forud kendte"? (v. 2).
Vers 30: Det er jo netop dét, Paulus vil lære os ved et tilbageblik: "I var forhen ulydige, men har nu fået barmhjertighed!" Det er sagen i en nøddeskal. Men inden vi ser på den parallel, der anføres mellem hedninger og Israel, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at hedningerne gennem årtusinder - ligesom Israel nu - var sat til side i Guds husholdning: "Gud har i de forbigangne tider ladet alle hedningerne vandre deres egne veje" (ApG 14,16). Var det måske også "en ubibelsk partikularisme"? Brevets første kapitel viser, hvordan det gik, når de ikke levede op til den kundskab, de havde haft om Gud. Han "gav dem hen" (kap l: 24, 26 og 28), så den synd, de ville, fik lov til at tage magten over dem.
Barmhjertighed
Hvordan er forandringen så kommet? "Nu har I fået barmhjertighed!" og det er ikke noget, man kan vigte sig af. Det er noget at takke for. Den barmhjertighed har I fået som følge af deres ulydighed. Den er naturligvis ikke barmhjertighedens grund, men Israels afvisning af den har fået til følge, at I nu har fået den. Barmhjertigheden trak sig ikke "fornemt" tilbage til Himlen, da den blev forsmået, men den måtte efter sit væsen finde ind til jer.
Vers 31: Her kommer parallellen som afslutning på det, der begyndte v. 30: Lige som I var ulydige, og Gud brugte det som anledning til at vise jer barmhjertighed, akkurat sådan er også Israel nu blevet ulydige mod evangeliet. Ikke alene, for at I skulle få barmhjertighed, men med sin forhærdelse af Israel sigter Gud i virkeligheden ikke på deres forkastelse, som I har tænkt (v. 1). Forhærdelsen er sket, for at også de må få barmhjertighed som følge af den barmhjertighed, der er blevet jer til del.
Man kan næppe fortælle noget, som kommer op på højde med dette: De er blevet ulydige - for at de må få barmhjertighed! Dette evangelium om, hvad Gud har beredt for os i Kristus, har sandelig ikke kunnet opkomme i noget menneskes hjerte, og derfor kommer Gud selv og forkynder det i hele dets vælde! Så ligger der endda barmhjertighed bag forhærdelsen af Israel. Mon Habakkuk anede noget i samme retning, når han bad i kap. 3,2: "Kom din barmhjertighed i hu under vreden"?
I øvrigt har v. 31 b sin forklaring i v. 11 b og 14. For i v. 31 b tænker Paulus ikke blot på fremtiden som i v. 26, men han siger "nu" må de få barmhjertighed. Der skal stadig være en åben dør for nådesudvalget (v. 5), så de kan opnå det (v. 7), mens vi forventer indholdet i v. 26-27 med alt, hvad det indebærer ifølge Guds skjulte råd.
Meningen med v. 31 b er da, at vi skal vise Israel den barmhjertighed, vi selv har fået del i, ved at være mod dem, som Jesus har været og er mod os. Så langt jeg ved, er der intet bedre middel til at ," frelse nogle af dem” end at lade Guds kærlighed få frit spil gennem os til dem (kap. 5,6). Det mente apostlen i hvert fald, og han praktiserede det i rigt mål: "Jeg er blevet alt for alle, for i hvert fald at kunne frelse nogle. Alt gør jeg for evangeliets skyld, for at også jeg kan få del deri" (l Kor 9,22). Jo mere det får lov til at beslaglægge os for andres frelse, des mere får vi selv del i dets rigdomme.
Vers 32: Her forenes Israel og hedninger under den samme barmhjertighed (sml. Ef 2,15). I brevets første del blev begge parter anklaget for alle at være under synd (3,9). Derfor hedder det nu: "Gud har indesluttet alle under ulydighed," og med v. 32 vil apostlen begrunde det vældige evangelium, der er forkyndt i v. 30-31. Det gør han med ordet: Thi osv. Med udtrykket "indesluttet" ledes tanken hen på fængsel (sml. Gal 3,22f.), og det er med rette, Gud fanger syndere ind og sætter dem i gældsfængsel til senere domfældelse. Det kunne vi vente af en hellig og retfærdig Gud, som ikke vil tåle synd. Synd er at gøre ondt i Herrens øjne. Synd er som at kaste sand i øjnene på Gud. Han kan ikke undgå at bemærke synd.
Barmhjertighedens vej
Men evangeliets under er, at det slet ikke er i den hensigt, Gud har indesluttet dem, men det er sket, for at han kunne (komme til at) forbarme sig over alle. Her er ingen forskel på jøde og hedning (10,12 m.fl.).
