Fra Thebereancall.org/
Den 30. august 2010.
Af T.A. McMahon.
”Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.” (Kol 3:1-4)
Jeg er fascineret af tidslinjer. De giver mig en idé om, hvilke begivenheder der fandt sted i historien, hvordan de forholder sig tidsmæssigt til andre historiske begivenheder, og om ikke tidligere begivenheder kan have påvirket de, der kom senere. Jeg kan specielt godt lide bibelske tidslinjer. De starter ofte med skabelsen og slutter med Jesu Kristi fremtidige tusindårige regeringstid fra Jerusalem, og kommer med et væld af detaljer der imellem. På grund af deres tidsmæssige karakter kan de dog kun antyde evigheden, som er uendelig, og som vores liv på jorden kun er en forberedelse til.
Den "tidslinje", som er præsenteret på forsiden af dette nyhedsbrev, er et simpelt forsøg på symbolsk at minde troende om, at en evighed hos Jesus er vores raison d'être, dvs. det er grunden til vores eksistens.
Hvorfor gør jeg det til et problem? Fordi verden - og desværre også mange kirker - er fanget i en timelig illusion: De klamrer sig til denne jord i stedet for at håbe på himlen. Det er en del af Satans strategi for at narre verden til at bygge hans kongerige. I tusinder af år har han forført både bekendende og sande kristne til at tilslutte sig hans arbejdsstyrke, med henblik på at etablere sin egen religion, som vil blive ledet af hans marionet, Antikrist. Da intensiteten af hans program er stigende i disse sidste dage - især i Kristenheden – har surdejen fra dette frafald aflejret sig i alle teologiske lejre: karismatikerne, Calvinisterne, de konservative, de liberale, pinsevennerne, baptisterne, de venstreorienterede kristne, tilhængerne af Emerging Church bevægelsen, fortalerne for det "sociale evangelium" og andre.
I sin enkleste form er det en holdning, som ringeagter, hvad Paulus formaner os til at gøre i Kol 3:2: "Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske.” Selv om de, der virkelig kender og elsker Jesus, undertiden kan kæmpe med deres hengivenhed til Ham, er der andre, der bekender Kristus og hævder at følge hans ord, men som dog fortsætter i deres forsøg på at etablere Hans rige her på jorden forud for Hans genkomst. Dette ubibelske mål - undertiden benævnt som Dominionistisk Teologi* og Kongedømme-Dominionisme* - har taget mange former igennem kirkens historie.
Et tidligt eksempel var det Hellige Romerske Imperium. Tanken var, at de "gudelige" kejsere (dvs. de, der var til støtte for pavedømmet) ville bringe verden ind i Kristi menighed. Når det ikke lykkedes, tog pavedømmet kontrol, idet det herskede over det meste af verden på det tidspunkt.
Som en historiker beskriver det: "[Kirken i Rom, der omfattede den middelalderlige verden, og] havde alle statens apparaturer: lovgivning og domstole, skatter og skatte-inddrivere, en stor administrativ maskine, magt over de kristne borgeres liv og død, og over deres fjender inden for og uden for... Paverne hævdede deres eneret til at igangsætte og lede krige imod de vantro. De rejste hære, førte kampagner, og skrev fredstraktater for at forsvare deres territoriale interesser." [1] Som de fleste af Den Romersk-Katolske Kirkes dogmer og praksis var dette i strid med, hvad Jesus lærte: "Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«." Joh 18,36
Amillennialisme var den teologiske overbevisning hos den tidsalder. Den postulerede, at tusindårsriget - eller den 1.000-års regeringstid for Kristus - allerede fandt sted, men i åndelig forstand. Den Romersk-Katolske Kirkes verdslige succes syntes at støtte dette synspunkt, men inden længe bukkede det under for sine egne udskejelser og korruptioner.
Selv om Reformationen var en reaktion imod misbrug af Katolicismen, bibeholdt Reformatorerne den Katolske amillenniale eskatologi, sammen med meget andet af dens lære og praksis såsom barnedåb og erstatningsteologi (troen på, at kirken har erstattet Israel). Vers i Skriften, som taler om velsignelser for Israel, blev åndeliggjorte til at betegne kirken; vers om Israels straf blev ignoreret.
