Fra Thebereancall.org/Den 1. juni 2005.
Af Dave Hunt.
Israel er det vigtigste emne i Bibelen. Ordet "Israel" optræder 2.565 gange i 2.293 vers. Tilstrækkeligt med profetier er allerede opfyldt i Israels unikke historie til at bevise, at "Israels Gud" (203 gange) er den sande Gud.
I Zak 12:2-3, siger Han:
”Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for alle de omboende folk; også Juda vil blive ramt, når Jerusalem belejres. På den dag gør jeg Jerusalem til en tung sten for alle folkene; de, der forsøger at løfte den, vil rive sig til blods. Så samles alle jordens folk mod byen”.
Dette er en fantastisk profeti, ikke blot at Jerusalem, som da var i ruiner, ville blive en byrde for hele verden; men at alle Israels naboer ville blive forenet mod byen. De har bekæmpet hinanden i fortiden. Men i dag et det første gang i historien, at "alle de omboende folk" er forenede af Islam for at ødelægge Israel.
I mere end 50 år har naboer indledt overraskelsesangreb imod Israel, men Israel har vist sig at være militært overlegen, selv om naboerne oversteg dem med 40-1.
Gud sagde: "På den dag gør jeg Judas slægter til et ildbækken i træstykker og til en flammende fakkel i neg. De skal fortære alle de omboende folk til højre og venstre; men Jerusalem skal blive liggende, hvor den ligger, i Jerusalem.” (Zak 12:6). De muslimske naboer har hver gang lidt et sviende nederlag, men de foregiver en vilje til fred, i håb om at bedrage og i sidste ende ødelægge Israel - en strategi, fastlagt af Muhammed.
Den virkelige kamp står ikke imellem arabere og jøder, men imellem Allah og Jahve. Der er ingen tvivl om resultatet, men det vil blive dyrt for begge parter: Israel vil blive alvorligt straffet for oprør, og dets fjender vil blive ødelagt.
Præcis som forudsagt, er Jerusalem en byrde for alle mennesker i verden. Mere end 60.000 individuelle stemmer er afgivet i FN mod Israel. Denne lille nation med en tusindedel af verdens befolkning har besat en tredjedel af FN's tid - en byrde ja!
Skeptikere beskylder kristne for at forsøge at passe aktuelle begivenheder ind i Bibelen og hævder, at ingen anerkendte sådanne profetier, før Israel blev dannet i 1948. Tværtimod, de fleste evangeliske kristne har i århundreder prædiket jødernes tilbagevenden til deres eget land ud fra Bibelen. Selv John Owen, en førende calvinist, skrev i det 17. århundrede: "Jøderne skal samles ... i deres hjemland". [1] Det var også den opfattelse, som digterne John Milton, John Bunyan, Roger Williams, Oliver Cromwell og mange andre havde.
Martin Luther skrev: "Hvis jøderne er Abrahams efterkommere ... [burde de være] tilbage i deres eget land [med] deres egen stat. Men ... [de er] spredt og foragtede". [2] Han afskrev derfor jøderne som Guds udvalgte folk og forfulgte dem. Men i dag er jøderne tilbage i deres eget land efter 2.500 års adspredelse til hele verden, og taler hebraisk ligesom kong David gjorde for 3.000 år siden. Intet andet folk er vendt tilbage og har genoprettet deres egen nation og sprog efter at være blevet kastet ud af deres land i så lang en periode.
Nogle profetier, der kun gælder for vore dage, er skræmmende, idet de forudsiger Guds dom. Sproget er ofte livagtigt:
”Så sandt jeg lever for evigt, vil jeg hvæsse mit lynende sværd og min hånd gribe fat om koggeret; jeg tager hævn over mine fjender, gør gengæld mod dem, der hader mig. Jeg beruser mine pile i blod, mit sværd skal fortære kød, blodet af faldne og fanger, hovederne af fjendens høvdinge”. (5. Mos 32:41-42).
”For se, Herren kommer i ild, hans vogne er som et stormvejr; han slipper sin vrede løs i en brand og sin harme i flammende ild. For Herren fælder dom over alle mennesker med ild og med sværd, og mange bliver dræbt af Herren”. (Esaj 66,15-16).
”Den dag skal de, der er dræbt af Herren, ligge over hele jorden. Der skal ikke holdes ligklage over dem, de skal ikke samles sammen og begraves, men blive til gødning på jorden”. (Jer 25:33).
