Budskabet om Jesu genkomst - et centralt budskab i NT.

Fra ”På vej til Guds fremtid”.
Af Per Flacké.
Fra afsnittet: "Jesu genkomst - lyset fra Guds fremtid".
(Side 20-24.)

I NT samler hele det gammeltestamentlige fremtidshåb sig om Je­sus Kristus. Her kastes et klargørende lys over mange af GT’s dunkle antydninger. Messias som Guds lidende tjener knyttes nu for ek­sempel klart og entydigt til Jesu lidelse og død for vore synder. Han er Menneskesønnen, som kom med himmelens skyer og fik herre­dømme, ære og et rige, som aldrig går til grunde, og alle folkeslag skal tjene ham (Dan 7,13f). Nu er han her.

Herrens dag kaldes i NT derfor vor Herre Jesu Kristi dag som en dag, da "vor Herre Jesus kommer med alle sine hellige" (1. Kor 1,8; 1. Thess 3,13). Også her er der tale om en dommens dag, da Guds mægtige profetier fra GT skal virkeliggøres.

Jesus gav selv stærkt udtryk for det, der skal ske. Han talte meget om sin genkomst og de begivenheder, som skal indtræffe i den forbindelse. Det er ble­vet et centralt punkt: "For menneskesønnen skal komme i sin fa­ders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger" (Matt 16,27).

Ingen skal længere være i tvivl. Ingen skal forvrænge tidspunktet og sige: Se her eller se der er han. Hans herlige fremtræden skal være klar og tydelig. "For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag" (Luk 17,24).

Det hele skal ske inden for rammen af en kosmisk katastrofe:
"Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og må­nen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræf­ter rystes" (Matt 24,29).

Da skal han træde frem, synlig for alle: "Og da skal menneske­sønnens tegn komme til syne pa himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme pa him­lens skyer med magt og megen herlighed" (Matt 24,30).

Det bliver en stor dag, hvor tvivlen, fornægtelsen og fortielsen ikke længere har nogen chance. Da træder han frem som himlens og jordens al­mægtige Herre. Han vil på en storslået måde bekræfte det, som hans folk gennem alle tider har holdt fast ved. Her står vi over for verdenshistoriens og tidens endepunkt.

Skriften slipper aldrig det dobbelte aspekt ved Herrens komme. Han viser sin dømmende hellighed med straf over synden - og sin frelsende kærlighed til dem, han fik lov til ved troen at drage ind i sit frelsende samfund: "Når Menneskesønnen kommer i sin herlig­hed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre".

Og her er doms­ordene fyldt af en dyb alvor: "Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grund­lagt." Og: "Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle" (Matt 25,31ff).

I dette stærke domsbillede med ilden peger udtrykket på Guds vrede over dem, som fortsætter med at leve i vantro og synd - uden at vende om. Dette rejser en vældig protest i mange. Men ingen af as har faet mandat til at annullere det, Jesus her siger: "Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder!" (Hebr 10,31).

Går vi så til apostlenes undervisning, møder vi også der stærke og rystende ord. Paulus taler om, "når Herren Jesus, fulgt af sine mægtige engle, åbenbares fra himlen med flammende ild og brin­ger straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. De skal straffes med evig under­gang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt" (2. Thess 1,7-9).

På den anden side får vi et nyt åbenbaringslys gennem Jesus og apostlene. Vi ser den herlige rigdom af befrielse og lovsang, som skal gribe Guds folk, når Kristus kommer igen. Nok kommer da­gen som en tyv om natten.

"Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket ... vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham. Trøst derfor hinan­den og opbyg hinanden, som I også gør" (1. Thess 5,4-11).

Vi spørger os selv om, hvordan dette skal foregå i detaljer. På dette område er alt ikke gjort klart for os i Skriften; men når vi læser NT, ser vi, hvordan endetidsbudskabet tager til i klarhed. Ikke alt blev sagt, men Jesus gav dem et løfte: "Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kom­mer, sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer" (Joh 16,12; jf Joh 14,26).

