Fra ”Hemmeligheden ISRAEL”.Af Marius Jørgensen.
”I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.
O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?« Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.” Rom 11,28-36.
Overskriften giver Guds svar på alle "hvorfor," der har rejst sig gennem disse kapitler og åbenbarer hans endelige hensigt med det hele. Der er noget vidunderligt forløsende i at få dette lys over Guds hemmelighed med Israel, som i sidste ende også angår hele verden. Det bliver åbenbaret efterhånden, som Gud lukker hemmeligheden op for os ved sin Ånd. Hvad venter der ikke i fremtiden, så sandt Gud er trofast og sandfærdig og ikke kan fornægte sig selv?
Fjender af evangeliet
Vers 28: Det ligger netop forude. Det er ikke sket endnu, og Paulus er ganske nøgternt klar over den øjeblikkelige situation for sit elskede Israel: "Ses der hen til evangeliet, er de fjender for jeres skyld!" Men det er jo ikke værre end det, der er sagt om hedninger flere andre steder. Også de er af natur fjendtlige over for Gud (Kol 1,21 m.fl.).
Men så alligevel: Det er på grund af evangeliet, de er fjender. Det er altså det, der har vakt deres fjendskab til den højde, der måtte blive til Jesu død. Det er gudsåbenbaringen i Kristus, der har tårnet fjendskabet op til afsindighed, og grunden er den samme, som gjorde, at de ikke opnåede retfærdighed for Gud: de troede sig ikke ind i Kristus, men troede, at de selv skulle og kunne blive retfærdige ved deres egne fromme gerninger. Det er gået dem efter Jesu ord i Matt 20,15: "Er du ond, fordi jeg er god?" eller Johs 8,45: ”Mig tror I ikke, fordi jeg siger jer sandheden." Måske kan dette ufattelige belyses med Slm 109,4-5: "Til løn for min kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel bøn; de gør mig ondt for godt, gengælder min kærlighed med had.
Det er en gåde, at evangeliet, den højeste åbenbaring af Guds kærlighed, skulle kunne vække det dødelige, blinde had. Men det må gå sådan, hvor den afvises, når afvisningen har sin grund i selvtilstrækkelighed.
For denne kærlighed er jo kærlighed til det fortabte, og vil man ikke finde sig i den dom, der ligger i kærligheden, så må man hade den, hvis man vil hævde sig. Sådan er det ikke alene for jøder, men for enhver farisæer og alle selvhjulpne til alle tider. Det bliver en indre psykologisk nødvendighed, der tager magten over én, så man må hade.
Der er en tilføjelse til denne tekststump: "fjender, for jeres skyld!" Forklaringen har vi i v. 11b; 12a og 15a: Vi fik det, de afslog! Men når Gud har haft hånd i hanke med dette fjendskab (v. 7b), må det vel også indebære, at de bærer på en byrde for vores skyld. Og så skulle vi hellere elske end fordømme dem - og glæde os til den dag, hvor Gud tager forhærdelsens byrde fra dem igen, sådan som apostlen selv så det.
For fædrenes skyld
For bag deres øjeblikkelige indstilling ligger alligevel det, at de ifølge udvælgelsen er elskede for fædrenes skyld! Det betyder dog ikke, at der er modstrid mellem udvælgelsen og evangeliet, for der er den forskel, at i udvælgelsen er det ene og alene Gud, der bestemmer, men i forhold til evangeliet får vi lov til at være medbestemmende. Vi kan sige ja eller eventuelt nej, og siger vi ja, bliver der ingen modstrid. Den kommer kun, hvis vi tager udvælgelsen som vores egen og siger nej til evangeliet.
"Elskede for fædrenes skyld." Det var dem, Moses brugte som det sidste argument i bønnen for det frafaldne folk, da Gud ville tilintetgøre det i 2 Mos 32, og det bøjede Gud sig for. Fjendskabet mod evangeliet ligger hos Israel på grund af en misforståelse af udvælgelsen, som om de ved, den var noget i sig selv. Derfor hovmodede de sig af udvælgelsen i stedet for at være ydmyge og taknemmelige for den.
Når så evangeliet kom og satte dem på synderens plads sammen med alle andre, og dermed slog hovmodet for panden, så måtte misforståelsen af udvælgelsen føre til fjendskab mod evangeliet. De var gode nok uden det, for de var jo de udvalgte! Af og til hævdes det, at Israel på en særlig og udelukkende måde er under Guds vrede. Der kan være noget om det, men man kan ikke ensidigt hævde det, når her står, at de faktisk er elskede for fædrenes skyld. For det er da Guds kærlighed til dem.
Her får kærligheden en usædvanlig begrundelse. Tænk på Abraham, der blev kaldt Guds ven. Normalt begrunder Gud sin kærlighed som i Es 43,25: "for min egen skyld," og vi har lært, at vi er elsket for Jesu skyld på grund af "gaven i det ene menneskes Jesu Kristi nåde" (Rom 5,15). Vi har også lært, at gennem ham breder Guds velbehag sig til de mange. Det er for Kristi skyld, Gud vil have med os at gøre. Men alligevel står her: "elskede for fædrenes skyld," og det tyder på noget særligt for Israel - fædrenes afkom.
Udvælgelsen begyndte med fædrene, "fordi Herren elskede jer og ville holde den ed, han tilsvor jeres fædre" (5 Mos 7,6-8). Gud havde sluttet et edsforbund med fædrene, og derfor fortsatte han med Israel trods deres ulydighed, også selv om han ofte måtte vise dem sin vrede (9,22a). Han løber ikke fra sin ed. Den spiller en stor rolle for de troende i Israel (sml. Luk 1,72f.; Hebr 6,17-18). Der er noget dobbelt urokkeligt her, for at vi ved to urokkelige kendsgerninger (løftet og eden) skulle have en stærk trøst! Det er en umulighed for Gud at lave om på nogen af de to, fordi han både er trofast og sandfærdig. Derfor er det lige så umuligt, at han kan lyve (se Rom 3,1-8). Det er noget, som ligger i Guds væsen og vilje, og derfra stammer også hans edsforbund.
