Fra ”Hemmeligheden ISRAEL”.Af Marius Jørgensen.
Gud fortryder ikke
Vers 29: Derfor er der også noget dobbelt, som Gud ikke fortryder. I Det gamle Testamente står der adskillige gange, at Gud angrer eller fortryder, men så langt jeg kan se, er det altid i lovens sammenhæng, det siges. Selvfølgelig er anger noget andet hos Gud end hos mennesker, for han gør aldrig noget forkert, så han af den grund må angre; men engang imellem må han ændre sin fremgangsmåde i forhold til syndige mennesker, og det kaldes Guds anger.
Men her står om noget, han ikke angrer, og det har sammenhæng med evangeliet. Det samme gælder Jesu indsættelse som ypperstepræst, så længe evangeliet skal forkyndes (Hebr 7,24f.). Der bliver altså ikke tale om nogen forandring fra Guds side, for det hører til det uforanderlige.
Netop derfor understreger Paulus, at der heller ikke må forandres en tøddel, og den, som prøver på det, går glip af frelsen, og forbandelsen lyses over ham. Selv den mindste smule surdej her vil ødelægge det hele og føre bort fra Kristus: "I frelses ved evangeliet, hvis I da fastholder det ord, hvormed jeg forkynder det” (l Kor 15,lff.) – ellers var det til ingen nytte! Evangeliet er nemlig det ord, der bliver evindelig (1 Pet 1,25)
Det er sine nådegaver til Israel, Gud ikke fortryder, men her tænkes ikke så meget på det, der er nævnt i kap. 9. Det gælder i særlig grad forjættelserne og kaldet. Udvælgelsen tog sin begyndelse med kaldet, og med hensyn til Israel fortryder Gud ingen af delene. Hvordan nogen kan få det til at passe med, at Gud skulle have forkastet sit folk, går over min forstand. For det kan næppe siges stærkere, at det langtfra er tilfældet, og kap. 10,21 står der jo stadig - også i dag.
Vi skal heller ikke glemme kap. 3,3: Om nogle var utro? Mon det skulle kunne gøre Guds trofasthed til intet? Nej, langtfra! han er jo ikke et menneske, at han skulle angre. Han vidste godt, hvad han gjorde, da han kaldte og udvalgte Israel, ligesom han vidste, hvad han ville med den udvælgelse. Hvis vi finder trøst i, at "Vel du vidste, hvem jeg var, da min og verdens synd du bar," er det så ikke evangelisk at tænke i de samme baner med Guds Israel, "som han forud kendte"? (v. 2).
Vers 30: Det er jo netop dét, Paulus vil lære os ved et tilbageblik: "I var forhen ulydige, men har nu fået barmhjertighed!" Det er sagen i en nøddeskal. Men inden vi ser på den parallel, der anføres mellem hedninger og Israel, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at hedningerne gennem årtusinder - ligesom Israel nu - var sat til side i Guds husholdning: "Gud har i de forbigangne tider ladet alle hedningerne vandre deres egne veje" (ApG 14,16). Var det måske også "en ubibelsk partikularisme"? Brevets første kapitel viser, hvordan det gik, når de ikke levede op til den kundskab, de havde haft om Gud. Han "gav dem hen" (kap l: 24, 26 og 28), så den synd, de ville, fik lov til at tage magten over dem.
Barmhjertighed
Hvordan er forandringen så kommet? "Nu har I fået barmhjertighed!" og det er ikke noget, man kan vigte sig af. Det er noget at takke for. Den barmhjertighed har I fået som følge af deres ulydighed. Den er naturligvis ikke barmhjertighedens grund, men Israels afvisning af den har fået til følge, at I nu har fået den. Barmhjertigheden trak sig ikke "fornemt" tilbage til Himlen, da den blev forsmået, men den måtte efter sit væsen finde ind til jer.
Vers 31: Her kommer parallellen som afslutning på det, der begyndte v. 30: Lige som I var ulydige, og Gud brugte det som anledning til at vise jer barmhjertighed, akkurat sådan er også Israel nu blevet ulydige mod evangeliet. Ikke alene, for at I skulle få barmhjertighed, men med sin forhærdelse af Israel sigter Gud i virkeligheden ikke på deres forkastelse, som I har tænkt (v. 1). Forhærdelsen er sket, for at også de må få barmhjertighed som følge af den barmhjertighed, der er blevet jer til del.
Man kan næppe fortælle noget, som kommer op på højde med dette: De er blevet ulydige - for at de må få barmhjertighed! Dette evangelium om, hvad Gud har beredt for os i Kristus, har sandelig ikke kunnet opkomme i noget menneskes hjerte, og derfor kommer Gud selv og forkynder det i hele dets vælde! Så ligger der endda barmhjertighed bag forhærdelsen af Israel. Mon Habakkuk anede noget i samme retning, når han bad i kap. 3,2: "Kom din barmhjertighed i hu under vreden"?
I øvrigt har v. 31 b sin forklaring i v. 11 b og 14. For i v. 31 b tænker Paulus ikke blot på fremtiden som i v. 26, men han siger "nu" må de få barmhjertighed. Der skal stadig være en åben dør for nådesudvalget (v. 5), så de kan opnå det (v. 7), mens vi forventer indholdet i v. 26-27 med alt, hvad det indebærer ifølge Guds skjulte råd.
Meningen med v. 31 b er da, at vi skal vise Israel den barmhjertighed, vi selv har fået del i, ved at være mod dem, som Jesus har været og er mod os. Så langt jeg ved, er der intet bedre middel til at ," frelse nogle af dem” end at lade Guds kærlighed få frit spil gennem os til dem (kap. 5,6). Det mente apostlen i hvert fald, og han praktiserede det i rigt mål: "Jeg er blevet alt for alle, for i hvert fald at kunne frelse nogle. Alt gør jeg for evangeliets skyld, for at også jeg kan få del deri" (l Kor 9,22). Jo mere det får lov til at beslaglægge os for andres frelse, des mere får vi selv del i dets rigdomme.
Vers 32: Her forenes Israel og hedninger under den samme barmhjertighed (sml. Ef 2,15). I brevets første del blev begge parter anklaget for alle at være under synd (3,9). Derfor hedder det nu: "Gud har indesluttet alle under ulydighed," og med v. 32 vil apostlen begrunde det vældige evangelium, der er forkyndt i v. 30-31. Det gør han med ordet: Thi osv. Med udtrykket "indesluttet" ledes tanken hen på fængsel (sml. Gal 3,22f.), og det er med rette, Gud fanger syndere ind og sætter dem i gældsfængsel til senere domfældelse. Det kunne vi vente af en hellig og retfærdig Gud, som ikke vil tåle synd. Synd er at gøre ondt i Herrens øjne. Synd er som at kaste sand i øjnene på Gud. Han kan ikke undgå at bemærke synd.
