Fra Thebereancall.org/
August - december 2010.
Af T.A. McMahon.
Del I:
”Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.” (Kol 3:1-4)
Jeg er fascineret af tidslinjer. De giver mig en idé om, hvilke begivenheder der fandt sted i historien, hvordan de forholder sig tidsmæssigt til andre historiske begivenheder, og om ikke tidligere begivenheder kan have påvirket de, der kom senere. Jeg kan specielt godt lide bibelske tidslinjer. De starter ofte med skabelsen og slutter med Jesu Kristi fremtidige tusindårige regeringstid fra Jerusalem, og kommer med et væld af detaljer der imellem. På grund af deres tidsmæssige karakter kan de dog kun antyde evigheden, som er uendelig, og som vores liv på jorden kun er en forberedelse til.
Den "tidslinje", som er præsenteret på forsiden af dette nyhedsbrev, er et simpelt forsøg på symbolsk at minde troende om, at en evighed hos Jesus er vores raison d'être, dvs. det er grunden til vores eksistens.
Hvorfor gør jeg det til et problem? Fordi verden - og desværre også mange kirker - er fanget i en timelig illusion: De klamrer sig til denne jord i stedet for at håbe på himlen. Det er en del af Satans strategi for at narre verden til at bygge hans kongerige. I tusinder af år har han forført både bekendende og sande kristne til at tilslutte sig hans arbejdsstyrke, med henblik på at etablere sin egen religion, som vil blive ledet af hans marionet, Antikrist. Da intensiteten af hans program er stigende i disse sidste dage - især i Kristenheden – har surdejen fra dette frafald aflejret sig i alle teologiske lejre: karismatikerne, Calvinisterne, de konservative, de liberale, pinsevennerne, baptisterne, de venstreorienterede kristne, tilhængerne af Emerging Church bevægelsen, fortalerne for det "sociale evangelium" og andre.
I sin enkleste form er det en holdning, som ringeagter, hvad Paulus formaner os til at gøre i Kol 3:2: "Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske.” Selv om de, der virkelig kender og elsker Jesus, undertiden kan kæmpe med deres hengivenhed til Ham, er der andre, der bekender Kristus og hævder at følge hans ord, men som dog fortsætter i deres forsøg på at etablere Hans rige her på jorden forud for Hans genkomst. Dette ubibelske mål - undertiden benævnt som Dominionistisk Teologi* og Kongedømme-Dominionisme* - har taget mange former igennem kirkens historie.
Et tidligt eksempel var det Hellige Romerske Imperium. Tanken var, at de "gudelige" kejsere (dvs. de, der var til støtte for pavedømmet) ville bringe verden ind i Kristi menighed. Når det ikke lykkedes, tog pavedømmet kontrol, idet det herskede over det meste af verden på det tidspunkt.
Som en historiker beskriver det: "[Kirken i Rom, der omfattede den middelalderlige verden, og] havde alle statens apparaturer: lovgivning og domstole, skatter og skatte-inddrivere, en stor administrativ maskine, magt over de kristne borgeres liv og død, og over deres fjender inden for og uden for... Paverne hævdede deres eneret til at igangsætte og lede krige imod de vantro. De rejste hære, førte kampagner, og skrev fredstraktater for at forsvare deres territoriale interesser." [1] Som de fleste af Den Romersk-Katolske Kirkes dogmer og praksis var dette i strid med, hvad Jesus lærte: "Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«." Joh 18,36
Amillennialisme var den teologiske overbevisning hos den tidsalder. Den postulerede, at tusindårsriget - eller den 1.000-års regeringstid for Kristus - allerede fandt sted, men i åndelig forstand. Den Romersk-Katolske Kirkes verdslige succes syntes at støtte dette synspunkt, men inden længe bukkede det under for sine egne udskejelser og korruptioner.
Selv om Reformationen var en reaktion imod misbrug af Katolicismen, bibeholdt Reformatorerne den Katolske amillenniale eskatologi, sammen med meget andet af dens lære og praksis såsom barnedåb og erstatningsteologi (troen på, at kirken har erstattet Israel). Vers i Skriften, som taler om velsignelser for Israel, blev åndeliggjorte til at betegne kirken; vers om Israels straf blev ignoreret.
John Calvin forsøgte at gøre byen Genève til en model af Guds rige, og han oppebar for sin kontrollerende indsats titlen "den protestantiske pave." Selv om hans mål var beundringsværdigt, blev resultaterne af hans gennemførelse kun lidt anderledes end, hvad han havde gjort indsigelse imod i Den Romersk-Katolske Kirke. Historikeren Will Durant skriver: "Den nye præstestand ... blev under Calvin mere magtfuld end noget præstedømme siden Israel. Den virkelige lov i en kristen stat, sagde Calvin, må være Bibelen. De gejstlige er fortolkerne af denne lov, de borgerlige regeringer er underlagt denne lov og skal håndhæve den, som den fortolkes. " [2]
En anden historiker skriver, "I en klasse for sig selv stod forbrydelser mod Calvin. Det var en forbrydelse at le ad Calvins prædikener; det var en forbrydelse at argumentere med Calvin på gaden. Så at gå ind i en teologisk kontrovers med Calvin kunne vise sig at være en meget alvorlig forbrydelse." [3]
Genève var næppe himlen på jorden, selv om det var hensigten. For eksempel var, "en overflod af retter på bordet, en for højt placeret hovedbeklædning, en stor fremvisning af blonder, en bandlyst farve på beklædningen - alle rimelige emner for debat og straf," [4] og man vidste aldrig, når konsistoriet (Kirke-politiet) ville komme på husbesøg. Ét år oplevede man, at der blev der rejst tiltale mod 400 borgere for moralske lovovertrædelser, og i løbet af 60 år blev 150 mennesker anklaget for kætteri og brændt på bålet.
Calvin's kristnede samfund var simpelthen ikke bibelsk, idet det erstattede nåde med lov. Ikke kun var det uforeneligt med calvinistiske teologi, men hvordan skulle man "kristne" borgerne i Geneve, når de ikke tilhørte Guds udvalgte? Karakteriseret som "helt fordærvede", og ikke i stand til at reagere retfærdigt, fordi de ikke var omfattet af "den uimodståelige nåde," kunne den "ikke-udvalgte" aldrig blive den kristne borger, som Calvin forlangte.