Spørgsmålet stilles ofte, om USA (eller Canada, Australien o.a.) er omtalt i Bibelens profetier. Selvfølgelig er de det! Skriften erklærer, at alle nationer i verden vil gå sammen om at invadere Israel i de sidste dage og blive ødelagt:
"På den dag agter jeg at udrydde alle de folkeslag, som rykker imod Jerusalem;” Zak 12,9.
"Da samler jeg alle folkeslag til krig imod Jerusalem; byen bliver indtaget, husene udplyndret, kvinderne voldtaget. Halvdelen af byen må gå i landflygtighed, men resten af folket skal ikke udryddes fra byen. Herren vil rykke ud til angreb på disse folkeslag, som når han angriber på kampens dag. På den dag skal han stå på Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem” (Zak 14:2-4).
Men vil USA ikke blive skånet som ven af Israel? Faktisk har det amerikanske udenrigsministerium ofte været imod Israel. Sådan var det i Yom Kippur-krigen. I et snigangreb (oktober 1973) overmandede 80.000 egyptere 500 israelske forsvarere langs Suez, og 1.400 syriske kampvogne fejede ned ad Golan med kun én israelsk tank i tjeneste til at imødegå dem. Israel blev taget på sengen. De fleste af dets væbnede styrker var på ferie. Angribernes indledende succes opildnede den arabiske verden sådan, at ni andre arabiske stater havde travlt med at slutte sig til massakren.
Historikeren, David A. Rausch skriver: "Jordans kong Hussein sendte to af sine bedst pansrede brigader til Syrien. Saudi-Arabien og Kuwait garanterede økonomisk for de enorme omkostninger, mens de sendte tusindvis af tropper til bekæmpelse af israelerne. Kuwait udlånte sine britisk-fremstillede Lightning jetfly til Egypten. Libyens Muammar Gaddafi sendte fyrre fransk-fremstillede Mirage III jagere og 100 kampvogne. Irakiske MiG jagerfly samt tank- og infanteri- divisioner kæmpede om Golan-højderne, mens en eskadrille af irakiske Hunter fly blev anvendt af Egypten. Araberne forudsagde udryddelse af den jødiske stat og "befrielse" af Palæstina ...." [3]
Sovjetunionen blokerede ethvert FN forsøg på våbenhvile og genbefæstede de arabiske styrker med våben og forsyninger ad søvejen og ad luftvejen. Det var det nærmeste, Israel nogensinde kom på at blive besejret. Men da krigen sluttede, var de israelske tank-kolonner i udkanten af Damaskus og Kairo, og kunne have taget disse byer, hvis de ikke var vendt om. Tragisk, Israel led et tab på omkring 3.000 døde. Det ville kunne sammenlignes med, at amerikanerne mistede 150.000. Uden en række mirakler fra Gud, ville Israel ikke have overlevet.
Hvor var deres ven, De Forenede Stater? Snesevis af notater blev sendt til Nixon’s Hvide Hus af America’s National Security Administration (NSA) om, at et arabisk Pearl Harbor var ved at blive iværksat imod Israel. Nixon sad på dem. Kissinger gemte sig på Waldorf Astoria Hotel i New York dagen for angrebet og ventede yderligere tre dage, før han indkaldte FN's Sikkerhedsråd. Idet de nægtede at haste med det desperate behov for militære forsyninger til Israel, sagde Det Hvide Hus, at man skulle passe på ikke at ærgre araberne og forårsage en oliekrise.
Seks år tidligere - 8. juni 1967, den fjerde morgen i "Seksdageskrigen" - ankom USS Liberty, et elektronisk aflytnings-fartøj, ud for Sinai kysten og begyndte at suge al israelsk militær-kommunikation til sig, hvorefter det videresendte det hele til den britiske efterretningstjenestes gigantiske computer-installation på Cypern. Derfra blev komplette kort over hver eneste israelsk militær bevægelse sendt på forhånd til de arabiske væbnede styrker. Med denne hjælp kunne araberne have været i stand til at bruge deres overvældende talmæssige overlegenhed til at vende krigen. Israel havde intet andet valg end at sænke Liberty. Selvfølgelig skreg medierne op om dette "koldblodige angreb." Ingen troede Israels offentlige undskyldning, at Liberty var blevet forvekslet med et fjendtligt egyptisk skib, og hverken USA eller Israel har offentligt fortalt sandheden.