John Calvin forsøgte at gøre byen Genève til en model af Guds rige, og han oppebar for sin kontrollerende indsats titlen "den protestantiske pave." Selv om hans mål var beundringsværdigt, blev resultaterne af hans gennemførelse kun lidt anderledes end, hvad han havde gjort indsigelse imod i Den Romersk-Katolske Kirke. Historikeren Will Durant skriver: "Den nye præstestand ... blev under Calvin mere magtfuld end noget præstedømme siden Israel. Den virkelige lov i en kristen stat, sagde Calvin, må være Bibelen. De gejstlige er fortolkerne af denne lov, de borgerlige regeringer er underlagt denne lov og skal håndhæve den, som den fortolkes. " [2]
En anden historiker skriver, "I en klasse for sig selv stod forbrydelser mod Calvin. Det var en forbrydelse at le ad Calvins prædikener; det var en forbrydelse at argumentere med Calvin på gaden. Så at gå ind i en teologisk kontrovers med Calvin kunne vise sig at være en meget alvorlig forbrydelse." [3]
Genève var næppe himlen på jorden, selv om det var hensigten. For eksempel var, "en overflod af retter på bordet, en for højt placeret hovedbeklædning, en stor fremvisning af blonder, en bandlyst farve på beklædningen - alle rimelige emner for debat og straf," [4] og man vidste aldrig, når konsistoriet (Kirke-politiet) ville komme på husbesøg. Ét år oplevede man, at der blev der rejst tiltale mod 400 borgere for moralske lovovertrædelser, og i løbet af 60 år blev 150 mennesker anklaget for kætteri og brændt på bålet.
Calvin's kristnede samfund var simpelthen ikke bibelsk, idet det erstattede nåde med lov. Ikke kun var det uforeneligt med calvinistiske teologi, men hvordan skulle man "kristne" borgerne i Geneve, når de ikke tilhørte Guds udvalgte? Karakteriseret som "helt fordærvede", og ikke i stand til at reagere retfærdigt, fordi de ikke var omfattet af "den uimodståelige nåde," kunne den "ikke-udvalgte" aldrig blive den kristne borger, som Calvin forlangte.
Kongerige-Dominionismen* tog en ny form i 1940'erne i Saskatchewan, Canada. En påstået åndelig vækkelse brød ud. Den startede "The Manifest Sons of God" eller mere kendt, ”The Latter Rain Movement”. Eskatologien i denne bevægelse skiftede fra et dispensationalistisk synspunkt, som vil sige bortrykkelse af kirken efterfulgt af syv års trængsel og sluttende med Armageddon.
Bevægelsen støttede et mere "positiv" - ja, endog triumferende - scenarie, som søgte Gud’s udøselse af sin Ånd i en stor verdensomspændende vækkelse, der ville frembringe "The Manifest Sons of God" alias ”Joel's Army”. Disse skulle være troende, konstant fyldte med Ånden, manifesterende de samme tegn og undere, som Jesus gjorde. De ville dømme og erobre verden, hvilket de indvarslede ville ske i Kristi 1.000-årige regeringstid.
En af lederne af bevægelsen har sagt: "Guds folk vil begynde at gøre brug af loven, og de kommer til at tage herredømme over Satans magt .... Ligesom [Guds] styrkes stav udgår fra Zion, vil Han ændre lovgivningen. Han vil jage djævelen ud fra Guds jords overflade, og Guds folk ... vil frembringe Guds mål og Guds herredømme. " [5] Men denne bevægelse løb ind i de samme problemer, som plagede Calvin i Genève. De såkaldte ”Manifest Sons of God" kunne ikke leve op til de gudfrygtige, moralske standarder i praksis, selvom strikte (læs "voldelige") foranstaltninger, kendt som "hyrde-ledelse," blev anvendt.
Dominionismen* fra ”Latter Rain” bevægelsen spredtes vidt og bredt blandt pinsevenner og karismatikere. Her er nogle citater fra mænd, hvis navne du kan genkende:
”Ja, synd, sygdom og lidelse, åndelig død, fattigdom, og alt andet, der er af djævelen, beherskede os engang. Men nu, takket være Gud, hersker vi over dem - for dette er Dagen for at tage Herredømmet (Dominion)!” (Den nu afdøde Kenneth Hagin)
”De, [Joel's hær], vil have den form for salvelse ... [Kristi] form for magt ... enhver, der ønsker at skade dem, skal dø.” (Den afdøde John Wimber)
”The Manifestation of the Sons of God” [er] de "besejrende", som vil blive fuldendte og træde ind i udødeligheden med henblik på at etablere Guds rige på jorden.” (George Warnock)
Bevægelsen blev yderligere fremmet af den nu afdøde Biskop Earl Paulk, som lærte, at Kristus var "fastholdt i himlen" indtil Hans krop, kirken, havde renset sig selv og verden. Paulk havde dog problemer med at rense sig selv, idet han havde haft en lang tradition for seksuelle og umoralske handlinger. Han blev senere dømt for mened. I 1980'erne, under Paulk's ledelse, slog den Karismatiske KongedømmeTeologi sig sammen med den Calvinistiske DominionistTeologi, også kendt som Kristen Rekonstruktionisme*, eller Theonomy.