Kongerige-Dominionismen* tog en ny form i 1940'erne i Saskatchewan, Canada. En påstået åndelig vækkelse brød ud. Den startede "The Manifest Sons of God" eller mere kendt, ”The Latter Rain Movement”. Eskatologien i denne bevægelse skiftede fra et dispensationalistisk synspunkt, som vil sige bortrykkelse af kirken efterfulgt af syv års trængsel og sluttende med Armageddon.
Bevægelsen støttede et mere "positiv" - ja, endog triumferende - scenarie, som søgte Gud’s udøselse af sin Ånd i en stor verdensomspændende vækkelse, der ville frembringe "The Manifest Sons of God" alias ”Joel's Army”. Disse skulle være troende, konstant fyldte med Ånden, manifesterende de samme tegn og undere, som Jesus gjorde. De ville dømme og erobre verden, hvilket de indvarslede ville ske i Kristi 1.000-årige regeringstid.
En af lederne af bevægelsen har sagt: "Guds folk vil begynde at gøre brug af loven, og de kommer til at tage herredømme over Satans magt .... Ligesom [Guds] styrkes stav udgår fra Zion, vil Han ændre lovgivningen. Han vil jage djævelen ud fra Guds jords overflade, og Guds folk ... vil frembringe Guds mål og Guds herredømme. " [5] Men denne bevægelse løb ind i de samme problemer, som plagede Calvin i Genève. De såkaldte ”Manifest Sons of God" kunne ikke leve op til de gudfrygtige, moralske standarder i praksis, selvom strikte (læs "voldelige") foranstaltninger, kendt som "hyrde-ledelse," blev anvendt.
Dominionismen* fra ”Latter Rain” bevægelsen spredtes vidt og bredt blandt pinsevenner og karismatikere. Her er nogle citater fra mænd, hvis navne du kan genkende:
”Ja, synd, sygdom og lidelse, åndelig død, fattigdom, og alt andet, der er af djævelen, beherskede os engang. Men nu, takket være Gud, hersker vi over dem - for dette er Dagen for at tage Herredømmet (Dominion)!” (Den nu afdøde Kenneth Hagin)
”De, [Joel's hær], vil have den form for salvelse ... [Kristi] form for magt ... enhver, der ønsker at skade dem, skal dø.” (Den afdøde John Wimber)
”The Manifestation of the Sons of God” [er] de "besejrende", som vil blive fuldendte og træde ind i udødeligheden med henblik på at etablere Guds rige på jorden.” (George Warnock)
Bevægelsen blev yderligere fremmet af den nu afdøde Biskop Earl Paulk, som lærte, at Kristus var "fastholdt i himlen" indtil Hans krop, kirken, havde renset sig selv og verden. Paulk havde dog problemer med at rense sig selv, idet han havde haft en lang tradition for seksuelle og umoralske handlinger. Han blev senere dømt for mened. I 1980'erne, under Paulk's ledelse, slog den Karismatiske KongedømmeTeologi sig sammen med den Calvinistiske DominionistTeologi, også kendt som Kristen Rekonstruktionisme*, eller Theonomy.
Kristen Rekonstruktionisme* blev populariseret af Rousas Rushdoony og hans svigersøn, Gary North. Rekonstruktionisterne* tror, at ved at anvende lovene i Det gamle Testamente og principperne i Det nye Testamente vil verden blive moralsk forvandlet af de kristne. Dette, hævdede de, ville drage folk til Kristus. Deres eskatologi er postmillennial, hvilket betyder, at de forventer, at Kristus vil vende tilbage efter 1000 år (set af nogle som et symbolsk tal, hvilket betyder, at det kunne være meget længere) med succesfuld høst af den frugt, som fremkom ved anvendelse af loven.
Fra 1980'erne og igennem århundredeskiftet påvirkede en Rekonstruktionistist-gruppe* - kaldet ”Coalition On Revival”, eller COR - i høj grad de konservative evangeliske kristne til at forsøge at omdanne USA til en kristendrevet nation ved at bruge den politiske proces. Selv om Rekonstruktionisterne* og de karismatiske Kongedømme-Nu fortalere stod langt fra hinanden teologisk, drog den dominionistiske overbevisning - som er grundlæggende for begge lejre - dem sammen. Gary North bemærkede, at dette overraskende samarbejde gav mening på en anden måde: "... det samler postmillenniale Kristne Rekonstruktionister* og de karismatikere, der bekender sig til det positive, med de, der tidligere bibragte fodnoter, teologi og politisk handlekraft, og hvoraf sidstnævnte leverede penge, publikum, og satellitteknologi [f.eks TBN og Christian Broadcasting Network]." [6]
For en årrække siden, sad en af mine venner med ved et møde hos Rekonstruktionister* og spurgte, om de virkelig havde til hensigt at anvende de bibelske love såsom stening og andre dødsstraffe, hvorpå en national leder af bevægelsen svarede, "Absolut!" Det lader til, at de calvinistiske Rekonstruktionister* har lært meget lidt af Calvin’s fejlslagne totalitære eksperiment i Genève.
Kongedømme-Dominionismen* fortsætter i vore dage - især blandt karismatikere. Jack Hayford, George Otis Jr. og C. Peter Wagner støttede en form for Kingdom-Teologi, der involverede at tage det herredømme tilbage, som Adam og Eva tabte i Edens Have. En af bevægelsens ledere forklarer, "Jesus gav os sin autoritet og ... vi skal genvinde, genoprette, organisere og herske over jorden - ikke blot i åndelig forstand, men også gennem økonomiske, politiske, uddannelsesmæssige og sociale reformer." Her er grunden til, at den samme person fortæller os, at de kristne skal sættes til at bruge deres Gud-ordinerede autoritet: "Jesus fastholdes i det himmelske, indtil alle ting er genoprettet under Hans fødder. Han vil ikke og kan ikke fysisk vende tilbage til jorden, før kirken [har bragt] et mål af Guds herskende myndighed tilbage til denne jord." [7]
Denne form for Kongedømme-Dominionisme* er fyldt med metoder, ritualer og teknikker, der skal følges for at tage kontrol. C. Peter Wagner's bøger ”Breaking Strongholds In Your City” og ”Confronting the Powers” indeholder, hvad han kalder "kunstniveauets åndelige metoder" til at tage herredømme: idet han udpeger territoriale ånder, bønne-rejser, åndelig kortlægning, åndelig krigsførelse på det strategiske plan, genkendelig omvendelse, forsoningsgang, transformation af byer, lovprisningsmarcher, at forløse kulturen, indtage vore byer, arbejdspladser og skoler for Kristus, osv.