Heller ikke når det hedder: "Thi alle er I én i Kristus Jesus" (Gal 3,28), eller når der står: "Kristus er alt og i alle" (Kol 3,11). Det bliver det helt og fuldt, når Israels tilsidesættelse hæves ved, at dækket fjernes fra deres hjerter, og de ser ham, de har gennemstunget (Zak 12,10). Bliver deres sorg stor over den enbårne, så bliver fryden også mangfoldig (Es 9,3).
Langs denne barmhjertighedens vej kæmper Gud sig frem til vejs ende, og resultatet skal nok blive som liv af døde. Vers 32 er som brændpunktet i hele evangeliets udfoldelse i en fortabt verden. Hvem vil fryde sig mest, når Gud har ført alt dette til fuldendelse, så Kristus kan komme til at fylde alt i alle uden begrænsning - jøder eller hedninger, barmhjertighedens Fader, englene eller Sønnen selv? Jeg kan ikke sige det, for Bibelen fortæller, at det bliver usigeligt i 1 Pet 1,8.
Men jeg synes, jeg har mærket noget til lovsangens dybeste toner, som fandt klangbund i mit hjerte, mens jeg har fået lov til at arbejde med disse kapitler og er begyndt at se de underfulde ting i Herrens lov. Ofte har de sidste fire vers været det bedste udtryk for, hvad jeg selv følte ved det, der lukkede sig op for mit indre blik. Her til sidst skal vi se på de fire vers.
Æren er Guds
Vers 33: Dyb har der været mange af. Ofte stod tanken svimlende stille for de perspektiver, der åbnede sig her: Kan jeg vove at se dybet og fortælle, hvad jeg ser, uden at blive misforstået, eller det bliver misbrugt og "fordrejet til deres egen fortabelse," som Peter frygtede, når det gjaldt vanskeligt forståelige ting i Paulus' breve (2 Pet 3,15f.). Men når Ånden ransager Guds dybder for at vise os dem, så tør vi ikke lade være at se, for det ville bedrøve ham (l Kor 2,10-12).
Hvor uransagelige var ikke hans domme mange gange i historiens løb - hans domme for at frelse (Slm 76,10). Hvor let var det ikke at misforstå hans domme, fordi man ikke anede hans barmhjertighed bag dem: "Hans barmhjertighed er over alle hans gerninger" (51 145,9). Hvor usporlige var ikke hans veje, når han ned gennem tiderne banede vej, hvor der ingen vej var!
Tænk bare på det, vi har fået åbenbaret om forhærdelsens salige, frygtelige hemmelighed. En af de gamle fædre har sagt noget om det: Frygtelige fald, som fik så salige følger - ved Guds barmhjertighed! Alt tog han i sin tjeneste for at opfylde sine formål. Vist kan det misbruges, men det vil de rene af hjertet ikke gøre (Judas 4).
Vers 34a er vel mest henvendt til de mange indvendinger, vi har mødt, især fra de kloge hedninger, men s v. 34b siger os, at den Gud, der har haft alt dette gennemtænkt fra evighed af, ikke trænger til nogen rådgiver (Slm 111,2).
Vers 35 henvender sig nærmest til det Israel, der mente at kunne fortjene noget, så de havde noget at give Gud, som han ville sætte pris på:
"Den, der har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen efter fortjeneste" (kap. 4,4). Men det er en absurd tanke, at Gud skulle komme til at skylde nogen skabning noget som helst, når han først har givet os alt, hvad vi har og er - for så skylder vi ham jo alt på forhånd. Vi står i gæld til Gud for hvert atom i os, for legeme, sjæl og ånd. Hvad har du, som du ikke har fået givet? (l Kor 4,7).
Konsekvensen af det hele bliver derfor:
"Af ham og ved ham og til ham er alt" (v. 36) Det er livets inderste grund, tilværelsens uransagelige dyb, bygget med al hans visdom, rigdom og indsigt! Paulus har citeret alle de mange spørgsmål fra Det gamle Testamente, og han har fået lov til at give os uhyre meget af det, alle disse spørgsmål råber efter. Vi har kunnet se alt det, han nævner gennem det lys, der er formidlet til os gennem disse kapitler - og de otte foran. Nu ved vi noget om alt dette fra Herren selv.
Facit af det hele bliver da: "HAM tilhører æren i al evighed! Amen" (v. 36). Det er sandt. Og hvis han får den ære af os, som kun tilkommer ham, så får vi ved hans barmhjertighed alt det, han forud har beredt os til i Jesus Kristus. Skal vi så ikke indstille os på det facit, at han har gjort alt for at kunne forbarme sig over alle?
Så lad det gå, som ham behager,
der af forbarmelse er fuld,
jeg ved, han giver eller tager,
så er han nådig, tro og huld,
lad ham mig føre op og ned,
hans vej er alt barmhjertighed.
Ved denne grund jeg fast vil blive,
så længe jeg på jorden går,
det vil jeg tænke, tale, drive,
så længe mig en åre slår.
Hist synger jeg i englekor:
Barmhjertighed, hvor er du stor!