Kristen Rekonstruktionisme* blev populariseret af Rousas Rushdoony og hans svigersøn, Gary North. Rekonstruktionisterne* tror, at ved at anvende lovene i Det gamle Testamente og principperne i Det nye Testamente vil verden blive moralsk forvandlet af de kristne. Dette, hævdede de, ville drage folk til Kristus. Deres eskatologi er postmillennial, hvilket betyder, at de forventer, at Kristus vil vende tilbage efter 1000 år (set af nogle som et symbolsk tal, hvilket betyder, at det kunne være meget længere) med succesfuld høst af den frugt, som fremkom ved anvendelse af loven.
Fra 1980'erne og igennem århundredeskiftet påvirkede en Rekonstruktionistist-gruppe* - kaldet ”Coalition On Revival”, eller COR - i høj grad de konservative evangeliske kristne til at forsøge at omdanne USA til en kristendrevet nation ved at bruge den politiske proces. Selv om Rekonstruktionisterne* og de karismatiske Kongedømme-Nu fortalere stod langt fra hinanden teologisk, drog den dominionistiske overbevisning - som er grundlæggende for begge lejre - dem sammen. Gary North bemærkede, at dette overraskende samarbejde gav mening på en anden måde: "... det samler postmillenniale Kristne Rekonstruktionister* og de karismatikere, der bekender sig til det positive, med de, der tidligere bibragte fodnoter, teologi og politisk handlekraft, og hvoraf sidstnævnte leverede penge, publikum, og satellitteknologi [f.eks TBN og Christian Broadcasting Network]." [6]
For en årrække siden, sad en af mine venner med ved et møde hos Rekonstruktionister* og spurgte, om de virkelig havde til hensigt at anvende de bibelske love såsom stening og andre dødsstraffe, hvorpå en national leder af bevægelsen svarede, "Absolut!" Det lader til, at de calvinistiske Rekonstruktionister* har lært meget lidt af Calvin’s fejlslagne totalitære eksperiment i Genève.
Kongedømme-Dominionismen* fortsætter i vore dage - især blandt karismatikere. Jack Hayford, George Otis Jr. og C. Peter Wagner støttede en form for Kingdom-Teologi, der involverede at tage det herredømme tilbage, som Adam og Eva tabte i Edens Have. En af bevægelsens ledere forklarer, "Jesus gav os sin autoritet og ... vi skal genvinde, genoprette, organisere og herske over jorden - ikke blot i åndelig forstand, men også gennem økonomiske, politiske, uddannelsesmæssige og sociale reformer." Her er grunden til, at den samme person fortæller os, at de kristne skal sættes til at bruge deres Gud-ordinerede autoritet: "Jesus fastholdes i det himmelske, indtil alle ting er genoprettet under Hans fødder. Han vil ikke og kan ikke fysisk vende tilbage til jorden, før kirken [har bragt] et mål af Guds herskende myndighed tilbage til denne jord." [7]
Denne form for Kongedømme-Dominionisme* er fyldt med metoder, ritualer og teknikker, der skal følges for at tage kontrol. C. Peter Wagner's bøger ”Breaking Strongholds In Your City” og ”Confronting the Powers” indeholder, hvad han kalder "kunstniveauets åndelige metoder" til at tage herredømme: idet han udpeger territoriale ånder, bønne-rejser, åndelig kortlægning, åndelig krigsførelse på det strategiske plan, genkendelig omvendelse, forsoningsgang, transformation af byer, lovprisningsmarcher, at forløse kulturen, indtage vore byer, arbejdspladser og skoler for Kristus, osv.
Jeg har personligt oplevet indflydelsen fra disse teknikker i storhedstiden for Wagner’s "åndelige krigsførelse på det strategiske niveau", når nogle elever forsøgte at "indtage vor lokale ’high school’ for Kristus." De begravede kors på fodboldbanen og salvede skolens vinduer med olie. Ikke alene har de ikke indtager deres skole for Kristus, men de forårsagede næsten, at alle kristne studenterorganisation blev smidt ud fra universitetsområderne.
C. Peter Wagner er manøvrelederen bag dette, og de metoder, som han siger, Gud har givet ham, er tilsyneladende endeløse. Han er den, der bragte John Wimber til Fuller Theological Seminary (FTS) for at undervise "i tegn, undere og Kirkevækst," senere omdøbt til "Det mirakuløse og Kirkevækst", som Wagner var medforfatter af sammen med ham. Wagner var også den akademiske mentor, der vejledte Rick Warren's ph.d. afhandling ved FTS.