Jeg har personligt oplevet indflydelsen fra disse teknikker i storhedstiden for Wagner’s "åndelige krigsførelse på det strategiske niveau", når nogle elever forsøgte at "indtage vor lokale ’high school’ for Kristus." De begravede kors på fodboldbanen og salvede skolens vinduer med olie. Ikke alene har de ikke indtager deres skole for Kristus, men de forårsagede næsten, at alle kristne studenterorganisation blev smidt ud fra universitetsområderne.
C. Peter Wagner er manøvrelederen bag dette, og de metoder, som han siger, Gud har givet ham, er tilsyneladende endeløse. Han er den, der bragte John Wimber til Fuller Theological Seminary (FTS) for at undervise "i tegn, undere og Kirkevækst," senere omdøbt til "Det mirakuløse og Kirkevækst", som Wagner var medforfatter af sammen med ham. Wagner var også den akademiske mentor, der vejledte Rick Warren's ph.d. afhandling ved FTS.
Jack Hayford tilbragte år med at mødes med Lloyd Ogilvie og andre lokale præster ved Hollywood Presbyterian Church, hvor de anvendte forskellige spirituelle teknikker til at "omdanne Los Angeles for Kristus." Hayford indrømmede oprigtigt fejlen mange år senere: "Min by bliver [stadig] flænset indvendig af bandevold og mord, forurenet med homoseksualitet og pornografi på den mørke side, og kvalt af stolthed, selvcentreret snobberi og sensualitet på den pæne side ... [det er] nok til at ødelægge os." [8]
Alle disse bevægelser fra kirkehistorien har dette til fælles: de er jordbundne. Idet de er fokuseret på oprettelsen af Guds rige her på jorden, forud for eller for at fremskynde Herrens genkomst, har alle et meget alvorligt problem.
Ifølge Skrifterne er det næste rige her på jorden Antikrist’s rige, som vil vare i syv år. Sande troende i Kristus vil ikke have nogen del i dette rige. De er blevet fjernet fra denne jord af Herren Jesus og taget til himmelen. Denne begivenhed kaldes ”bortrykkelsen” (Joh 14,1-3; Filip 3:20; 1. Tess 5:9-11, 4:16-18; Hebr 9:28; 1. Kor 15:51-52; Kol 3:4; 1. Tess 1:10; 1. Joh 3,2-3; Tit 3:13; 1. Tim 6:14; Åb 3:10; 2. Tim 4,8; Luk 12:35,37,40), og vil ske forud for den store trængsels-periode, hvor de, der har fulgt Antikrist, vil lide under Guds vrede.
Som Dave Hunt har anført i ”Whatever Happened to Heaven?”: "Den store forførelse er at vende os fra himlen til jorden, fra den sande Gud til os selv, fra benægtelse af selvet til accept, kærlighed og agtelse for selvet, fra Guds Sandhed til Satans løgn. Kernen i denne forførelse er overbevisninger, der har en bedragerisk åndelig appel, men som faktisk vender os fra at elske Kristus og Hans tilsynekomst til den jordiske ambition om at overtage samfundet og genskabe denne verden til det paradis, som Adam og Eva tabte "(s. 308).
Meget af det, der er blevet præsenteret her, er nogle historiske frø fra den jordbundne Dominionisme*, der er blevet sået i kristendommen gennem de sidste 1.000 år. De har slået rod og trives i kirken i det unge enogtyvende århundrede. I del 2 i denne serie, vil vi, hvis Herren vi, tale om, hvad der bliver fremmet i Kristenheden i dag i et forsøg på at drage Bruden (de sande troende i Kristus) væk fra ivrigt at se efter Brudgommen, som skal tage dem med til brylluppet i himlen. Vi vil stille spørgsmålet om, hvorvidt indsatsen i kirken kan understøttes af Guds ord (den økologiske bevægelse, den økumeniske bevægelse, det sociale evangeliums bestræbelser, politisk aktivisme, teknikker til at "forløse kulturen", løsning verdens problemer gennem en global P.E.A.C.E.-plan, osv.) kan understøttes af Guds ord.
-------------------
* Dominionisme betyder kristnes gudgivne ret til at regere andre, mens rekonstruktionisme betegner den kristning af politik og kultur, der har dominion som mål. (Tilf. red)
-------------------
Endnotes:
1. R. W. Southern, Western Society and the Church in the Middle Ages (Penguin Books, Vol. 2 of Pelican History of the Church Series, 1970), 18-19, cited in Dave Hunt, Whatever Happened to Heaven?(Harvest House, 1988), 150-51.
2. Will Durant, The Reformation: A History of European Civilizations from Wyclif to Calvin: 1300-1564 (Simon & Schuster, 1957), 472-73, cited in Hunt, Heaven, 175-76.
3. Edwin Muir, John Knox: Portrait of a Calvinist (The Viking Press, 1929), 106-8, cited in Hunt, Heaven, 174-75.
4. Hunt, Heaven, 174.
5. Ern Baxter (associate of William Branham), cited in Sandy Simpson, "Dominionism Exposed," http://www.deceptioninthechurch.com/dominionismexposed.html.
6. Gary North, Christian Reconstructionism: The Attack on the "New" Pentecostal, January/February 1988, Vol. X, No. 1.
7. Dr. Kluane Spake, "Dominion Theology and Kingdom NOW," http://hubpages.com/hub/Dominion-Theology-by-Dr-Kluane-Spake.
8. Jack Hayford, cited in Dr. Peter Wagner, "Let's Take Dominion Now," http://www.intheworkplace.com/apps/articles/default.asp?articlid=22902&columnid=1935.
Kilde: http://www.thebereancall.org/node/8721
-----------------------------------------------------------------------------------------------
Del II:
“Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.” 1. Joh 2:15-17.
Denne serie omhandler en bekymrende tendens i kristenheden i dag. Vor bekymring er, at hvis bekendende troende i Jesus Kristus er hængt op på de tidsmæssige aspekter af livet på jorden, så er de i bedste fald fanget i en illusion. De mangler kernen i, hvad Gud ønsker for dem, og i værste fald kan de uforvarende bidrage til Antikrist’s rige og religion.
