Fra ”Hemmeligheden ISRAEL”.Af Marius Jørgensen.
Barmhjertighedens vej
Men evangeliets under er, at det slet ikke er i den hensigt, Gud har indesluttet dem, men det er sket, for at han kunne (komme til at) forbarme sig over alle. Her er ingen forskel på jøde og hedning (10,12 m.fl.).
Heller ikke når det hedder: "Thi alle er I én i Kristus Jesus" (Gal 3,28), eller når der står: "Kristus er alt og i alle" (Kol 3,11). Det bliver det helt og fuldt, når Israels tilsidesættelse hæves ved, at dækket fjernes fra deres hjerter, og de ser ham, de har gennemstunget (Zak 12,10). Bliver deres sorg stor over den enbårne, så bliver fryden også mangfoldig (Es 9,3).
Langs denne barmhjertighedens vej kæmper Gud sig frem til vejs ende, og resultatet skal nok blive som liv af døde. Vers 32 er som brændpunktet i hele evangeliets udfoldelse i en fortabt verden. Hvem vil fryde sig mest, når Gud har ført alt dette til fuldendelse, så Kristus kan komme til at fylde alt i alle uden begrænsning - jøder eller hedninger, barmhjertighedens Fader, englene eller Sønnen selv? Jeg kan ikke sige det, for Bibelen fortæller, at det bliver usigeligt i 1 Pet 1,8.
Men jeg synes, jeg har mærket noget til lovsangens dybeste toner, som fandt klangbund i mit hjerte, mens jeg har fået lov til at arbejde med disse kapitler og er begyndt at se de underfulde ting i Herrens lov. Ofte har de sidste fire vers været det bedste udtryk for, hvad jeg selv følte ved det, der lukkede sig op for mit indre blik. Her til sidst skal vi se på de fire vers.
Æren er Guds
Vers 33: Dyb har der været mange af. Ofte stod tanken svimlende stille for de perspektiver, der åbnede sig her: Kan jeg vove at se dybet og fortælle, hvad jeg ser, uden at blive misforstået, eller det bliver misbrugt og "fordrejet til deres egen fortabelse," som Peter frygtede, når det gjaldt vanskeligt forståelige ting i Paulus' breve (2 Pet 3,15f.). Men når Ånden ransager Guds dybder for at vise os dem, så tør vi ikke lade være at se, for det ville bedrøve ham (l Kor 2,10-12).
Hvor uransagelige var ikke hans domme mange gange i historiens løb - hans domme for at frelse (Slm 76,10). Hvor let var det ikke at misforstå hans domme, fordi man ikke anede hans barmhjertighed bag dem: "Hans barmhjertighed er over alle hans gerninger" (51 145,9). Hvor usporlige var ikke hans veje, når han ned gennem tiderne banede vej, hvor der ingen vej var!
Tænk bare på det, vi har fået åbenbaret om forhærdelsens salige, frygtelige hemmelighed. En af de gamle fædre har sagt noget om det: Frygtelige fald, som fik så salige følger - ved Guds barmhjertighed! Alt tog han i sin tjeneste for at opfylde sine formål. Vist kan det misbruges, men det vil de rene af hjertet ikke gøre (Judas 4).
Vers 34a er vel mest henvendt til de mange indvendinger, vi har mødt, især fra de kloge hedninger, men s v. 34b siger os, at den Gud, der har haft alt dette gennemtænkt fra evighed af, ikke trænger til nogen rådgiver (Slm 111,2).
Vers 35 henvender sig nærmest til det Israel, der mente at kunne fortjene noget, så de havde noget at give Gud, som han ville sætte pris på:
"Den, der har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen efter fortjeneste" (kap. 4,4). Men det er en absurd tanke, at Gud skulle komme til at skylde nogen skabning noget som helst, når han først har givet os alt, hvad vi har og er - for så skylder vi ham jo alt på forhånd. Vi står i gæld til Gud for hvert atom i os, for legeme, sjæl og ånd. Hvad har du, som du ikke har fået givet? (l Kor 4,7).
Konsekvensen af det hele bliver derfor:
"Af ham og ved ham og til ham er alt" (v. 36) Det er livets inderste grund, tilværelsens uransagelige dyb, bygget med al hans visdom, rigdom og indsigt! Paulus har citeret alle de mange spørgsmål fra Det gamle Testamente, og han har fået lov til at give os uhyre meget af det, alle disse spørgsmål råber efter. Vi har kunnet se alt det, han nævner gennem det lys, der er formidlet til os gennem disse kapitler - og de otte foran. Nu ved vi noget om alt dette fra Herren selv.
Facit af det hele bliver da: "HAM tilhører æren i al evighed! Amen" (v. 36). Det er sandt. Og hvis han får den ære af os, som kun tilkommer ham, så får vi ved hans barmhjertighed alt det, han forud har beredt os til i Jesus Kristus. Skal vi så ikke indstille os på det facit, at han har gjort alt for at kunne forbarme sig over alle?
Så lad det gå, som ham behager,
der af forbarmelse er fuld,
jeg ved, han giver eller tager,
så er han nådig, tro og huld,
lad ham mig føre op og ned,
hans vej er alt barmhjertighed.
Ved denne grund jeg fast vil blive,
så længe jeg på jorden går,
det vil jeg tænke, tale, drive,
så længe mig en åre slår.
Hist synger jeg i englekor:
Barmhjertighed, hvor er du stor!
