Cambridge-erklæringen har navn efter en konference, arrangeret af 'The Alliance of Confessing Evangelicals' (Alliancen af bekendelsestro evangelikale) i USA i Cambridge, Massachusetts, i april 1996. Erklæringen er resultatet af de drøftelser, som dér fandt sted, og den blev før offentliggørelsen i sin endelige form underskrevet af 80 af de 113 evangelikale ledere, præster og teologer, som deltog i denne konference. Erklæringen gengives her i dansk oversættelse ved Niels Ove Vigilius.
----------------------------------------------------------------------------
Evangelikale kirker domineres i dag i stigende grad af denne verdens tidsånd snarere end af Kristi Ånd. Som evangelikale kalder vi os selv til omvendelse fra denne synd og til at genvinde den historiske kristne tro.
I historiens løb forandrer ord mening. I vor tid er dette sket med ordet 'evangelikal'. Tidligere tjente det som et forenende bånd mellem kristne fra en bred mangfoldighed af kirkelige traditioner.
Evangelikal kristendom i historisk forstand var konfessionel. Evangelikale kristne fastholdt og bekendte sig til kristendommens grundsandheder, som disse blev fastslået af kirkens store økumeniske konciler. Desuden havde evangelikale kristne også reformationens femfoldige 'alene' som fælles arv.
I dag er reformationens lys blevet tilsløret i betydelig grad. Som følge heraf er ordet 'evangelikal' blevet så omfattende, at det har mistet sin oprindelige betydning. Vi står i fare for at miste den enhed, det har taget århundreder at opnå.
På grund af denne krise og på grund af vor kærlighed til Kristus, hans evangelium og hans kirke vil vi på ny give udtryk for vor forpligtelse på reformationens og den historiske evangeliske kristendoms centrale sandheder. Vi bekræfter disse sandheder, ikke på grund af den rolle, de har spillet i vore traditioner, men fordi vi tror, de er i centrum for Bibelen.
SOLA SCRIPTURA: Nedbrydningen af autoritet.
Skriften alene er den ufejlbare regel og norm for kirkens liv.
Men den evangelikale kristenhed i dag har frakendt Skriften dens normative funktion. I praksis lader kirken sig alt for ofte lede og bestemme af samtidens kultur. Terapeutiske metoder, markedsføringsstrategier og underholdningsverdenens beat-rytmer er ofte langt mere afgørende end Guds ord for, hvad kirken ønsker, hvordan den fungerer, og hvad den tilbyder. Præster har forsømt at udøve deres retmæssige tilsyn med menighedens gudstjeneste, inklusive det læremæssige indhold i sang og musik.
Eftersom Bibelens autoritet er blevet opgivet i praksis, de bibelske sandheder er forsvundet fra de kristnes bevidsthed, og bibelsk lære har mistet sin fremtrædende plads, er kirken i stigende grad blevet tømt for sin integritet, moralske autoritet og ledelse.
Snarere end at tilpasse den kristne tro med henblik på at tilfredsstille 'forbrugernes' følte behov må vi forkynde loven som den eneste norm for sand retfærdighed og evangeliet som den eneste kundgørelse af frelsende sandhed. Bibelsk sandhed er absolut nødvendig for kirkens åndelige indsigt og næring, pleje og tugt.
Skriften må føre os udover vore erkendte og følte behov til vore virkelige behov og befri os fra tendensen til at betragte os selv i lyset af massekulturens forførende billeder, forslidte fraser, løfter og prioriteter.
Det er alene i lyset af Guds sandhed, at vi forstår os selv ret og ser Guds omsorg for, hvad vi behøver. Derfor må Bibelen blive forkyndt og lært i kirken. Prædikener må være udlægning af Bibelen og dens læreindhold, ikke udtryk for prædikantens meninger eller tidens tanker. Vi må ikke slå os til ro med noget mindre end, hvad Gud har givet.
Helligåndens gerning i personlig oplevelse og erfaring kan ikke løsrives fra Skriften. Helligånden taler ikke på måder, der er uafhængige af Skriften. Uden Skriften ville vi aldrig have kendt Guds nåde i Kristus. Bibelens ord snarere end åndelig oplevelse og erfaring er sandhedens prøvesten.
Tese 1: Skriften alene.
*Vi bekender på ny, at den ufejlbare Skrift er den eneste kilde til guddommelig åbenbaring i skriftlig form, og den alene kan binde samvittigheden. Bibelen alene lærer os alt, hvad der er nødvendigt til vor frelse fra synd, og den alene er den norm, efter hvilken al kristen livsførelse skal bedømmes.
*Vi afviser, at nogen trosbekendelse, noget kirkemøde eller noget enkeltindivid kan binde en kristens samvittighed, at Helligånden taler uafhængigt af eller i modstrid med, hvad Bibelen siger, eller at personlig åndelig oplevelse og erfaring nogen sinde kan være middel for åbenbaring.