Ja, USA vil også angribe Israel, og det vil blive straffet ved Armageddon. Gud siger ligeud, at han vil bringe alle nationer imod Israel for at ødelægge dem:
”Som en sky skal du trække op imod mit folk Israel og dække landet. Når tiden er gået, skal det ske. Da fører jeg dig, Gog, imod mit land, for at folkene skal kende mig, når jeg viser min hellighed på dig for øjnene af dem.
Dette siger Gud Herren: Var det ikke dig, jeg talte om i fortidens dage ved mine tjenere, Israels profeter? De profeterede dengang, at jeg ville føre dig imod Israel. Når Gog rykker imod Israels land, siger Gud Herren, stiger en voldsom harme op i mig, og jeg taler i min lidenskab, i min flammende vrede. Ja, den dag skal der komme et stort jordskælv over Israels land. Alle skal skælve for mig, havets fisk, himlens fugle, de vilde dyr, alle krybdyr, der kryber på jorden, og alle mennesker på jorden.
Bjergene jævnes med jorden, klippevæggene falder, og alle bymure styrter sammen. Jeg nedkalder sværdet over ham på alle mine bjerge, siger Gud Herren. De skal rette deres sværd mod hinanden. Jeg fælder dom over ham med pest og blod, og jeg lader skylregn, hagl, ild og svovl regne ned over ham og hans tropper og over de mange folkeslag, der er sammen med ham. Sådan viser jeg min storhed og hellighed og giver mig til kende for øjnene af mange folkeslag. Så skal de forstå, at jeg er Herren”. (Ezek 38:16-23)
Dette er et skræmmende sprog! Hvad er årsagen til denne "store rystelse" af hele planeten og ethvert levende væsen på den? Gud er personligt kommer til jorden, som Han gjorde på Sinaibjerg, da han gav loven - og Han vil tage hævn over Israels fjender!
Der er særligt to grunde til Guds dom: "I de dage og på den tid, når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne, samler jeg alle folkeslagene og fører dem ned i Joshafats dal. Dér vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min ejendom, Israel, som de spredte blandt folkene. De delte mit land imellem sig og kastede lod om mit folk”. [2] (Joel 3,1-3a).
Selvfølgelig har alle nationer deltaget i forfølgelsen og spredningen af jøderne fra land til land i 2.500 år. Den anden årsag til, at Guds dom falder på alle nationer, er dog noget, der kun har fundet sted inden for vores generation: "De har ... skilt [delt] mit land".
Israel er blevet løbet over ende af angriberne mange gange - men aldrig opdelte nogen sejrherre landet. En sejrherre deler ikke sit rov med andre. Men siden Første Verdenskrig har alle nationer forenet sig om at opdele Israels land.
Balfour-erklæringen fra 1917, Fredskonferencen i Paris i 1919 og principerklæring fra Folkeforbundet i 1922 erkendt alle, at den jord, der var blevet kendt som "Palæstina" (siden Romerne omdøbt Israel i år 135), tilhørte jøderne. Det blev afsat til at blive det nationale hjemland for det jødiske folk, "internationalt garanteret, og ... formelt anerkendt som hvilende på gamle historiske sammenhænge." Selvfølgelig binder historien Israel sammen med hele "Palæstina".
Storbritannien fik mandat til at holde øje med, at jøderne blev sikkert bosat der. Opdagelsen af store reservoirer af olie under arabisk jord forårsagede, at Storbritannien holdt jødiske immigranter ude og lod i titusindvis af arabere komme ind. Lige da millioner af jøder desperat havde brug for en oase, de kunne flygte til fra Nazi-Tyskland, begrænsede Storbritannien's Hvidbog i 1939 de jødiske immigranter til 10.000 om året i højst fem år, plus ekstra 25.000 "flygtninge" i denne periode – så blev døren til Palæstina endelig lukket for jøderne. Da nazisterne havde bestemt 11 millioner jøder i Europa til udryddelse, trodsede kvoten på 25.000 Gud og samvittigheden.
Et år tidligere, havde præsident Roosevelt samlet delegerede fra 32 lande i Evian, Frankrig, for at drøfte den forværrede situation for jøderne. Roosevelt gjorde det klart, at USA ikke ville gøre noget. Storbritannien sagde, at der ikke var plads i Palæstina, og det var ikke til diskussion. Nationerne bekendte deres store sympati for Europas jøder, som, alle vidste, ville blive udryddet, men de kom med forskellige undskyldninger for, hvorfor de ikke kunne gøre noget for at gribe ind.