Som nævnt i første del af denne serie, er dette jordbundne fokus ikke et nyt vilkår i verdenshistorien - eller kirken, for den sags skyld. Fra Babelstårnets tid har menneskeheden forsøgt at skabe en utopi og opbygge et kongerige, enten uafhængigt af Gud eller angiveligt i Guds navn, men for sin egen skyld. For de, der kalder sig kristne, er det en simpel test at bedømme, om de er blevet offer for et sådant bedrag: Er deres tankegang og handlinger i overensstemmelse med, hvad Guds Ord siger om Guds rige, bortrykkelsen af kirken, de profetiske endetidstegn i Ordet, den endelige nød i en verden i oprør og den evige skæbne for de, der elsker Herren?
Tegnet på en sand kristen er, at han eller hun er i overensstemmelse med, hvad Skriften lærer. De, der er i overensstemmelse med verdens mål eller dagsorden enten personligt eller ved at deltage i organiserede programmer, som går på kompromis med, hvad Bibelen lærer, er - selv om de faktisk kan være troende - dog ved at glide væk fra troen (Heb 2:1). [sætning udeladt]Bibelen gør ikke et esoterisk spørgsmål eller et kryptisk mysterium ud af, hvad der ligger forude for livet på denne planet. Den informerer os enkelt og klart om, hvad der har fundet sted i oldtiden, og hvad der vil ske i fremtiden.
Fra tidspunktet for menneskets første synd mod Gud i Edens Have til vores nutid affødte virkningerne af denne synd en fremadskridende ondskab i menneskeheden. Som reaktion på ondskabens hastige vækst udslettede Gud tidligt alle på nær otte mennesker i en verdensomspændende oversvømmelse (1. Mos 6). Synden er ikke blevet mindre, idet den fortsætter med at adskille mennesket fra Gud. Siden Noah og hans families dage og deres genbefolkning af jorden, har der kun været få eksempler på kollektiv lydighed mod Gud. Selv blandt et folk, udvalgt af Gud, og til hvem han ville sende Messias for at frelse verden fra syndens konsekvenser, var lydigheden kun sporadisk, og sluttede i første omgang med afvisning og korsfæstelse af Guds salvede Frelser, Jesus Kristus.
Alt dette var kendt af Gud før tidernes begyndelse så vel som, hvad han ville gøre for menneskeheden i overensstemmelse med Hans uudgrundelige kærlighed til sine skabninger. Hans ordning for at forene mennesket med sig selv blev første gang tilkendegivet efter faldet i Edens Have (1. Mos 3:15,21) og derefter forudsagt af profeterne i Det Gamle Testamente. Guds Frelser ville blive en mand gennem en jomfrufødsel. Han ville være Guds-mennesket og en lidende tjener, hvis offerdød ville betale for menneskehedens synder. Hans opstandelse fra de døde bekræftede, at den uendelige straf, Han led for en dømt menneskehed, var acceptabel og opfyldte Guds fuldkomne retfærdighed.
Efter at Kristus havde befuldmægtiget sine disciple til at delagtiggøre hele verden i de gode nyheder om frelsen ved Ham, læser vi i Apostlenes Gerninger om Hans himmelfart fra Oliebjerget og Hans fremtidige tilbagevenden til det samme sted. (ApG 1:8-11). Både Det gamle Testamente og Det nye Testamentes profeter fortælle os om væsentlige begivenheder, der skal finde sted her på jorden, før Herrens genkomst - efter ødelæggelsen af Jerusalem og spredningen af det jødiske folk (5. Mos 28:64; 3. Mos 26:33), den ny samling af jøderne til Israels land fra deres verdensomspændende spredning (Esaj 11:11-12; 43:6, Ezek 20:33-38, 36:24); de syv år - den store trængsel - der involverer alverdens katastrofer, Antikrists ophøjelse til diktatorisk leder af verden (2. Thess 2:3-4; Åb 13), udgydelsen af Guds vrede på jorden i løbet af de syv års trængsel (Åb 6-19); verdens nationer, der vender sig mod Israel for at ødelægge det (Joel 3:1-2,9-15; Ezek 38), Jesu genkomst fra Himlen sammen med sine hellige og ødelæggelse af de, der har forsøgt at tilintetgøre Israel (Zak 12); Jesu etablering af sin trone i Jerusalem for at regere jorden derfra i tusind år (Åb 20, Es 65:17-25), og heling af Jorden efter de ødelæggelser, der fandt sted under den store trængsel (Esaj 11:1-10; Ezek 47:1-12). Ved afslutningen af Jesu tusindårige regeringstid vil Han nedkæmpe et verdensomspændende oprør, ledet af Satan (Åb 20:7-9). Alle de, der har gjort oprør, vil blive kastet i ildsøen (Åb 19:20; 20:10, 14-15; 21:8). Himlene og jorden vil opløses, og Gud vil - i fuldkommenhed - danne nye himle, en ny jord og et nyt Jerusalem for dem, der elsker ham, og hvor retfærdighed bor (2. Peter 3:7,10-13). [En sætning om bortrykkelsen er udeladt]
Ligesom alle profetierne om Jesu første komme blev opfyldt til mindste detaljer og med 100 procents nøjagtighed, kan vi være helt sikre på, at de bibelske profetier om fremtiden vil være lige så nøjagtige. De præciserer desuden de åndelige og fysiske forhold, som vil finde sted. En ting, der burde være indlysende ifølge det profetiske scenario ovenfor: Denne verden har et tidsmæssigt formål, der er utrolig kort i forhold til evigheden. At gå glip af det er at glemme det faktum, at en troende er en "tilflytter" her, hvis "borgerskab” er i himlen, hvorfra vi også venter Frelseren, Herren Jesus Kristus" (Filip 3:20).