SOLUS CHRISTUS: Nedbrydningen af Kristus-centreret tro.
Når evangelisk tro verdsliggøres, er dens anliggende blevet sammenblandet med kulturens.
Følgen heraf er tabet af absolutte værdier, tolerant-eftergivende individualisme, vægtlæggen på psykisk velbefindende og 'helhed' i stedet for hellighed, på personlig udvikling og bedre livskvalitet i stedet for omvendelse, på intuition i stedet for sandhed, følelse i stedet for trosoverbevisning, tilfældighed i stedet for Guds forsyn, og øjeblikkelig tilfredsstillelse i stedet for varigt håb. Kristus og hans kors er blevet fortrængt fra centrum for vor opmærksomhed.
Tese 2: Kristus alene.
*Vi bekender på ny, at vor frelse er fuldbragt af Kristus alene ved hans midlergerning i historien. Hans syndfri liv og stedfortrædende soning alene er tilstrækkelig til vor retfærdiggørelse og forligelse med Faderen.
*Vi afviser, at evangeliet er forkyndt, hvis Kristi stedfortrædergerning ikke er blevet fremholdt, og der ikke har lydt nogen opfordring til tro på Kristus og hans værk.
SOLA GRATIA: Nedbrydningen af evangeliet.
Ubeføjet tillid til menneskets evner har sin rod i menneskets faldne natur.
Denne falske tillid gennemtrænger nu den evangelikale kristenhed lige fra selvværds-evangeliet til fremgangsteologiens velfærds-evangelium; lige fra dem, der har gjort evangeliet til en handelsvare og syndere til købelystne forbrugere, til andre, der betragter det, der giver sig ud for at være kristen tro, som sandt, bare fordi det virker. Dette bringer læren om retfærdiggørelse til tavshed, uanset vore kirkers officielle forpligtende erklæringer.
Guds nåde i Kristus er ikke alene nødvendig, men den er eneste virkende årsag til vor frelse. Vi bekender, at mennesker er født som åndeligt døde og er ude af stand til bare så meget som at samarbejde med den genfødende nåde.
Tese 3: Nåden alene.
*Vi bekender på ny, at vi i frelsen befries fra Guds vrede af hans nåde alene. Det er Helligåndens overnaturlige gerning, der bringer os til Kristus ved at løse os fra vor trældom under synden og ved at oprejse os fra åndelig død til åndeligt liv.
*Vi afviser, at frelsen i nogen som helst forstand er en menneskelig gerning. Menneskelige metoder, teknik og strategier kan ikke i sig selv udrette denne forvandling. Troen kan ikke frembringes af vor ugenfødte menneskelige natur.
SOLA FIDE: Nedbrydningen af hovedartiklen.
Retfærdiggørelsen sker af nåde alene, ved troen alene, for Jesu Kristi skyld alene.Dette er den artikel, hvormed kirken står eller falder.
I dag bliver denne artikel ofte overset og forsømt, forvrænget eller undertiden endog fornægtet af ledere, teologer og præster, der giver sig ud for at være 'evangelikale'.
Skønt menneskets faldne natur altid er veget tilbage for at erkende sit behov for Kristi tilregnede retfærdighed, så bidrager moderniteten i høj grad til at opflamme og forstærke denne utilfredshed med det kristne evangelium. Vi har tilladt denne utilfredshed at bestemme karakteren af vor tjeneste for evangeliet og indholdet af vor forkyndelse.
Mange i kirkevækst-bevægelsen tror, at sociologisk kendskab til og forståelse af tilhørernes situation er af lige så stor betydning for evangeliets fremgang som den bibelske sandhed, der forkyndes.
Som følge heraf er overbevisningen om, hvad der teologisk er sandt, ofte blevet adskilt fra den praktiske udøvelse af evangeliets tjeneste. I mange kirker har markedsførings-orienteringen ført et skridt videre i retning af en udradering af forskellen mellem det bibelske budskab og denne verden, en fjernelse af korsets anstød og en reducering af den kristne tro til de principper og metoder, der giver sekulære sammenslutninger fremgang og succes.
Selv om man måske stadig tror på korsets teologi, så tømmer disse bevægelser faktisk ordet om korset for dets mening. Der gives intet andet evangelium end evangeliet om Kristi gerning i vort sted, hvorved Gud tilregnede ham vor synd og tilregnede os hans retfærdighed.
Fordi han bar vor dom, vandrer vi nu i hans nåde som dem, der for evigt er tilgivet, antaget og adopteret som Guds børn. Der gives ingen anden grund for vor antagelse hos Gud end Kristi frelsende gerning, hverken vor patriotisme, kirkelige fromhed eller moralske anstændighed. Evangeliet kundgør, hvad Gud har gjort for os i Kristus. Det handler ikke om, hvad vi kan gøre for at komme i forbindelse med ham.
Tese 4: Troen alene.
