Fra Ordetogisrael.dkMarts 2011.
Af Ole Andersen.
På mindre end én måned blev Mellemøsten drastisk forandret. Januar og februar 2011 vil få en plads i historieskrivningen på grund af forandringerne i den arabiske verden, der også skabte en ny situation for Israel.
Midt i januar måtte Tunesiens præsident og diktator gennem 23 år, Zine al-Abedine Ben Ali, opgive magten og flygte ud af landet efter en måneds demonstrationer og uro.
Kort efter nåede oprørsstemningen til Egypten. Den 25. januar gik mange tusinder mennesker på gaden i Cairo og krævede, at præsident Hosni Mubarak skulle gå af.
De følgende uger vaklede Mubaraks regime mere og mere. Den 11. februar opgav han og overgav magten til hæren. Hærledelsen har lovet forfatningsændringer og gennemførelsen af et frit valg.
Egypten er den arabiske verdens stærkeste militærmagt. I 30 år har Mubarak siddet fast på magten i landet. Under ham var Egypten en stabil samarbejdspartner for USA midt i et Mellemøsten, der er blevet stadig mere præget af islamisme.
Også for Israel var Mubaraks Egypten en stabiliserende faktor. Freden, som blev indgået mellem de to lande i 1979, har nok været kold, men grundlæggende var de 30 år med Mubarak en epoke, der gav Israel fred og sikkerhed langs sydvestgrænsen.
Israelsk bekymring
»Det israelske folk vil gerne se det egyptiske folk nyde de samme frihedsrettigheder, som vi selv nyder,« lød det fra Israels ambassadør i USA, Michael Oren.
Mubarak-regiments fald vakte både forståelse og bekymring i Israel.
Mange israelere har stor sympati med demonstranternes ønske om ytringsfrihed og demokrati.
»Det israelske folk vil gerne se det egyptiske folk nyde de samme frihedsrettigheder, som vi selv nyder,« lød det fra Israels ambassadør i USA, Michael Oren.
»Men,« fortsatte Oren, »der er også ængstelse og bekymring, fordi vi i Iran og Gaza har set en demokratisk proces blive kidnappet af ekstremister«.
Netop den bekymring har præget Israel i den sidste måned. Vil udviklingen i Egypten i sidste ende føre til et virkeligt demokrati, der ønsker frihed og fred – også med Israel? Eller vil demokratiet blot blive et kortvarigt overgangsfænomen, der vil gøre det muligt for islamisterne at tage magten?
Omar Suleiman, der af Mubarak tidligt under urolighederne blev udnævnt til vicepræsident, har gode forbindelser med Israel. Hvis han får indflydelse på Egyptens fremtid, vil freden og samarbejdet med Israel sandsynligvis holde.
Men mange af de oppositionsledere, der står i kø for at overtage magten i Egypten, er fjendtligt stemt over for Israel. Det gælder først og fremmest Det Muslimske Broderskab. Men det gælder også den tidligere leder af det Internationale Atomenergi Agentur, Muhamed El-Baradei, og generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa.
Lige efter Mubaraks fald erklærede hæren, at Egypten står fast på freden med Israel. Men folkestemningen er ret fjendtlig over for Israel. Derfor er fremtiden for fredsaftalen usikker.
Netop den bekymring har præget Israel i den sidste måned. Vil udviklingen i Egypten i sidste ende føre til et virkeligt demokrati, der ønsker frihed og fred – også med Israel? Eller vil demokratiet blot blive et kortvarigt overgangsfænomen, der vil gøre det muligt for islamisterne at tage magten?
Omar Suleiman, der af Mubarak tidligt under urolighederne blev udnævnt til vicepræsident, har gode forbindelser med Israel. Hvis han får indflydelse på Egyptens fremtid, vil freden og samarbejdet med Israel sandsynligvis holde.
Men mange af de oppositionsledere, der står i kø for at overtage magten i Egypten, er fjendtligt stemt over for Israel. Det gælder først og fremmest Det Muslimske Broderskab. Men det gælder også den tidligere leder af det Internationale Atomenergi Agentur, Muhamed El-Baradei, og generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa.
Lige efter Mubaraks fald erklærede hæren, at Egypten står fast på freden med Israel. Men folkestemningen er ret fjendtlig over for Israel. Derfor er fremtiden for fredsaftalen usikker.
Oven i bekymringen over den fremtidige udvikling i Egypten kommer bekymringen for, at begivenhederne i Egypten skal brede sig og føre til mere israelfjendtlige regimer i Jordan og andre arabiske stater.
Tendens til isolation
I Iran førte shahens fald til et islamistisk præstestyre, der ikke lægger skjul på sin drøm om Israels udslettelse. I Tyrkiet og Libanon har halv- eller helislamistiske partier fået stor indflydelse. Og i Gaza tog det islamistiske Hamas magten efter først at have vundet et parlamentsvalg.
Mange israelske kommentatorer peger på en bekymrende tendens til, at demokratiske valg har givet islamistiske grupper magten eller i hvert fald afgørende indflydelse på magten.
I Iran førte shahens fald til et islamistisk præstestyre, der ikke lægger skjul på sin drøm om Israels udslettelse. I Tyrkiet og Libanon har halv- eller helislamistiske partier fået stor indflydelse. Og i Gaza tog det islamistiske Hamas magten efter først at have vundet et parlamentsvalg.
Nogle iagttagere påpeger, at Egypten selvfølgelig er anderledes end både Iran, Tyrkiet og Libanon. Men det ændrer ikke bekymringen i Israel over udviklingen i nabolandene og Israels tiltagende isolation.
Messiansk perspektiv
Han mener, at den sidste tids begivenheder »langsomt men sikkert er ved at gøre scenen klar« for det, der ifølge de bibelske profetier skal ske i forbindelse med Jesu genkomst.
Profeten Zakarias forudsagde en afsluttende krig i historien om Jerusalem. Nabofolkene vil ønske at erobre byen. Det internationale samfund vil forsøge at løse konflikten. Men løsningen kommer først, når Gud udgyder sin Ånd over Israels folk, og de ser hen til den guddommelige frelser, der engang blev dræbt (Zak 12).
Messiansk perspektiv
Også blandt Israels messianske jøder følges udviklingen nøje.
»Vi ser os omkring og føler, at begivenhederne med stor styrke presser os fremad mod endetiden,« siger Meno Kalisher, der er leder af en stor messiansk menighed i Jerusalem.
Han mener, at den sidste tids begivenheder »langsomt men sikkert er ved at gøre scenen klar« for det, der ifølge de bibelske profetier skal ske i forbindelse med Jesu genkomst.
Profeten Zakarias forudsagde en afsluttende krig i historien om Jerusalem. Nabofolkene vil ønske at erobre byen. Det internationale samfund vil forsøge at løse konflikten. Men løsningen kommer først, når Gud udgyder sin Ånd over Israels folk, og de ser hen til den guddommelige frelser, der engang blev dræbt (Zak 12).
Den sidste måneds begivenheder ser ud til at føre Mellemøsten et skridt nærmere den dag, Zakarias talte om.
Kilde: http://www.ordetogisrael.dk/artikler.php?action=laesartikel&id=368