Vort ansvar er som i Berøa (ApG 17:11), at granske Skrifterne og sammenligne de bevægelser, programmer, dagsordener og så videre, der i dag bliver promoveret i verden - og specielt i kristenheden – med, hvad der er forudsagt i Guds Ord. Det vil fortælle os, hvad vi kan støtte, og hvad vi er nødt til at tilsidesætte - eller endog stå fast imod (Efes 5:11 )
I sandhed, i verden går det ud på at løse sine problemer uden Bibelens Gud. Men mange bekendende kristne styrter af sted for at afhjælpe verdens problemer på måder, der er uden støtte i Skriften - nogle er endda i modstrid med, hvad Skriften lærer. Rick Warren's globale P.E.A.C.E.-plan er et af mange programmer og lærdomme, der for det meste ikke kan forenes med Guds profetiske ord. Således er Warren's "50-års plan" for at helbrede globale spørgsmål såsom "pandemiske sygdomme, ekstrem fattigdom, analfabetisme, korruption, global opvarmning, [og] åndelig tomhed" (se www.thebereancall.org). Han hævder, at hans sociale arbejdes dagsorden udviklede sig igennem læsning af evangelierne - at Jesus gav ham den model, der var modgift mod de fem største problemer i verden (se www.thebereancall.org). Warren udvidede senere denne model fra en eksklusiv indsats af de kristne, til én, der kræver støtte fra alle religioner. "P" i hans PEACE plan stod oprindeligt for "Plante Kirker" som den centrale modgift mod verdens dårligdomme. Men senere - foran et panel og et publikum af repræsentanter for verdens religioner - ændrede han "P" fra "Plante Kirker" til ”Promoting Reconcilitation” (at fremme forsoning) (se www.thebereancall.org) .
Warren meddelte utvetydigt, at de universelle problemer ikke kan løses "uden at inkludere mennesker af tro og deres religiøse institutioner" [Ibid.]. Han fortalte på ”World Economic Forum” i Davos, Schweiz (1/24/08) sit publikum, at der er behov for de forskellige bedehuse som distributionscentre for ressourcer, der skal bidrage til udryddelsen af globale problemer. Hans skift til et økumenisk program, der omfatter islamiske moskeer, hinduistiske templer, jødiske synagoger og andre religiøse institutioner, som deltagere i opfyldelsen af sociale behov, kan imidlertid imponere verden, men det er i modstrid med, hvad Gud siger i sit Ord. Bibelens Gud er en eksklusiv Gud: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig" (Esaj 45:5). Der vil ikke være nogen medvirken fra leverandørerne af falske guder. Apostlen Paulus siger: ”Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke? Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro?" (2. Kor 6:14-15).
Rick Warren's "sygdoms-kurerende" økumeniske dagsorden er ulogisk samt ubibelsk. Hvordan kan hans plan til afhjælpning af "åndelig tomhed" arbejde sammen med dem, der fremmer en falsk åndelighed? Peter siger, "Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.« (ApG 4:12 ). Jesus selv sagde: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." (Joh 14:6). Hvis der ikke er nogen anden sand Gud end Bibelens Gud, og hvis frelsen kun kommer gennem Jesus Kristus - som Skriften siger - er alle andre guder og alle andre veje til frelse falske - uden håb for deres tilhængere. Men Warren fortalte sit religiøse publikum i Davos, at han ikke var bekymret over deres motivation til at gøre godt "så længe, I gør det gode". Tragisk - han styrkede den store løgn, der holder milliarder af religiøse mennesker i blindhed overfor Sandheden, og holder dem fra at vende sig til Jesus Kristus som frelser.
Indflydelsen fra dette ’fix-jorden-program’ er overvældende. Warren's bestseller Purpose Driven Life (30 millioner kopier, solgt over hele verden og er oversat til 52 sprog.) introducerer hans "50 - årige" globale fredsplan. Ifølge hans hjemmeside er mere end 500.000 evangeliske kirker i partnerskab med ham i hans ubibelske, økumeniske indsats.
Selv om Warren's forsøg på at løse verdens problemer er mere end forkerte, er det ikke det eneste profeti-benægtende, jordbundne foretagende, der vinder tilhængere i dag. Rob Bell afspejler i sin bog Velvet Elvis den "fix-jorden" eskatologi, der ses hos næsten alle Emerging Church ledere: "Frelsen er hele universet bragt tilbage til harmoni med sin skaber .... Men vi kan slutte os til en bevægelse, der er så bred og lige, så stor som selve universet. Bjerge, træer, fugle, sumpe og økosystemer .... Guds ønske er at genoprette det hele .... Målet er ikke at undslippe denne verden, men at gøre denne verden til et sted, hvor Gud kan komme til. Og Gud vil genskabe os til den slags mennesker, som kan gøre den slags arbejde."
Brian McLaren - nok den mest kendte Emergent leder - har et svagt - hvis ikke fordrejet - syn på de bibelske profetier ligesom de fleste af hans jævnaldrende i Emerging Church bevægelsen. Han betragter Johannes' Åbenbaring som "de undertryktes litteratur" til inspiration for "hver generation", og ikke som Guds advarsler om fremtidige begivenheder og domme, der vil komme over menneskeheden.
Disse fremtidige begivenheder og domme er i klar modstrid med agendaen om at løse verdens problemer og gøre den til et paradis. McLaren erklærer: "I det lys, [dvs fjernelse af det profetiske aspekt i Johannes' Åbenbaring] bliver Åbenbaringen en magtfuld bog om Guds rige her og nu, til rådighed for alle". Han mener, ligesom Rick Warren (som også har en svagt syn på profetierne), at det er nødvendigt, at alle religioner i verden arbejder sammen til gavn og glæde for samfundet: "Jeg tror, at vores fremtid også vil kræve af os, at vi slutter os ydmygt og barmhjertigt til mennesker fra andre trosretninger - muslimske, hinduistiske, buddhistiske, jødiske, sekulære, og andre – i bestræbelsen for fred, miljøpleje, og retfærdighed for alle mennesker - ting, der i høj grad betyder noget for Guds hjerte". Denne mening er, om end en fryd for kødet, langt fra "Guds hjerte" og Hans Ord.