Vi må derfor gå videre med apostlenes ord i brevlitteraturen for at hente alt det ind, som Gud har åbenbaret for os om det, der skal ske. Jesus har jo sagt, at Guds folk, som er vundet for hans rige gennem alle generationer og blandt alle folkeslag over hele jorden, nu skal samles ind: "Og han skal sende sine engle ud med høj basun­klang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden" (Matt 24,31).

Det er hos Paulus, vi finder et af de klareste og mest detaljerede steder, både indholdsmæssigt og kronologisk, når det gælder gen­komsten. Vi finder det i 1. Thess 4,16-18. Her kommer Paulus med et ord, som vi ikke kender fra evangelierne, men som han siger, at han har fået fra Herren, og som derfor er bærer af den højeste auto­ritet:

"For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de henso­vede. For Herren selv vil, når ærkeenglen kalder og Guds basun lyder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord!" (1. Thess 4,15-18).

I 1. Kor 15,23-28 afsløres det, at begivenhederne skal følge deres egen orden: "Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, der­næst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader."

Her finder vi en antydning af, at der er afstand mellem Jesu genkomst til frelse for sin menighed og dommen ved verdens ende, hvor Kristus tilintetgør alle onde mag­ter og overgiver sin kongemagt til Faderen.

Hos Jesus ses hans gekomst og den sidste dom som én begivenhed. Hos Paulus ses det hele som to etaper. Men hvor lang denne afstand mellem frelsen og en endelig dom er, siges der ikke noget om. (Se den senere be­handling af det overgangsrige, som Johannes nævner i Åb 20. Dette såkaldte tusindårsrige ser ud til at være en slags bindestreg mellem den gamle og den nye verden, som Gud vil skabe.)
Dermed stiger frelsesbudskabet frem i nytestamentlig fylde: Før­ste gang kom Jesus for at lægge et frelsens fundament gennem sin død og opstandelse. Men han kom ikke alene for at sone verdens synd og overvinde døden. Som en del af frelsesværket kom han også for at gøre ende på Djævelens magt og indflydelse: "Han af­væbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus" (Kol 2,15). Dermed er den himmelske magt sat ind i et stort opgør med magterne fra afgrunden (Matt 12,28).

Endnu er frelsesværket dog ikke fuldendt i alle dets konsekven­ser. Endnu er Djævelen ikke overvundet og den endelige sejr vun­det. Kampen raser. Men en dag skal det fuldføres, som begyndte med Jesu første komme, og ingen magt skal hindre det. Og det skal ske netop ved Jesu komme i herlighed. Kraften, som var skjult til stede i den inkarnerede Jesus, skal da åbenbares i magt og her­lighed. Jesus er Herre (Fil 2,10). Et grundelement ved det at være en kristen er derfor "fra himlene at vente hans søn" (1. Thess 1,10).

En bibelforsker har illustreret dette sted med det, der skete da Tyskland blev besejret under Anden verdenskrig. Det foregik i to etaper: D-dag var den dag, hvor de allierede tropper invaderede Frankrig og etablerede deres første brohoveder. Da vendte krigen, men kampene fortsatte, lige indtil tyskerne kapitulerede. Da kom V-dagen (V for victory: sejr).

- I dag lever vi mellem gudsrigets D­-dag og V-dag. "Natten er fremrykket, dagen er nær" (Rom 13,12).

Hvilken befrielse og glæde! Det bliver noget af et opbrud og en bortrykkelse. Bort fra al nød, alle trængsler, fra al synd og død. Det bliver en forløsningens dag (Ef 4,30), når Kristi menighed løftes ind i Guds herlighed. Kristus vil "føre kirken frem for sig i herlig­hed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri" (Ef 5,27).

"Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er”, (Joh 14,3).

Og nu "venter vi på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed", (Tit 2,13). "Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer" (Joh 16,22).

Ja, engang mine øjne skal
se Kongen i hans pragt;
tilbede i hans tempelhal
hans nåde og hans magt.
I et krystalklart hav af lys
forsvinder tidens nat og gys,
forvandlet blir hver gåde her
til lovsangsjubel der.