*Vi bekender på ny, at retfærdiggørelsen sker af nåde alene, ved troen alene, for Kristi skyld alene. I retfærdiggørelsen tilregnes Kristi retfærdighed os som den eneste mulige tilfredsstillelse af Guds fuldkomne retfærdighed.
*Vi afviser, at retfærdiggørelsen beror på nogen fortjeneste, der skal findes hos os, eller at den sker på grundlag af en indgydelse af Kristi retfærdighed i os, eller at en institution, der foregiver at være en kirke, men fornægter eller fordømmer 'ved troen alene', kan anerkendes som en sand kirke.
SOLI DEO GLORIA: Nedbrydningen af den gudstjeneste, der har Gud i centrum.
Hvor som helst i kirken, Bibelens autoritet er gået tabt, Kristus er blevet fortrængt, evangeliet er blevet forvrænget, eller troen er blevet forvansket, er det altid sket af én bestemt grund: vore interesser har fortrængt Guds, og vi gør hans arbejde på vor måde.
Det er et almindeligt og dybt beklageligt tab i kirken i dag, at Gud ikke længere er i centrum for menighedens liv som før.
Det er dette tab, der tillader os at forvandle gudstjenesten til underholdning, forkyndelsen af evangeliet til markedsføring, at forveksle det at tro med at følge en bestemt fremgangsmåde, det at være god med at føle sig godt tilfreds med sig selv, og det at være tro med at have fremgang og succes.
Som følge heraf er Gud, Kristus og Bibelen kommet til at betyde for lidt for os og have for tilfældig vægt som bindende norm for os.
Gud er ikke til for at tilfredsstille menneskelige ambitioner, lykketrang, begær efter forbrugsgoder eller vore egne private åndelige interesser. Vi skal fokusere på Gud i vor gudstjeneste snarere end på tilfredsstillelse af vore personlige behov. Gud er suveræn i gudstjenesten; vi er det ikke. Vort anliggende skal være Guds rige, ikke vore egne imperier, popularitet eller succes.
Tese 5: Gud alene æren.
*Vi bekender på ny, at fordi frelsen kommer fra Gud og er blevet fuldbragt af ham, så er den til Guds ære og sigter på, at vi altid skal herliggøre ham. Vi skal leve hele vort liv for Guds ansigt, under Guds autoritet og til hans ære alene.
*Vi afviser, at vi kan herliggøre Gud på ret vis, hvis vor gudstjeneste sammenblandes med underholdning, hvis vi forsømmer enten loven eller evangeliet i vor forkyndelse, eller hvis selvforbedring, selvværd eller selvrealisering får lov at blive alternativer til evangeliet.
Et kald til omvendelse og reformation.
Den evangelikale kirkes troskab i fortiden står i stærk kontrast til dens utroskab i nutiden.
Tidligere i dette århundrede udviste evangelikale menigheder en bemærkelsesværdig missionsiver og byggede mange religiøse institutioner for at tjene den bibelske sandheds og Kristi riges sag. Det var en tid, i hvilken kristnes livsførelse og forventninger var udpræget forskellige fra dem i samtidens kultur. I dag er de det ofte ikke. Den evangelikale verden i dag er ved at miste sin bibeltroskab, sit moralske kompas og sin missionsiver.
Vi angrer vor verdslighed.
Vi er blevet påvirket af vor sekulære kulturs 'evangelier', der slet ikke er evangelier.
Vi har svækket kirken ved vor mangel på alvorlig omvendelse, vor blindhed for de synder hos os selv, som vi ser så klart hos andre, og ved vor uundskyldelige svigten med hensyn til at fortælle andre om Guds frelsende gerning i Jesus Kristus.
Vi retter også et indtrængende kald til de bekendende evangelikale, der er veget af fra Guds ord på de områder, som er omhandlet i denne erklæring, om dog at vende tilbage fra den afvej, de således er kommet ind på. Dette indbefatter dem, som erklærer, at der er håb om evigt liv uden udtrykkelig tro på Jesus Kristus; dem, der gør gældende, at de, der forkaster Kristus i dette liv, vil blive udslettet snarere end overgivet til evig lidelse under Guds retfærdige dom; og ligeledes dem, som gør gældende, at evangelikale og romerske katolikker er ét i Kristus, selv hvor den bibelske lære om retfærdiggørelse ikke tros.
'The Alliance of Confessing Evangelicals' beder alle kristne om at drage omsorg for, at denne erklæring føres ud i livet i menighedens gudstjeneste, embeder og tjenester, arbejdsmåder, liv og evangelisation. For Kristi skyld, Amen.
---------------------------------------------------------
Den oprindelige engelske tekst til 'The Cambridge Declaration' samt yderligere oplysninger om 'The Alliance of Confessing Evangelicals' kan findes på alliancens hjemmeside: http://www.alliancenet.org/.
Alliancen udgiver bladet `Modern Reformation'.