At genskabe eller bevare denne jord som et samlingspunkt har i kirken i dag langt overskredet de bibelske principper om forvaltning og er blevet en jordbunden tankegang. Skriften siger helt klart, at ethvert misbrug af, hvad Gud har givet til menneskeheden, er synd. Men nogle bruger Bibelen fejlagtigt til støtte for deres ubibelske agendaer. Eugene Peterson har i sin The Message-bibel, som er solgt i 10 millioner eksemplarer, ingen skrupler over at fordreje Skriften for "sagens skyld". Han oversætter John 3:17 til, Jesus "kom for at hjælpe med at gøre verden rigtig igen", i stedet for "at verden gennem ham kunne blive frelst" (dvs. sjæles frelse- KJV). Han fremmer den økologisk/grønne bevægelse ved at tilføje adjektivet "grøn" til Rom 15:13: ”Oh! "Må det grønne håbs Gud fylde dig med glæde ...."Marketing-bibler er en stor forretning i dag, og hvor der er et "formål", er der normalt et forsøg på at nævne en Bibel, der indebærer, at agendaen understøttes i Skriften. Den Grønne Bibel er blot ét eksempel. Den præsenteres i forbindelse med Sierra Club, The Humane Society, og National Council of Churches’ Eco-justice Program. Den er udstyret med en introduktion af den ærke-kætterske ærkebiskop Desmond Tutu samt et bidrag fra Emergent leder Brian McLaren og teolog NT Wright, som begge prædiker "forløsning af jorden". Salgsfremmende foranstaltninger hævder, at fordi Bibelen nævner jorden dobbelt så ofte som "Himmelen" og "kærligheden", "bærer den at stærkt budskab til jorden". Denne begrundelse er både en vrangforstilling og vildledende. Det "stærke budskab" i Bibelen er "gode nyheder" om, hvad Gud har udrettet for at forene mennesker med sig selv, så vi kan tilbringe det evige liv sammen med ham. Den nuværende jord spiller en meget lille rolle i Guds evige plan.
Den næste problemstilling i denne omhandler andre initiativtagere til det timelige bedrag som Shane Claiborne, Jim Wallis, og Glenn Beck, samt The Hole in Our Gospel, en meget populær bog, som fremfører årsagen til det sociale evangelium.
Desværre er der et stigende antal troende, der forsøger at sikre deres redningsbåde til vores Titanic-lignende jord ved at forløse denne. I stedet for bør vores "dagsorden" være på linje med det bibelske mandat hos evangelisten og sjælevinderen, John Harper (se TBC Ekstra, s. 8). Vi får at vide, at han var styret af Herren og skulle ændre sin passage og sejle en uge senere til Amerika på Titanic, vel vidende, at det var, hvor Gud ønskede at bruge ham. Han huskes som "den sande helt på Titanic” og ”Guds præst til de omkomme". Han løb frem og tilbage på dækket og hjalp de nødstedte, idet han gav sin redningsvest til en anden, og bad alle, han stødte på om at vende sig til Gud og få frelse gennem Jesus Kristus. Som det enorme skib begyndte at glide ned under det iskolde Atlanterhav, sprang Harper fra dækket og begyndte at svømme hen imod alle inden for synsvidde, og bønfaldt dem om at komme til Kristus.
Der er ingen forløsning for denne jord - kun for dets folk.
Herre, giv os den samme kærlighed til de fortabte, som du gav din tjener John Harper, og ved din nåde, brug os efter dit Ord.
Kilde: http://www.thebereancall.org/node/8838
----------------------------------------------------------------------------------------------------
Del III:
”Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, så vi ikke glider bort fra det”, Hebr 2:1.
Vigtigheden af at vide, hvad Bibelen lærer, og at være sikker på, at vores tanker og handlinger er i overensstemmelse med Guds ord, understreges af advarsler, der gives i hele Det nye Testamente.
Overvej 2. Tim 4:3-5: ”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!”
Apostlen Paulus’ profetiske formaning taler om en tid, hvor de, der bekender sig som kristne ikke vil "finde sig i den sunde lære". Utroligt nok vil de faktisk nægte at betragte Skriftens lære som deres autoritet. De vil "vende det døve øre til sandheden" i Bibelen og se efter menneskelige perspektiver, meninger og spekulationer. Ikke alene er Bibelen ophørt med at være deres autoritet, men de benægter også dens tilstrækkelighed. Er den tid kommet over os?
På trods af, at nogle lærer, at vi er i Tusindårsriget, at Satan er bundet, Kristus hersker over menneskeheden fra himlen og tingene bliver bedre og bedre hver dag, bekræfter hverken Skrifterne eller erfaringer dette Amillenniale, timelige bedrag. Men der er mange beviser til støtte for den tro, at vi er i den "tid" som Paulus advarede kirken om. Disse er tider med stigende frafald – et lamslående frafald fra "troen" (Jud).
I løbet af de sidste to årtier har "kirkevækst-bevægelsen" haft en enorm indflydelse i at lede den evangeliske kirke til frafald. I århundreder betegnede "de evangelikale" den konservative del af kristendommen, der troede, at Bibelen er ufejlbarlig og den eneste myndighed i sager vedrørende tro og udførelse. "Evangelikale" kristne betragtede Bibelen som tilstrækkelig i alle ting, der vedrører liv og Gudsfrygt. Selvom mange evangeliske kristne stadig hævder, at de holder sig til denne overbevisning, er antallet faldet drastisk som følge af de seneste tendenser i kristenheden.
Kirkevækst-bevægelsen (CGM) har især været en vigtig katalysator til bibeltroskabens død blandt evangeliske kristne i dag. I sit forsøg på at tiltrække ikke-kristne samt nominelle kristne til sine kirker, har CGM implementeret verdslige begreber og metoder for at nå sine mål - primært ved at ansætte marketing-teknikere. Central for denne fremgangsmåde har udviklingen af de "søger-venlige", "søger-følsomme" eller "formåls-drevne" kirker været. Vi har skrevet om denne bevægelses omfang (se TBC, 05/02, 05/03, 08/09, 09/04, osv.), så vi vil her kun omtale den ødelæggende virkning, den har haft på "sund lære."
Marketing har sin plads i erhvervslivet. Men når den anvendes i kirken, er det frygtelig ødelæggende for bibelsk undervisning. Det åbenlyse problem er, at markedsføringens hovedfokus er på kunden, eller forbrugeren: han eller hun skal altid være tilfreds med, hvad der tilbydes. Dette har forårsaget, at tusindvis af "evangeliske" kirker, der har tilsluttet sig den søger-følsomme tilgang, har bortfiltreret de ting fra Bibelen, der er krænkende for de ufrelste mennesker, som er blevet tiltrukket af deres kirker. Fra et marketing-synspunkt kan visse doktriner i Bibelen (selvom de udgør en sund doktrin og omfatter overbevisning om synd - for ikke at nævne evangeliet selv) støde forbrugeren. De skal derfor bort for at sikre, at "kunden" vil blive ved med at kommer igen.