Hitler erklærede kløgtigt, "Vi ... er klar til at stille alle disse forbrydere til rådighed for disse lande ... endog på luksusskibe". Da konferencen endte med, at jøderne blev helt opgivet, hånede Hitler deltagerne: "Det blev for nylig betragtet som helt uforståeligt, hvorfor Tyskland ikke ønskede at bevare sin befolkning ... jøderne ... [dog] synes disse lande på ingen måder at ønske at [modtage dem] nu, da denne mulighed tilbydes". Hele verden var Hitlers partnere i at ødelægge jøderne!
I 1944 tilbød Hitler at sælge 500.000 ungarske jøder for 2 dollars pr. stk. til de allierede - men ingen ville tage dem! England sagde, at der "ikke var plads" i Palæstina til dem! I 1943 havde Storbritannien og USA aftalt ikke at sige noget om eller gøre noget ved holocaust, idet de frygtede, at hvis Hitler blev presset, ville han dumpe jøderne på kritikerne. De allierede afviste standhaftigt gentagne presserende appeller fra jødiske organisationer om at bombe de jernbanelinjer, der gik ind og ud af udryddelseslejrene. Gud vil dømme alle nationer!
Efter krigen søgte en strøm af afmagrede overlevende fra Hitlers døds-apparater at nå "Palæstina" i halv-synkende skibe. Nogle, som fik den jord, Gud havde givet dem som en evig arv, indenfor synsvidde (1. Kong 16:15-18), blev drevet tilbage af den britiske flåde og sat i interneringslejre på Cypern. Mange, der havde held til at finde ly i, hvad der ville blive den nye jødiske stat, Israel, blev samlet op af Briterne og flyttet til disse lejre. Storbritannien skabte Jordan ud af det meste af det Forjættede Land. Det Britiske Imperium’s fald, hvor "solen aldrig gik ned," kan regnes fra det tidspunkt, hvor Storbritannien forrådte jøderne - endnu en opfyldelse af profetien, "Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande… « " (1. Mos 12:3).
Da FN omsider stemte for en deling af Palæstina den 29. november 1947 (FN Res. 181), fik Guds "udvalgte folk" omkring 13 procent af den jord, der engang havde tilhørt dem! Således gik Joels profeti i opfyldelse, at alle nationer ville slutte sig sammen for at dele Israel. Den eneste del af denne profeti, der mangler at blive opfyldt, er dommen over folkeslagene for at have "delt" Guds land: "Der må ikke sælges land uigenkaldeligt [deles], for landet er mit;" (3. Mos 25:23)
Guds vrede vokser sig større imod denne verdens nationer for at berøve Israel, hvad Han gav dem. Men i fortsat modstrid med Guds ord har hvert fredsudspil, som Vesten har pålagt Israel, involveret yderligere opdeling af Guds land. Præsident Bush, en bekendende kristen, grundlagde den såkaldte "køreplan for fred", som opfordrer til en yderligere opdeling af jorden i Israel. Han burde skælve og omvende sig, ligesom præsident Putin, EU og FN, der har tilsluttet sig Bush og udgør "Kvartetten", som sponsorerer denne plan.
Israel på sin side har været villig til at give mere og mere jord i bytte for løfter om "fred" fra PLO på trods af det faktum, at deres vedtægt opfordrer til ødelæggelse af Israel, og at deres og hele den arabiske verdens geografiske kort endog ikke anerkender Israels eksistens. Det faktum, at Israel af Vesten har været tvunget til at gøre sådan, er ingen undskyldning. For dette vil Israel blive straffet hårdt i det, der kaldes "Jakob's trængsel" (Jer 30:7). Ja, Gud vil give dem landet, men først efter, at to-tredjedele af alle jøder på jorden er blevet dræbt (Zak 13:8-9).
Der er ikke et mere hensigtsmæssigt sted eller måder at ødelægge de nationer på, der har misbrugt Israel, end når de - i Satans ånd - kommer for én gang for alle at effektuere, hvad Hitler kaldte den "endelige løsning på det jødiske problem". De troende må mødes for at opmuntre og formane hinanden ud fra Skriften, "… så meget mere, som I ser, at dagen [dommen] nærmer sig”. (Hebr 10:25). Opfyldte profetier indvarsler den dag, som aldrig før.
Slutnoter:
1. Cited in Bridges for Peace website, May 21, 2004.
2. J. Randall Price, paper delivered at the Pre-Trib Study Group Conference, December 6, 2004.
3. David A. Rausch, The Middle East Maze: Israel and Her Neighbors (Chicago: Moody Press, 1991), 57.
Audio version of this newsletter is here.
Kilde: http://www.thebereancall.org/node/2572