Jack Hayford tilbragte år med at mødes med Lloyd Ogilvie og andre lokale præster ved Hollywood Presbyterian Church, hvor de anvendte forskellige spirituelle teknikker til at "omdanne Los Angeles for Kristus." Hayford indrømmede oprigtigt fejlen mange år senere: "Min by bliver [stadig] flænset indvendig af bandevold og mord, forurenet med homoseksualitet og pornografi på den mørke side, og kvalt af stolthed, selvcentreret snobberi og sensualitet på den pæne side ... [det er] nok til at ødelægge os." [8]
Alle disse bevægelser fra kirkehistorien har dette til fælles: de er jordbundne. Idet de er fokuseret på oprettelsen af Guds rige her på jorden, forud for eller for at fremskynde Herrens genkomst, har alle et meget alvorligt problem.
Ifølge Skrifterne er det næste rige her på jorden Antikrist’s rige, som vil vare i syv år. Sande troende i Kristus vil ikke have nogen del i dette rige. De er blevet fjernet fra denne jord af Herren Jesus og taget til himmelen. Denne begivenhed kaldes ”bortrykkelsen” (Joh 14,1-3; Filip 3:20; 1. Tess 5:9-11, 4:16-18; Hebr 9:28; 1. Kor 15:51-52; Kol 3:4; 1. Tess 1:10; 1. Joh 3,2-3; Tit 3:13; 1. Tim 6:14; Åb 3:10; 2. Tim 4,8; Luk 12:35,37,40), og vil ske forud for den store trængsels-periode, hvor de, der har fulgt Antikrist, vil lide under Guds vrede.
Som Dave Hunt har anført i ”Whatever Happened to Heaven?”: "Den store forførelse er at vende os fra himlen til jorden, fra den sande Gud til os selv, fra benægtelse af selvet til accept, kærlighed og agtelse for selvet, fra Guds Sandhed til Satans løgn. Kernen i denne forførelse er overbevisninger, der har en bedragerisk åndelig appel, men som faktisk vender os fra at elske Kristus og Hans tilsynekomst til den jordiske ambition om at overtage samfundet og genskabe denne verden til det paradis, som Adam og Eva tabte "(s. 308).
Meget af det, der er blevet præsenteret her, er nogle historiske frø fra den jordbundne Dominionisme*, der er blevet sået i kristendommen gennem de sidste 1.000 år. De har slået rod og trives i kirken i det unge enogtyvende århundrede. I del 2 i denne serie, vil vi, hvis Herren vi, tale om, hvad der bliver fremmet i Kristenheden i dag i et forsøg på at drage Bruden (de sande troende i Kristus) væk fra ivrigt at se efter Brudgommen, som skal tage dem med til brylluppet i himlen. Vi vil stille spørgsmålet om, hvorvidt indsatsen i kirken kan understøttes af Guds ord (den økologiske bevægelse, den økumeniske bevægelse, det sociale evangeliums bestræbelser, politisk aktivisme, teknikker til at "forløse kulturen", løsning verdens problemer gennem en global P.E.A.C.E.-plan, osv.) kan understøttes af Guds ord.
-------------------
* Dominionisme betyder kristnes gudgivne ret til at regere andre, mens rekonstruktionisme betegner den kristning af politik og kultur, der har dominion som mål. (Tilf. red)
-------------------
Endnotes:
1. R. W. Southern, Western Society and the Church in the Middle Ages (Penguin Books, Vol. 2 of Pelican History of the Church Series, 1970), 18-19, cited in Dave Hunt, Whatever Happened to Heaven?(Harvest House, 1988), 150-51.
2. Will Durant, The Reformation: A History of European Civilizations from Wyclif to Calvin: 1300-1564 (Simon & Schuster, 1957), 472-73, cited in Hunt, Heaven, 175-76.
3. Edwin Muir, John Knox: Portrait of a Calvinist (The Viking Press, 1929), 106-8, cited in Hunt, Heaven, 174-75.
4. Hunt, Heaven, 174.
5. Ern Baxter (associate of William Branham), cited in Sandy Simpson, "Dominionism Exposed," http://www.deceptioninthechurch.com/dominionismexposed.html.
6. Gary North, Christian Reconstructionism: The Attack on the "New" Pentecostal, January/February 1988, Vol. X, No. 1.
7. Dr. Kluane Spake, "Dominion Theology and Kingdom NOW," http://hubpages.com/hub/Dominion-Theology-by-Dr-Kluane-Spake.
8. Jack Hayford, cited in Dr. Peter Wagner, "Let's Take Dominion Now," http://www.intheworkplace.com/apps/articles/default.asp?articlid=22902&columnid=1935.
Kilde: http://www.thebereancall.org/node/8721