CGM har inficeret tusindvis af kirker rundt om i verden og har bidraget meget til opfyldelsen af 2 Tim 4:3-5. Resultatet er en "evangelikal" kirke, der er blevet vænnet fra Guds ord. En sådan åndeligt anæmiske tilstand har skabt hundredtusinder af svage og bibelsk set overfladiske kristne, der ligesom stumme får, har været henvist til ske-mad af markedsføringsprægede hyrder. Ikke alene kan de ikke tåle "den sunde lære," men de vil heller ikke længere være i stand til skelne de bibelske sandheder fra fejl. Hvad mere er, kaldet til være som Berøanerne og søge Skriften for at se, om det, man bliver undervist i af kristne ledere, er bibelsk sandt (ApG 17:10-11), er funktionelt bragt til tavshed hos mangfoldige evangelikale.
CGM er blot en af de religiøse trends i vore dage, der har forårsaget, at kirken "glider bort" fra Skriften. Bortglidnings-processen i sig selv er Satans primære strategi for at vende menneskeheden bort fra Guds ord, hvilket han reelt gjorde lige fra starten i sin forførelse af Eva i Edens have: "Har Gud virkelig sagt...?" At plante frø af tvivl og gøre brug af bedrag er tydeligvis hans midler, men hvad er hans mål, og hvor fører alt dette hen?
Ifølge Skrifterne er verden på vej mod en én-verdens religion, ledet af den sataniske ”lovløshedens menneske”, Antikrist. (2. Thess 2:3-4 ). Hans religion vil være en frafalden kristendom, som vil være en betydelig fordrejning af, hvad Bibelen lærer, men den vil opretholde en "positiv" kristen overflade. Antikrist’ religion og kirke har været under udvikling i årtusinder. Der skal ikke stor indsigt til at se, at den er ved at tage form for øjnene af os. [En kort sætning om bortrykkelsen er udeladt]
Økumeni, der oprindeligt betød processen med at forene kristne trosretninger, afvigende grupper, og "kristen" kulter, er blevet udvidet til i dag at omfatte "folk af tro" (dvs. enhver og alle trosretninger). Dette er den vigtigste ressource for udvikling af en én-verdens religion og kirke. Da de fleste bibelske doktriner er en anstødssten for økumeniske overenskomster, bliver de afvist af hensyn til harmonien. Som anført ovenfor har den profeterede afvisning af sund lære banet vejen for økumenisk enhed. Med forvrængning eller ophævelse af læren om Kristus og Gud, er endog Gud blevet effektivt opgivet: ”Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen”. ( 2. Joh 9 ).
For de, som bekender sig til Kristus, er tomrummet fra den sunde bibelske lære ifølge de, der kan skelne Guds anvisninger, blevet forførende udfyldt af veje, der forekommer en mand rigtig ”… og dog ende med at føre til døden”. (Ordsp 14:12 ). Døden indebærer adskillelse. I den fysiske død betyder det en adskillelse af sjælen og ånden fra kroppen. Men det henviser også til adskillelsen af sig selv fra sandheden ved at vende sig til menneskets vej. Denne betingelse er udbredt i Kristendommen og har fremmet agendaer, der har syntes rette, men vil have forfærdelige konsekvenser i og med deres udvikling til frafald.
I del 1 og 2 i denne serie præsenterede vi eksempler fra kirkehistorien på forskellige forsøg på at etablere Guds rige eller et kristent Utopia på jorden, eller på at indføre Kristen Dominionisme. Den kendsgerning, at det er mislykkedes for alle at fuldføre deres ubibelske agenda, har ikke afskrækket fra yderligere bestræbelser, som synes at være så meget desto mere nidkære i vore dage. Hvad der er endnu mere slående angående sådanne bestræbelser - som bemærket i del 2 (se TBC 11/10) - er, hvordan adskilte bevægelser, der hævder at være kristne, er gået sammen for at støtte at "fixe", "genskabe", "forløse", "tage herredømme over" eller "løse problemerne" i verden forud for Jesu genkomst. Nogle erklære, at Kristus ikke kan vende tilbage, før hans tjenere (dvs. de kristne) har opfyldt "den store opgave" at genoprette og etablere Guds rige på jorden.
Som vi har set, er meget af det, der er foreslået ovenfor, blevet lært af vidt forskellig kristne grupper og bevægelser, som alligevel hævder at holde sig til Bibelen: Latter Rain/Manifest Sons of God og Kongerige-Dominionismen i pinsebevægelsen og hos karismatikerne, Amillennialismen hos De Romersk Katolske og Lutheranerne, Reconstructionisterne og Preteristerne i Calvinismen og den Reformerte teologi, den globale P.E.A.C.E agenda og den Grønne Miljøbevægelser hos de neo-evangelikale samt den jordbundne kampagne i Emerging Church bevægelsen. Ikke tilfældigt, har Mormonerne og Jehovas Vidner beslægtede eskatologiske synspunkter. Hvad så med de liberale og de venstreorienterede kristne, der går ind for "det sociale evangelium" og viser ringe interesse for bibelske sandheder, men er en meget stor og højrøstet del af kristenheden? Utroligt, de passer også meget belejligt ind i denne religiøse, ubibelske "fix jorden" enighed.
En nyere bog, der klart viser denne forbindelse, har titlen The Hole in Our Gospel, forfattet af Richard Stearns (Thomas Nelson, pub., 2010), præsident for World Vision USA (se s. 8 for en gennemgang). Bill Hybels' Willow Creek Church indkøbte 10.000 eksemplarer, og kirker, der er en del af Willow Creek Association, har ligeledes bestilt tusindvis af bøger. Fem sider af påtegningen omfatter bl.a. Chuck Colson, Kay Warren, Bono, Jim Wallis, Tony Campolo, Max Lucado, Ron Sider, Eugene Peterson, Alec Hill, og Leighton Ford. Denne årgang (af hvilken vi planlægger en omfattende kritik) er overdrysset med citater af katolske helgener og mystikere sammen med Nobel Laureate Mother Teresa ("plakat barnet" for Stearns budskab). Et påstået citat af Frans af Assisi sætter temaet for bogen: "Forkynd evangeliet altid; hvis det er nødvendigt, da brug ord" (s. 23).
Stearns's tese er, at kristne har et hul i deres evangelium, hvis deres liv ikke viser gode gerninger. De "gode gerninger", som Stearns har i tankerne, fokuserer især på at opfylde fysiske behov for de fattige og korrigere sociale uretfærdigheder over hele verden. Om dette er muligt eller ikke, så er der ikke mange argumenter imod hans oprigtighed - eller tvivl om ædelheden i hans målsætning. Men er det bibelsk?
Fra start til slut omgår og misbruger Stearns Skriften i sit forsøg på at bevise sin sag. For eksempel er han i det mindste forvirret over det bibelske evangelium. Han taler fejlagtigt om Matt 25:31-46 som den endelige dom over de frelste og de fortabte: "De, hvis liv var kendetegnet af handlinger i kærlighed - gjort mod ”de mindste af disse” - blev velsignet og budt velkommen af Kristus i sin Faders rige. De, der havde undladt at reagere, hvis tro ikke havde fundet udtryk i medfølelse med de trængende, blev forvist til evig ild" (s. 53).
Selv om han forsøger at kvalificere sit gerningsevangelium ved at sige: "Det betyder ikke, at vi bliver frelst ved at ophobe tilstrækkeligt med gode gerninger til at tilfredsstille Gud" (s. 59), så fortæller han os et andet sted om eksemplet med Lazarus og den rige mand: "Den ligefremme konklusion er, at den rige mand gik til helvede på grund af hans rystende apati og manglende handling på trods af den baggrund af skævhed, der var, imellem hans rigdom og Lazarus's fattigdom" (s. 187).
Hele indholdet af bogen underbygger et socialt evangelium, der tilskynder læseren til at arbejde på at genoprette vores planet til retfærdighed: "Jesus søger en ny verdensorden, hvor hele dette evangelium, stemplet af medfølelse, retfærdighed og proklamering af de gode nyheder, bliver en realitet, først i vore hjerter og sind, og derefter i resten af verden gennem vor indflydelse. Dette er ikke et fjernt kongerige, der kun skal opleves i det hinsidige. Kristi vision var en forløst verdensorden, befolket med forløste mennesker - nu "(s. 243-44). Han irettesætter de kristne for at være "så himmelsindede, at de ikke er et jordisk gode" (s. 2) og tilføjer, "hvis Jesus var villig til at dø for denne problemfyldte planet, er jeg måske også nødt til at bekymre mig om den" (s. 2). Skriften lærer faktisk, at troende ikke må misbruge planeten, men det ligger langt fra den vildfarelse, at man skal forsøge at renovere den moralsk og fysisk gennem sine "gode gerninger". Brevet til hebræerne, der ærer de gamle hellige som de forbilleder i troen, vi bør efterligne, fortæller os, at de så sig selv som "fremmede og udlændinge på jorden", og at deres ønsker gjaldt "et bedre land", dvs. Himmelen (Hebr 11:13-16).
Alligevel erklærer Stearns: Evangeliet i sig selv blev født af Guds vision om et ændret folk, udfordrende og omdannende de fremherskende værdier og praksis i vor verden. "Jesus kaldte den deraf følgende nye verdensorden for "Guds Rige "... og sagde, at den ville blive en realitet gennem Hans tilhængeres liv og gerninger"(s. 2-3). I modsætning til titlen på hans bog er der mere end et "hul" i evangeliet, Stearns fremelsker. Det er helt klart et "andet evangelium" (Gal. 1:6-7 ), en "social revolution" (Stearns' betegnelse), som vil vildlede mange og ingen frelse, skønt det bringer mange sammen. Stearns citerer Rick Warren: "Den første Reformationen ... var om trosbekendelser, denne kommer til at handle om vore gerninger. Den første delte kirken; denne gang vil det samle den" (s. 51).
Denne bog vil endnu mere end Warren's umådeligt populære Purpose Driven Life (som var en platform til at løse verdens problemer gennem hans global P.E.A.C.E. Plan), samle bekendende kristne og tilhængere af verdens religioner, såvel som ateister, der er opsat på at demonstrere deres moralske sans’ gud - ved at gøre gode gerninger. Gernings-frelse er tros-systemet for alle trosretninger – bortset fra bibelsk kristendom. Desuden modtager de forskellige programmer, der fremmer en sådan tro og praksis, respekt og finansiel støtte i verden - så længe de imødekommer den sociale velfærd for masserne uden at missionere.
Ifølge Skriften er der noget frygteligt galt, når verden forsvarer kirken og dens programmer. Vi har set eksempler på dette gennem århundrederne hos kristne organisationer, der havde en vidunderlig begyndelse, men nu er gledet bort fra troen. Hvornår var du sidste udsat for det mindste kristelige fra KFUM (Young Men's Christian Association)? Hvornår har du sidst modtaget en evangelisk traktat fra Frelsens Hærs "klokke-ringer" i indkøbscenteret? Desuden, prøv så at finde evangeliet eller en opfordring til direkte at forkynde evangeliet i World Vision USA's missions-erklæring. Det er der simpelthen ikke - helt tilsigtet. Disse organisationer er alle bukket under for det timelige bedrag.
Disse vrangforestillinger bliver manifesteret, når menneskers vej implementeres for at opfylde fysiske behov på bekostning af, hvad Gud ønsker for os i al evighed. Intet må have forrang for forkyndelsen af det bibelske evangelium, for det er ikke bare menneskehedens eneste håb, men det evige håb. Enhver fremgangsmåde til præsentation af evangeliet, som ikke klart og direkte kan afspejle Bibelens sande indhold, vil være en forvrængning af det, uanset hvor rigtigt eller praktisk det kan virke. Enhver person, der deltager i programmer, praksis, eller tro, som ser bort fra de profetiske advarsler i Guds Ord om de sidste dages begivenheder, kan meget vel blive en uvidende bidragsyder til Antikrist’ frafaldne religion.
Jesus giver den modgift og de forebyggende foranstaltning, der vil beskytte en troende imod at blive påvirket og "taget til fange" (2. Tim 2:26) af et stigende antal timeligt orienterede tendenser og bevægelser i dag:
»Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« (Joh 8:31-32).
Kilde: http://www.thebereancall.org/node/8953
